Being Franks tredje album har været ventet i lang tid. Seneste udspil ”When Unavoidable” blev udgivet i 2007, bandet har i lang tid manglet en trommeslager, Sangeren Rune Abro har for vane at befinde sig i Israel flere måneder ad gangen og for bandet generelt må man sige, at det virkelige liv har trængt sig på.
Men så oprandt dagen, hvor mange års slid i studiet har resulteret i et færdigt album, ”From The Waiste Up”, udkommer den 27.10.14, og det blev den 23.10.14 markeret med et releaseparty i Huset, i Magstræde, på Analog Bar.
Rockzeit var med og sad bagerst i en proppet bar og lurede med vores tipskasket, som en anden sportsjournalist(ganske få vil forstå DEN bemærkning).
Nuvel. Da bandet har fyldt baren, og de på en eller anden måde jo skal stå på mål for den tid, det har taget at lave den aktuelle udgivelse, har de sat sig lidt under pres. Hvor gode er de blevet siden sidst? Har deres fravalg af live optrædener og deres prioritering af laboratoriekomponering været det rette?
Koncerten går i gang, og her må der komme nogle svar. Det skal nævnes, at nedenstående ikke er en fuldstændig kronologisk gengivelse af koncerten.
Den svære start
Frankernes første nummer er ”On your Tail”. Der er en del nervøsitet at spore, hvilket ikke er sært, ud fra alt det, som står på spil. Man observerer, at stort set alle fremmødte publikummer har en relation til hvert enkelt medlem, og man fornemmer en vis forventningsfuldhed og spænding i luften. Starten er ret shaky, men der er et godt grundflow i nummeret, bandet svinger på en letgenkendelig Being Frank facon, og Runes bevægelige melodilinjer er som altid en art humørsyg monolog, en indre lommefilosofiske undring over livet, hjerte og smerte, som vi får lov at lytte med på. Når Rune er bedst, er han en rigtig god historiefortæller.
I aften skal han dog have mere end en sang til at blive varm på. Selvom han fra det første nummer, drypvis, formår at udtrykke dybde og medfødt anlæg for at vise nerve, sårbarhed og skønhed, virker stemmen mest af alt tynd og uskarp. Rune virker ikke helt, som om han kan det på rygraden. Det smitter lidt af på bandet under de første sange, herunder det andet nummer, ”Dreamleaks”, men generelt i koncertens første halvdel.
Vi skal ikke gennemgå alle numre slavisk, det må vente til anmeldelsen af selve albummet.
Det skal dog nævnes, at numre som ”One Times’ OK”, Little Bit Down” og “Running, running” alle har det til fælles, at de svinger fedt, de har gode temaer, Franks bas er altid i den grad til stede i lydbilledet, den er bred, sprød og stensikker.
Magnus og Sebastian arbejder godt sammen som lydcollage/tema/rytme jonglører, og deres call-response/in and out roller lyder organisk og levende. Sebastian kan virkelig få enkle akkorder og riff til at klinge lækkert og svinge tight, så man skulle tro, at der var snyd med.
Anders er med på trommer, indtil videre i forbindelse med denne ene koncert, men det ville give mening at gøre manden til permanent medlem. Han og Frank lyder nogle gange som om de har spillet sammen i lang tid. Måske er det en fordel, at Anders holder igen med kartoflerne, da Frank i forvejen fylder ret meget. At Anders så i slutningen af koncerten viser, at han kan spille sig helt ud, at han kan sin 90’er rock på rygraden, og kan spille svære passager uden at miste overskuddet, det må så være noget, som bandet kan/bør/skal notere sig til senere brug.
Rune er som sagt den ubekendte faktor, og det kan gå begge veje fra sang til sang, og tilmed under samme sang. Det er dermed lidt svært at sidde tilbagelænet som lytter, da hvert formled er en cliffhanger. Men spændende er det.
Det gammelkendte
Man får under koncerten en klar fornemmelse af, at frankerne, og i særdeleshed Rune er mest trygge ved de gamle numre.
”French Love” fra debutalbummet har altid været et godt nummer, og man kan mærke, at Rune kan nummeret, han synger fedt og virker mere modig med sine fraseringer.
Dertil kommer, at bandet har valgt at skifte lyd i det gennemgående hovedtema, som før blev spillet af en harmonika; nu spilles det med rockorgel lyd, hvilket giver nummeret et virkelig dejligt præg af noget gammelt og vemodigt, a la ”House of a Rising Sun”. Nu har undertegnede hørt nummeret en del gange de sidste, i hvert fald 7 år, og det virkede som om, nummeret endelig fandt hen, hvor det hørte hjemme.
”A vs B”, også fra debutpladen, er et underfundigt og spøjst nummer, og mens Being Frank spiller det, dukker der af en eller anden grund billeder fra videoen ”Shiny Happy People” med B52 og REM, op på nethinden. ”A vs B” giver koncerten lidt supplement til den mere blå tone. Det er kærkomment. Lidt synd at den meget catchy melodi forsvinder lidt i lydbilledet, men sådan er det, når det er live.
Fra ”unavoidable” spiller Being Frank to virkelig undervurderede numre, ”Stay”, og ”In her Mind”.
Dem burde man høre i radioen. Begge svinger godt, det er godt skrevet, bandmedlemmernes roller er gennemtænkte og i aftes veludført, og især i ”In her mind”, skabes der spænding og drama. Rune synger udmærket her, men endnu bedre, I C-stykket rapper han megafedt, bundet op på hurtigt stakkeret bas- og trommespil underneden, og bandet ryger afsted i et både indadvendt og udadvendt trip, med en Nirvana-esque råhed, aggressive riff, og, i det hele taget, godt sammenspil.
Singlen
Vi kommer ikke udenom deres singleudspil ”Barely Awake”.
Det er et sagte, men flot nummer, videoen er stilfærdig, rammende og spændende, og lydbilledet skaber mange billeder på den indre nethinde. Der er noget sælsomt, snigende, dragende og underspillet, som om et eller andet venter rundt om hjørnet.
Det gode ved nummeret er, at det aldrig rigtig bliver forløst. Fedt studienummer.
Det lyder dog, som om det er et sårbart nummer at spille, og frankerne skal være mere end knap vågne for at komme helskindet igennem. Studieproduktionen synes svær at gengive live. Bandets live løsninger giver godt nok mening, men det lyder igen som om, at Rune ikke har styr på de nye numre, og da bundlinjen står og falder med Runes præstation i toppen, bliver nummeret ikke forløst, og når ikke helt udover scenekanten desværre.
Amok
Okeey. Vi er nået til sidste nummer ”Try for the Day”, inden ekstranumrene, og her går frankerne sgu sådan set grassat, rytmesektionen præsterer noget rigtig stærkt sammenspil, nummeret har et højt energiniveau, og man forstår, at her vil de gerne nå et koncerthøjdepunkt. På en måde er det helt rart at høre dem give los på raffinementerne og vælte raw power udover os alle sammen. Rune, og Sebastian på kor, nærmest råber under visse passager; det er efter undertegnedes mening lidt for meget af det gode, da der ikke bliver sunget specielt rent, men sådan skal det måske være, lige her hvor vi står.
Hvorom alting er, så slutter koncertens hoveddel med et nydeligt brag og publikum klapper længe. Der er ingen tvivl om, at selvom mange blandt publikum kender bandmedlemmerne i forvejen, så er der et oprigtigt ønske om at høre et par numre mere, og heldigvis er Being Frank ikke fedtede på den front.
Vi får to gamle numre, ”Mrs. Frank” fra ”When Unavoidable” og Neanderthaler” fra debutalbummet. ”Mrs. Frank” er et virkelig medrivende nummer, alle på scenen fyrer den af, Rune synger næsten godt hele vejen igennem, og igen rapper han virkelig fedt. Et rigtigt ekstranummer, som ikke er det mest avancerede, men det når til gengæld pr. automatik ud til publikum, som har en fest, dog primært siddende. Måske skulle Being Frank dyrke dette lidt mere?
Stort bifald, da det slutter. Det samme gælder ”Neanderthaler”, som også er et godt nummer. Her virker Runes sangpræstation dog ret usikker.
Koncerten er slut, der klappes højt og længe af venner og familie.
Being Frank er tilbage, de viste, at de stadig har gode sange, de har noget særegent, sælsomt, skævt, kantet og samtidig iørefaldende og behageligt.
Malurt
Malurten i bægeret giver imidlertid immervæk en bismag; undertegnedes oplevelse var, at bandet kun i perioder viste, at de kan levere en gennemført, trimmet og sikker præstation, når det virkelig gælder; og det gør det vel pr. definition til en releasefest? Hvorfor svinger de gamle bedst til en releasefest? Og hvorfor spiller de så mange gamle numre til en releasefest? Måske svarer spørgsmålene sig selv, ja jeg spørger bare.
Rune er som nævnt den ukendte faktor, kald det bare x-faktoren, kald det liiige hvad du vil. og det gennemsyrer Being frank. All inclusive, så ER Being Frank et paradoksalt band. De har alle forudsætningerne; de kan skrive numre, som folk kan huske – og lide at huske, ikke mindst.
De har en karismatisk sanger, og de bør på nuværende tidspunkt være på et højt groundet niveau; men det er de egentlig ikke.
Bandet bag Rune er ikke slående star material, de passer biksen som de skal, de svinger for det meste fedt og lyder stærkt forankret i deres fælles sammenspil: Magnus, Frank, Anders og Sebastian giver Rune den bedste forudsætning for at gøre det, han er bedst til (når han er bedst), nemlig at pirre, brænde igennem, skabe en fest, nå ud til publikum og med humor spille på alle de klassiske rockstjerne dyder.
Vi der så ham til ”When Unavoidable”s releasekoncert på Rust i 2007, ved at han kan noget ekstra. Med andre ord, det der skal hæve standarden, er Mr. Abros format.
Rune skal derfor tage sin frontpersona rolle alvorligt og gå i tænke- og sangboks, så hans bundniveau matcher de andres; med hans unikke person vil han altid være frankernes stærkeste kort, og så duer det jo ikke, at man i en livesituation faktisk er det svageste led.
Til gengæld, kan man sige, at, i fald bandet trækker i en fælles arbejdsdragt og kommer ud at spille, så vil de i deres optræden givetvis kunne matche deres sange i kvalitet – og så kan det blive ret fedt, hvis jeg må være Frank.
Fire ud af seks stjerner kan godt forsvares.
Sætliste:
On your tail
Dreamleaks
One times’ OK
Little bit down
French love
Running running
Barely awake
A vs B
Stay
Her mind
Try for the day
—
Mrs frank
Neanderthaler
[rating koncert=”Being Frank Release party” dato=” 23. oktober 2014″ sted=”Huset i Magstræde, Analog Bar” stjerner=”4″][/rating]
Skriv et svar