Frank Carter and the Rattlesnakes sneg sig ind i Amager Bio

Det engelske punk rock band Frank Carter and the Rattlesnakes, lavede en normal kedelig mandag om til en fest, da de indtog Amager Bio efter en god og grundig opvarmning fra de overraskende gode Kid Kapichi, der både havde god energi og gode sange.

Support

Præcis kl. 20 gik engelske Kid Kapichi på scenen i total coolness med deres stenede punk rock. De byggede langsomt op med bedre og bedre numre, som blev taget godt imod af publikum.

Snigangreb

Da Carter og Co. gik på scenen, startede de op som snigende og smidige klapperslanger, hvis lyd snoede sig ind i vores ører. Lyden var sprød, blød og behagelig lige fra start, især med det relativt langsomme og rolige startnummer “Why a Butterfly Can’t Love a Spider”, hvor der lige er et par intense udbrud. Et glimrende nummer, som er det første man hører på albummet End Of Suffering fra 2019. Umiddelbart efter fik vi “Honey” fra deres nyeste udspil, albummet med den lækre titel; Dark Rainbow fra januar 2024.

Bandet består af Frank Carter og Dean Richardson, og med sig ud i verden har de 3 tour musikere. Trods genren var musikken ret behersket. Der blev ikke “gået amok” på scenen, for der blev virkelig passet på, at de musikalske udtryk ikke stak af. Der blev derimod kælet for steady rytmer og dynamisk balance.

Bandet blev dannet i 2015, men de har allerede nu annonceret, at de tager en pause. Hvor lang den bliver, ved  kun de selv. 

Floor performance

Af tradition, gik Frank ned blandt publikum og sang, mens publikum blev sat i bevægelse rundt omkring ham. Det var allerede i tredje nummer, “Tyrant Lizard King”, at gulvfesten blev sat i gang. Det var ganske vellykket, for det gik ikke ud over vokalen, hverken i musikalitet eller lydmæssigt. Der opstod en umiskendelig energi, som fik selv de mest introverte i mængden til at bevæge sig. Carter blev på gulvet i 10 minutters tid, og han fik et ordentligt bifald da han igen fandt op på scenen og sagde tak til den fyldte sal.

Lange taler

Publikum var lidt emsig i forhold til at forudsige kommende numre (alle kan jo slå sætlisten op på nettet i dag), men Carter var hurtig til at sige “keep quite, I’m trying to tell a story here”. Han var også god til at ytre sig, og folk lyttede trofast efter hvad den karismatiske frontfigur havde af meninger og holdninger. Carter talte med løftet pegefinger til os alle, i en snak om igangværende krige i verden. Vi skulle føle os velsignet lige nu, men at det sagtens kunne opstå i vores del af verden. Så vi blev opfordret til at behandle hinanden med respekt.  

I Hate You

Kort efter talen om næstekærlighed m.m. blev der alligevel sluttet af med “I Hate You” som finale i en encore-afdeling på 4 sange. Trods titlen, var sidste nummer ikke balstyrisk og primitivt som i klassisk engelsk punk, men ganske æstetisk i komposition med plads til god musikalsk udfoldelse.  

Fængslende koncert

Der var et godt flow hele vejen igennem koncerten, hvilket var imponerende rent musikalsk. Bandet balancerede fint mellem det rå og det elegante, hvilket skabte et dynamisk lydbillede. Dog synes jeg at numrene var tæt på hinanden i komposition og udtryk. Carter er en god sanger med en karakteristisk stemme, men han holder sig til få effektive vokalklange, og i min verden bliver det noget monotont i længden.  

Men der var mange ting de var gode til. Kommunikation og interaktion med publikum var ganske unikt. Det var en fornøjelse at opleve. Alle i bandet kunne virkelig fastholde publikums interesse fra start til slut, og folk følte sig helt sikkert ekstraordinært indraget musikken. Carters tilstedeværelse blandt publikum skabte en intimitet og intensitet, der gjorde koncerten mere end blot en optræden – det blev en fælles, næsten rituel oplevelse.

Når/hvis bandet opstår igen efter den kommende pause, vil jeg klart anbefale at høre dem live. De kan virkelig noget. Jeg lander på 4 flotte stjerner til Carter og klapperslangerne.