Fotoreportage: The Pineapple Thief i Amager Bio

Om grønthandlerne på Amager fredag d. 18 marts skulle holde et ekstra øje med deres ananas, det tvivler jeg på. Til gengæld blev publikum i Amager Bio både ført og blæst ud over de smukkeste ananasplantager da det britiske, progressive rockband “The pineapple Thief” spillede i Amager Bio.

The Pineapple Thief blev i 1999 dannet af multi-instrumentalist, vokalist og sangskriver, Bruce Soord.
De har efterhånden ikke så få udgivelser bag sig, senest “Nothing But The Truth” fra 2021, hvorfra også en god del af aftenens spillede numre var taget.

Der var i salen fyldt godt op af et forventningsfuldt publikum, og vi fik hvad vi kom efter, nemlig en forrygende velspillet koncert, spillet af et yderst oplagt band, der udtrykte stor glæde ved endelig igen at kunne komme ud at spille live musik.

At bandet kan mere end musikalske tryllerier, fik vi set da aftenens koncert startede med, at Bruce Soord kaldte trommeslager Gavin Harrison frem på scenen hvor han viste os evner som tryllekunstner ved at trylle et lommetørklæde væk.
Jamen altså, sikke han kan.

Et af aftenens første numre var “In Exile”. Et nummer der starter roligt, rytmisk og lidt drømmende, men hurtigt bygger op til noget mere dramatisk hvor Gavin Harrison på trommer lægger en suveræn bund af faste præcise slag i skindene, også dér kan han trylle. Georg Marios viste en vild formåen på sin guitar og Bruce Soord’s lidt ru, lidt raspede, men også bløde stemme blendede smukt ind.

“White Mist”, og vi er nået godt ind over halvdelen af aftenens set. Et forrygende nummer, det fantastiske beat fra trommerne, keyboards, bas, den akustiske guitar, elektrisk guitar, temposkiftene og ikke mindst Bruce’s ru stemme. Under dét nummer gik alt for mig op i en højere enhed og blæste mig omkuld.

“Part Zero”, hvor Bruce har taget den akustiske guitar frem. Endnu et nummer der bygger langsomt op til noget yderst dramatisk, en lækker solo fra Georg Mario’s hånd, Steve Kitch’s keyboards der får det til at lyde som indledningen til et kirkekor, for derefter at vende tilbage til vokal og akustisk guitar. Bruce vokal blev smukt fulgt på vej af kor fra både Jon Sykes og Georg Marios, hvilket virkelig fremhæver Bruce’s stemme på smukkeste vis og højner helhedsindtrykket væsentligt.
Som rigtigt mange af aftenens numre, et sindsygt lækkert nummer.

Aftenens sidste nummer “Nothing At Best” fik skudt os i fuld fart ud over de evige ananasmarker. Det var virkelig en afslutning værdig. Der var det det hele der bare var lækkert; tempo, keys, bas, guitar og selvfølgelig et fantastisk beat fra trommerne.

Alt i alt en forrygende god aften i et særdeles godt musikalsk selskab. Ingen kan på noget tidspunkt have været i tvivl om, at vi stod overfor nogle særdeles habile musikere. En ting jeg bl.a. nød var den akustiske guitar. Den var virkelig dejlig at lytte til, og kan bare gøre noget ekstra for et nummer.

Stemningen var helt oppe nær kogepunktet. Musikerne ude over scenekanten.
Jo, det var det hele værd og mere til.
Endnu en fuldtræffer til Amager Bio!