Folkeklubben – Slå Flint!

Folkeklubben kalder selv deres musik for folk-pop. En kollega her på redaktionen kaldte det Nørrebro-smart hipster-pop. Men uanset hvad man kalder det, er “Slå Flint!” et forfriskende bud på dansksproget pop der vil andet og mere end at dyrke det klassiske hjerte-smerte tema.

Det er utroligt svært at lave lyden af ubesværet kvalitet. Det drejer sig om hårdt forarbejde, så man er godt rustet til at gribe det nu’et, alle venter på, således at der ikke bagefter skal fejlrettes så meget. Det lyder på “Slå flint!” som om Folkeklubben har været inspirerede, musikalsk brandvarme, rummelige, disciplinerede, impulsive og målrettede på samme tid, de tre gutter.

Det er Folkeklubbens tredje album, og albumtitlen er inspireret af et digt af Klaus Rifbjerg fra 2006. På “Slå flint” har Folkeklubben haft besøg af forskellige gæster, deriblandt Niels Brandt fra The Minds of 99, Søren Huss fra Saybia samt den cubanske percussionist Eliel Lazo.

Kender du det

Der er noget tryg, sikkert og overskudsagtigt over Folkeklubbens musikalske ståsted. Solidt plantet i den danske muld, pibler det frem med små spirer, gødet af de gode gamle dansksyngende musikeres broderskab, fra dengang mor var dreng, refrainet var frit, Julie gik med en anden hjem og man gik med hunden gennem byen; ingen nævnt, ingen glemt herfra, det gør de med al tydelighed selv diverse steder i tekst og musik, ikke mindst i det flotte og stemningsfulde nummer “Hvis jeg ku”, som starter med “Der’ noget ved denne scene'”, samt sætningen “duft af kaprifol” i titelnummeret, en sætning man indiskutabelt forbinder med den gamle schlager “Sommer og sol”. For bare at nævne nogle få.

Men mens vi tydeligt kan høre inspiration kan vi også høre, at det blot er værktøjer i folkeklubbens værktøjskasse. Ord til deres vokabularie. Målet er ikke at lyde som gamle dage, men at bruge det etablerede musik- og tekstsprog til at mene noget om i dag.

Det danske øreflip

Det kan som lytter være svært nogen gange at favne ny dansk musik for det, det er; bare musik på dansk. Noget er godt, andet er skidt. Smag og behag. Vi husker bedst det gode fra vores barndoms soundtrack og derfor vil det ny altid skulle sammenlignes med vores mangeårige narcicistiske og nostalgiske øreflip. Man tænker, hvorfor give sig hen til ny dansk musik, når nu vi har “Værsgo'”, “Stjerne til støv” og “Sæsonen er slut” på reolen/digitalen? Man bør dog droppe den musikalske dovenskab og lige give “Slå flint!” en reel chance, for der masser af kvalitet i numrene, eksempelvis “Overlæge Jakobsen”, som er deres single udspil og en klar no-brainer. Alene det rent rytmiske ved at sige doktor på en hakket facon skriver jo næsten halvdelen af det spøjse, lette og iørefaldende nummer.

Folkeklubben har måske den udfordring, at de også godt ved, at de bliver sammenlignet med  fortidens gnavne gamle mænd og lyder derfor af og til, som de ikke vil træde nogen over tæerne. Samtidig vil de gerne være sig selv. Derfor er der ikke nogen af sangene der gør rigtig, rigtig nas og bliver en markant ind-i-kroppen-oplevelse. Tit fremstår Folkeklubben – på godt og ondt – som talerør for den post-unge casual og sarkastiske hipster, der gerne vil sige noget originalt om sit egen tid og sin livsradius med nogen ok skarpe ordspil, men uden ligefrem at turde råbe pik og skride – og om de selv nogensinde tror, de får forandret no-oget, får vi derfor ikke noget direkte svar på i deres tekster.

Men de peger på hverdagsfænomener, man kan tage og føle på. Er der et sted, hvor Folkeklubben i vores ører, enkelt og lommepoetisk rammer et af vores tids største luksusproblemer – som jo er den slags problemer vi kan relatere til på vores breddegrader – så er det nummeret “Fabrikken”, hvor hovedpersonen står i en fabrik der laver  “kunst og simili. Gud ved om det jeg laver, er mere værd end det jeg får?”, eller når han synger om sit valg mellem flere piger: “Tænk om dem jeg taber, er mere værd end dem jeg får?”

Dansksproget pop fra øverste hylde

Idag er man hunderæd for at undvære, for at gå glip af noget. Folkeklubben spider sig selv og deres Circle of trust med små rimeligt rimende punchlines på tværs af et par linjer. Det gør de mestendels virkelig godt og grundigt. Den evige underfundige punchline kan naturligvis ikke være original hele tiden, men når den så kommer hele tiden, går det imidlertid nogen gange for meget op i blot at få enderne til at mødes i stedet for at træde ud af eget format.

Sætninger som “De har ringet kl. Ot-te, sagt vi ka nå-det”, fra “Slå flint! “Eller “læs dig en bog så blir du så klog hæng i fra syv til ni” fra “Nælden og Egen” kan godt blive lidt drøje i længden. Når “Slå flint!” Fungerer bedst, bliver der helt sikkert tændt et stort men kontrolleret bål; når rimene derimod bliver for klæge, slå stenen mere smut på vandoverfladen og får ikke skabt nogle væsentlige brydninger.

Der er dog – med afstand – mest godt at sige om denne skive; alene det faktum, at der findes nogen danske musikere, som prioriterer at skabe et organisk, nærværende, meningsfuldt og langtidsholdbart musikalsk produkt placerer dem pr. definition på øverste hylde. Så, igen, at tage de kritiske briller på er altså et luksusproblem – bare det at have dette nutidsprodukt at sammenligne ældre tiders greatest hits med, siger det hele. Så tak for det. You rock.