En af Copenhells største udfordringer har altid været køen til indgangen på førstedagen, men i år var det for første gang lykkedes for arrangørerne at løse det problem.
Hvor det ofte har taget halvanden time at komme ind og få armbånd på, kunne det i år klares på 15-20 minutter. I festival sammenhæng er det ganske imponerende, og det til trods for at der igen i år var flere publikummer end nogensinde.
DMI havde i dagene op til festivalen lovet regn, men det viste sig heldigvis at meteorologerne havde drukket af natpotten. Stemningen var således i top og Inglorious fik æren af at åbne dette års Copenhell klokken 14:00 på festivalens mindste scene, mens vejrguderne forgæves forsøgte at spolere oplevelsen.
Vanen tro starter de tre dage i skærsilden med brandvarme hardrock/metalbands ved Pandæmonium og som startkabler havde Copenhell sørget for, at engelske Inglorious fik tændt op i publikum.
Ferm frontmand og lunken lyd
Med usædvanligt veloplagt fjantet Halford gestik og Gry-rejehop fik møgdygtige og ret skingre frontmand Nathan James poseret, eksekveret og leveret State-of-the-art 80’er heavy vokal og performance der med markante lårbredder lagde afstand til mange nutidige forsangere, der nok har stemmen, men ikke helt har den samlede og ublu pakke klar. Han var en positiv oplevelse og resten af bandet lagde bund til hans udskejelser. De viste sammenspil og spilleglæde og måtte desværre – sammen med James – lide lidt under knap så gode lydforhold. Vi så at der blev spillet guitar solo, men kunne ej høre den, selvom vi stod helt oppe i højre næsebor på den danske keyboardspiller.
Publikum rekord – og B&W
Alligevel; Copenhell blev skudt mere end godt i gang og alt er ved det gode djævelske gamle!
Festivalpladsen er i år endnu større end den plejer, og samtidig har arrangørerne for første år fået lov at tage den gamle B&W hal i brug. Med en fuldstændig udsolgt festival, og publikumsrekord på 23’000 var den ekstra plads kærkommen, især fordi en af de ting Copenhell har udmærket sig ved er den gode plads. Der er noget sælsomt, stort og goldt ved den store hal, og man kan således få et øjeblik til på mental vis at få boltet nogle af kroppens slidte metalkomponenter fast igen, mens man forsøger at gøre sig klar til næste ramme øl og bands.
Djævle uden drive
Så hørte vi Devil Driver. De glimrede i sit fraværende nærvær ved at levere en vare som var lige så betydningsfuld som pausefisk. Flawless, flot udført og tro mod genrens uskrevne og klichefyldte regler, men bandet endte med blot at lyde som en enerverende kværnen uden bid og uden at give back up til Dez Dafares faren rundt. Hans vokal er hørt skarpere. Alt i alt en samling djævle uden drive.
Invocator
De gamle danske trashlegender fra Invocator gik på scenen med en afslappet og løssluppen attitude, og det var tydeligt at de gamle gutter var glade for at stå der på Pandæmonium scenen. Det tekniske niveau var i top, men vi blev aldrig rigtig revet med og vi synes måske, at Jacob Hansens vokal manglede lidt hist og her. Det skal dog siges, at der, som så ofte på Copenhells mindste scene, ikke var optimal lyd, og vores sidemand til koncerten var da også meget begejstret.
De store navne svigtede ikke
De store navne skuffede ikke og især In Flames, Saxon og i særklasse System Of A Down manifesterede sig som garanter for ægte kærlighed til genren, deres publikum og festivalånden, som kort og godt levede i bedste velgående på day one, og det gode er, at vi har two more to go\m/