Fredag på Copenhagen Metal Fest

RockZeit havde som altid en god oplevelse da vi tog afsted mod Amager Kulturpunkt, hvor koncertsalene Zebu, Beta og Amager Bio var klar til at vælte metal og punk ud over scenerne.

Vejrguderne var med os, og gården var fyldt med solskin og duften af grill. De glade metalmennesker var godt sat med øl, flæskestegssandwiches og merch bod. Sidstnævnte var yderst populær, da bandsene havde linet op med T-shirts, vinyler og andet godt. De koncerter RockZeit hørte, startede ret præcist til tiden som annonceret, hvilket var vigtigt hvis man skulle nå andre koncerter i programmet umiddelbart efter sidste nummer fra det pågældende band.

Split i Beta kl. 18:45

Det hardcore-hungrende publikum blev splittet ad, da de fem destruktive drenge i Split, åbnede ild fra scenen. Den lille Beta-sal blev rystet og alle vore ører blev renset godt og grundigt.

Der var overraskende stor lyd fra den lille scene, hvor den hårde hardcore virkelig kom til orde. I løbet af gigget, blev der smidt mere og mere benzin på bålet, for det blev vildere og vildere. Den slagkraftige musik fik en også ekstra dimension med den psykopatiske performance fra Benjamin Jeppesen.

Genren inviterer aldrig til raffinerede sangstrukturer og æstetiske tonemelismer, men alligevel kan der være stor forskel på sangkvaliteten fra band til band. Numrene som Split fyrede af var gode, men jeg syntes godt der kunne have været flere overraskelser i musikken, rent kompositorisk.

Men det var en fed koncert, hvor alle musikerne var skarpe i deres game.

4 stjerner til Split.

Alkymist i Amager Bio kl. 19:30

Der blev spundet guld, da “Danmarks Celtic Frost” gik på scenen i Amager Bio med næsten perfekt lyd og fede tunge doom metal sange.

Fravær af performance kan også være en slags performance. Det var ret fedt at Peter Bjørneg med solbriller stod stille i centrum af scenen og sang med den kraftfulde stemme. Når de andre spillede uden vokal, stod han stille med mikrofonen uden at gøre opmærksom på sig selv. Rent visuelt gav det plads til de andre musikere, for man begyndte at fokusere mere på hver enkelt medlem.

Det var der også grund til, for de 3 instrumentalister havde styr på hvert eneste anslag, med respekt for stemningen i hvert nummer. Der var mange simple gode passager som netop lød fantastisk, fordi at musikerne lyttede til hvad de spillede for at bevare nerven i musikken i hvert sekund. Alle fire musikere var lige i lydbilledet, og det var ikke kun sangeren som “var” bandet. Eksempelvis var trommeslager Philip Morthorst i sig selv en musikalsk oplevelse. De meget overvejede rytmer blev spillet med præcision og tyngde. Dertil med perfekt trommelyd!

Helt simpel var musikken ikke. Vore ører blev udfordret af skæve rytmer, eksempelvis i et nummer som det meste af tiden kørte i en 9/8-dels rytme. Det var dystopisk som ind i helvede.

4,5 stjerner til Alkymist

Blodmåne i Beta kl. 20:45

Det første jeg tænkte da Blodmåne satte gang i instrumenter og growl, var; sikke noget skrald! Det var utight og nådesløs larmende, men jeg syntes med tiden, at det var utight og larmende på den rigtige måde. Den upolerede sound og den aggressive spillemåde, gav en vis autencitet, som man sjældent hører. Frontmanden Elias Nybo var 100% ond at høre og se på, hvilket er vigtigt for denne type musik når den spilles live.

Det farlige larmende dødsmetal, bød på mere end larm. En gang imellem dukkede der nogle fede riffs op, som bandt numrene sammen som gav dem intensitet og retning. Det gjorde det værd at høre på. Numrene mindede måske lidt for om hinanden, men med spilleenergi og god performance, endte det med en ret god koncert.

3,5 stjerner til Blodmåne.

Smertegrænsens Toldere i Beta kl. 22:45

Musikalitet og sangskrivningskunst blev visket ud, da hardcore punken eksploderede på Beta scenen sent på aftenen. Med vildskab i øjnene, fik Mads Stobberup sunget som et trykluftbor, hvor man næsten ikke kunne høre hvilke sprog der blev sunget på. Instrumentlydene var ikke helt til at holde ud at høre på, men jeg ved ikke om det var med vilje.

Nu når punk ikke må lyde som andre genrer, og ikke må være æstetisk og kompositorisk originalt, er det svært at bedømme om det var en god koncert. Nu når jeg havde besluttet mig for at anmelde dem, var jeg nødt til at blive til den bitre ende. Hvis jeg bare var publikum, var jeg gået meget hurtigt.

Jeg havde en god oplevelse med Smertegrænsens Toldere da de spillede opvarmning for Sick of It All i Pumpehuset i maj sidste år. Men jeg må sige, at det ikke virkede lige så godt her.

2 stjerner til Smertegrænsens Toldere.