Frank Carter and The Rattlesnakes – End of Suffering

Frank Carter er på sit 3. udspil stadig Frank Carter. Det er både godt og skidt.

Siden sin afsked fra Gallows tilbage i 2011 er Frank Carter brudt mere og mere ud af de snævre punkcirkler og det kompromisløse raseri, som de repræsenterer. På hans og hans band, The Rattlesnakes, seneste og 3. udspil, End of Suffering, er bruddet endeligt.

En trodsig Frank Carter stod i spidsen for Gallows kl. 3:00 lørdag nat på Roskilde Festival 2010 og delte had ud til the fucking establishment og kærlighed til ud you fucking lot, og efterlod mig måbende i morgengryet over hvor vild en koncert, jeg lige havde overværet. Samme Frank Carter gik derpå solo og har på sine seneste to plader, Blossom og Modern Ruin, raset videre i et dystopisk og oprørsk tekstunivers. Den Frank Carter findes ikke længere på End Of Suffering.

Det skred mod retlinede melodier og egentlige sange, som Frank Carter indledte på Modern Ruin er nu fuldendt. På End Of Suffering er han melankolsk og bekymret. En voksen plade, hvor refleksionerne under et pusterum fra de foregående års raseri er kanaliseret ind.

Teksterne handler mere om, hvordan det dog skal gå alt sammen end om, at Frank Carter har tænkt sig at smadre det alt sammen. Det er stadig anstændige sange og arrangementer, der ikke strækker Frank Carters fornuftige men ikke imponerende stemme længere, end den kan bære, og lyden er den, som han begyndte at fremelske på numre som “Lullaby” fra Modern Ruin.

Den lyd ekstrapoleres bare endnu mere mod indierock, og det er ikke godt for Frank Carter. Uden raseriet står selv rå bangers som “Crowbar” og “Kitty Sucker” som Muse-kopier med gada-gung-omkvæd og ophøjet indignation. De er trods alt virkelig fede rocknumre. Croonede sjælere som “Angel Wings” og tuderock som “Why A Butterfly Can’t Love a Spider” falder igennem. Det hjælper heller ikke, at Frank Carter eller rettere hans band The Rattlesnakes på alle numre betjener sig af en mildt distorted guitar som giver numrene en irriterende ensformighed.

Jeg kan ikke finde ud af Frank Carter. Hvad er det han vil? Vil han være popstjerne med hjerte? Vil han være oprører med bred appel? End Of Suffering gør begge varianter mulige, og det gør pladen til en konfus affære, hvor dem med heavypræferencer nok vil afskrive den som pop, og dem med indiepræferencer vil afskrive den som lige lovlig tung. Det behøver egentlig ikke at ligge Frank Carter til last, men ambivalensen præger bare End Of Suffering.

Den tvivl udspringer også af, at det nye materiale ikke kommer over musikalsk gennemsnit i hverken indie- eller heavyrock. Melodierne er ikke gode nok. Teksterne er ikke bemærkelsesværdige. Frank Carter er ikke en dygtig nok sanger. Bandet har ikke nok musikalsk overskud. Det er ikke anderledes end tidligere, men når intensiteten og raseriet, der altid har været Frank Carters es, ikke bliver spillet, står materialet for svagt frem. På nær ‘Crowbar’. ‘Crowbar’ bliver et hit!

Frank Carter and The Rattlesnakes har etableret sig som et exceptionelt liveband – så se dem hvis du kan. Og Frank Carter er et sympatisk bekendtskab. En ærlig sjæl og en arbejdsmand, og som anmelder nænner man næsten ikke at score hans indsats lavt. Men en anmeldelse er en anmeldelse – ikke en flidspræmie. Beklager, Frank.

2 stjerner.