Fredagen på Copenhell

Fredagen på Copenhell bød på magtdemonstrationer fra både gamle Kreator og unge Solbrud. Et brag af en metalfestivaldag

 

 Pretty Maids

Når nu Black Stone Cherry efter sigende valgte at køre galt med deres tourbus, og således ikke kunne spille i går, ja må man sige, at Pretty Maids var en fornuftigt løsning i sidste øjeblik – når nu D-A-D ikke kunne.

Når en fodboldspiller bliver skiftet ind i de sidste ti minutter plejer man at skrive at præstationen er udenfor bedømmelse.
Vi kan heller ikke forlange det umulige af de smukke jomfruer og derfor kan de ikke klandres for, at der ikke var stuvende fuldt. Men der var dog ok med fremmødte.

Der var jubel fra mindre spredte grupper som kunne numrene i søvne, men egentlig også et tavst flertal som viste pligthorn, mens de så Maids an og ikke helt vidste om de skulle blive eller gå i biergarden.

Man skulle også lige komme sig efter det første keyboard chok og skrue tiden ca 30 år tilbage, før man helt troede på hvad man så.
Med hairspray style positurer og klicheer en masse, præsterede Ronni Atkins at overbevise de fremmøde publikummer, at Pretty Maids stadig har en rolle at spille om end ikke en hovedrolle.

De kan stadig spille tight og teknisk fint og har tydeligvis alt på rygraden og intet er overladt til tilfældighederne.
Måske virkede Atkins stemme lidt tynd og måske mærket af årene men med god jysk lune og rutine, finder vi ud af det alligevel.

Bandrepertoiret i år er relativt hårdt og derfor var det rart for en stund at få nogle behagesyge melodilinjer at støtte sig til.

Det var svært helt at vurdere bandets gennemslagskraft. På scenen lignede det en knusende sejr, mens vi som stod i støvet fik god matine metal uden at jorden bevægede sig synderligt.
Man fik fornemmelsen af at det var et dybt indstuderet teaterstykke, som ser præcis ens ud ligegyldigt hvilken crowd Pretty Maids står overfor. Deres indiskutable professionalisme sørgede under alle omstændigheder for at bandet selv fik den kørt hjem på rutinen, de agerede som konger af Refshaleøen og kunne lave den planlagte band-selfie med ryggen til publikum i en fart, så der ikke blev for tomt i baggrunden.

Et godt udført job så videre til det næste.

  Kreator

Kreator fyrede den mest svedige koncert af på Helviti-scenen. Fra første beat var der thrash til den store guldmedalje. Allerede inden de startede, kunne man fornemme på opstillingen på scenen, at det ikke var et lille og beskedent band der skulle spille. De gav den gas med projekterede animation på lærred, ild, konfettikanoner og masser af programmeret lysshow. Og selvom det lyder lidt overdådigt og fresh, passede det egentligt ok ind i thrash musikken.
Kreator spillede en del numre fra det nyeste album Phantom Antichrist, og numrene fungerede i høj grad live. De ældre numre fra albums som Endless Pain og Pleasure to Kill, havde også en fed live-værdi, men dengang var numrene meget hurtige og larmende med karakter af en buldrene lydvæg. Men disse tordenskyer var lagt strategisk, så man ind imellem fik numre med langsomme tunge rytmer og simple melodier. 

Forsanger og guitarist “Mille” (Miland Petrozza) havde stort overskud til at gå rundt på scenen og holde kontakt med publikum og komme tilbage til basen ved mikrofonen. Her stod han på et tidspinkt også med en håndholdt gasspreder og simulerede et krigssenarium mens han sang. Ganske underholdende.

Kreator beviste at de er et top live band som er blandt thrash-eliten, og som til hver en tid kan bære at være hovednavn i en live event. 

Primus

De 3 gutter i Primus gik i gang på Helviti – scenen med store plastiksvampe, syrede videoklip og mærkelige lyde. Langsomt udviklede de mærkelige lyde sig til mærkeligt musik…ja, alt var mærkeligt, som om tre musikere fra Mars var landet på jorden. Primus havde publikum i deres hule hånd, og det blev gjort uden at sige et eneste ord til den store Helviti – skare. De eksisterede kun i deres eget univers, og det var så grotesk introvert at det virkede dragende på publikum. 

Musikken stak i alle retninger, og det var svært at sætte ord på hvilke genre det var på bordet. Man vidste ikke hvad der kom frem i næste træk, og det gav en stor spænding der var stabil koncerten igennem. 
Hver musiker havde overraskende små fifs som var aparte og interassante, og i høj grad hørte til avantgarde rock. Men metal var det ikke…og dog… enkelte hårdslående markeringer trådte engang i mellem ud af de syrede melodiforløb. Noget der ikke kan undgås med Larry Lalonde som i gamle dage var guitarist i black metal bandet Possessed. Forsangeren Les Claypools stemme er også universer væk fra at være metal, men den har en underholdende værdi. Han er lidt en slags tegneseriefigur som er sat på en scene og får lov til at lege.

Tja. Primus var ikke metal, men hold kæft hvor var det fedt!

Og så en kort meddelelse.

  Solbrud er simpelthen uden for kategori.

Deres mørkesorte lydunivers rammer een helt ind i knoglerne, det er som at få sprøjtet migræne ind i nervebanerne.

Den smerte som forkyndes af sanger Ole Luk, er dragende og selvom publikummerne muligvis har forskellig baggrund og kommer fra vidt forskellige dele af samfundet, så deles man om de sjælelunser som Solbruds medlemmer kastet ud mod os.

We feel your pain.

Trommeslag som torden og hagl der regner ned over een, monumentale guitarriffs der står som Berlinmuren, uigennemtrængelig og modbydelig. En stemme som man slet ikke kan forstå eksisterer i så klejn en krop.

Hvorfor er det så fedt?

Måske fordi det ikke bare er “Disney ondt”, det er sgu ægte smerte og fordi ægte følelser virker uendeligt meget bedre end den konstruerede følelse, hvad enten det er den glade-i-låget følelse eller om det er den triste-i-sjælen følelse, som Solbruds leverede igår.

Tak fordi I lider så overbevisende.

Live metalkaraoke i Biergarten

Biergarten holdt igen fest for den sædvanlige blanding af folk der var trætte og trængte til at sidde lidt ned, og dem der ville feste og stå på bordene og svinge med fadøllene. 

Festteltets hovedattraktion er metal karaoke, som i al sin enkelthed er det klassiske karaoke koncept, men med liveband og selvfølgelig udelukkende metal numre. Det er fantastisk underholdende, og der går sjældent lang tid før hele teltet står på bordene.

Fredag aften var en af de første karaoke sangere en knægt på måske 13 år. Hver gang der afholdes karaoke i Biergarten teltet, er der et par deltagere der falder helt igennem, og hverken kan synge eller for den sags skyld huske teksten. Det er ofte tåkrummende og smertefuldt at se på, så da den unge dreng trådte op på scenen kunne man fornemme alle de fremmødtes bekymring for om de nu skulle være vidne til en total ydmygelse af en lille dreng. Lettelsen da knægten med succes sang de første strofer af Iron Maidens klassiker The trooper var derfor stor, og sendte øjeblikkelig hele teltet op og stå på bordene. 

  En anden deltager valgte at synge “Balls to the wall” i bar røv, til stor morskab for publikum.