At rejse er at leve! – Lørdag d. 20. november var jeg på en rejse, en musikalsk rejse.
Rent faktisk den vildeste musikalske rejse i lang tid.
Steve Hackett spillede i Amager Bio, guitarist og sanger der fra 1970 til 1977 var medlem af Genesis.
Hackett er næsten årligt tilbagevendende gæst i Amager Bio, og spiller i reglen for fuldt hus. Dette var så godt som også tilfældet denne aften, og publikum vidste hvad de kunne forvente!
I det øjeblik den spinkle guitarist og hans hold viste sig på scenen, begyndte et samlet publikum at klappe taktfast og trampe i gulvet. Undertegnede, der ikke tidligere har oplevet Hackett tænkte, “dette tegner lovende!”.
Nu kan jeg godt lide progressiv rock, og det er jo det Hackett leverer! Jeg glemte alt om at følge med i sætlisten, og holde mig á jour med de forskellige titler på de forskellige numre.
Hvert nummer fortalte en historie. Tonerne malede billeder på min nethinde.
Der var drama som på nummeret “The Devil’s Cathedral” der starter med orgel og sax, ret uhyggeligt, og glider derefter ind og ud af uhyggen, heftige temposkift. Drama og tempo så det battede.
Disse elementer var der også i nummeret “Clocks”. Hvor nummeret “Shadow Of The Hierophant” er et fortryllende smukt og til dels roligt nummer, hvor tonerne, som arabesker smyger sig ind i øregangene, og bare gør livet lidt smukkere.
Ligeledes var “Carpet Crawlers” et sindssygt smukt nummer, hvortil Nad Sylvan’s stemme passede suverænt. Han blev i omkvædet stærkt akkompagneret af et begejstret publikum.
Jo, jeg var imponeret, og min kæbe lå på gulvet hele aftenen. Jeg ønskede det aldrig ville stoppe.
Hackett selv gør ikke megen væsen ud af sig. Han står meget stille på scenen og kigger ned, løfter blikket en gang imellem, smiler og kigger så ned igen. Det synes at passe ham fint, at overlade spot og fri leg på scenen til de øvrige band medlemmer.
Soloer var der selvfølgelig også, og de var vanvittig flotte, og det er uretfærdigt, at jeg specielt nævner Craig Bundell’s solo på trommerne. Hold op han er dygtig, og han tog fuldstændig pusten fra mig. Måske har jeg bare noget med de der trommer, for tankerne faldt lidt på Mike Portnoy, min absolutte “tromme Gud”. Craig nåede ikke derop, men han var tæt på!
Den eneste, absolut eneste lille detalje der efter min mening kunne være rettet lidt ind på, var styrken af Nad Sylvan’s vokal.
Måske var det på grund af lige det specifikke sted jeg stod under koncerten, at jeg nogle gange skulle anstrenge mig lidt for, at høre Nad’s stemme ordenligt. Det ærgrede mig lidt for han er virkelig en suveræn sanger.
Hele aftenen var publikum med bandet. Der blev efter hvert nummer klappet og trampet så voldsomt, som var det et kald på et ekstra nummer.
Sikke et musikalsk eventyr der blev leveret, hvor var det smukt!
Come back soon Hackett!
Summary
Artist: Steve Hackett. Genesis Revisited.
Sted: Amager Bio
Tid: Lørdag d. 20. november 2021
Line-up
Steve Hackett: Guitar
-Nad Sylvan, vokal.
-Roger King, keyboards.
-Jonas Reingold, bas guitar, 12 strenget samt vokal.
-Rob Townsend, sax, fløjte, percussion og keys, samt vokal.
-Craig Bundell, trommer og vokal.
Sætliste;
Clocks – The Angel Of Mons
Held In The Shadow
Every Day
The Devil’s Cathedral
Shadow Of The Hierophant
Squonk
Carpet Crawlers
Robbery, Assault & Battery
Afterglow
Firth Of Fifth
I Know What I Like
The Lamb Lies Down On Broadway
The Musical Box
Supper’s Ready
Cinema Show
Dance On A Volcano
Los Endos