Stort tillykke Freddie! Mr. Bad Guy ville være fyldt 69 år i dag, hvis ikke tingene desværre havde artet sig anderledes.
Som bekendt døde han 24.11.1991, af AIDS-relaterede helbredsproblematikker.
Efterfølgende trådte Metallica, Roger Daltrey, David Bowie, George Michael, Annie Lennox, Guns ‘n’ Roses, Elton John, Robert Plant, Bob Geldorf og mange andre koryfæer hinanden over tæerne på Wembley Stadion den 20. april 1992 for at hylde Mercury og skabe fokus på AIDS. Der er unægteligt opstået et tomrum, musikalsk, økonomisk og i de resterende Queen medlemmers hjerter. Hvad gør man så?
Who wants to live forever?
I dag, næsten 24 år efter er Queen – hvor meget Brian May end må benægte det – mere et strømlinet entertaintment-imperium end et egentligt band.
Verdensomspændende projekter som deres musical, der med kæmpesucces har kørt mere end 10 år, deres selvskabte Queen coverband, som nærmest til skræmmende perfektion kalkerer Queens studielyd, diverse udstillinger, utallige genudgivelser og selvfølgelig deres genopstandelse (Brian May og Roger Taylor) sammen med den ustyrlige, karismatiske og talentfulde Adam Lambert, har vist, at Queen kan eksistere som eviggyldigt kulturfænomen uden ham, det hele i virkeligheden drejer dig om.
May og Taylor har vist at deres kreative, musikalske og forretningsmæssige overblik lever i bedste velgående og kassevis af dybt sympatiske interviews med dem indikerer, at det primære formål med at holde monstret i live, handler om, at de savner og ikke vil slippe deres ven, sanger, sjælebror og forbillede – ham det hele handler om. Og de havde jo ikke bedt om at bandet skulle opløses. Det efterlod dem med frustrationer, eksistentielle kriser, depression og sorg.
Derfor genopfinder de fænomenet Queen igen og igen og med Rogers søn Rufus Taylor med på deres seneste turne og som fast trommeslager i The Darkness aner man ude i fremtiden Queen – the next generation.
Show & Business
Musikindustrien buldrer løs med de ubønhørlige krav om fornyelse af rockens zeitgeist og de skikkelser den optræder i. Sådan har det altid været med kunstnere; det sære er bare at se, når samtidens kultur bliver gjort forfinet og sat op på en pedestal blandt Mark Twain, H.C. Andersen, Beethowen og Palestrina.
Det er lige tidligt nok nogle gange, man skal jo lige se, om tingene er langtidsholdbare eller om tidens tand gør sin entre. Er det industrien, der fortæller os, at His Bobness er unik kunst, eller er det forbrugerne der fortæller industrien, at ham her, vil vi have mere af? Det er vel en vekselvirkning, om ikke andet så i et højere tempo end før MTV, Internettet, youtube og Vinylens revival.
Queen er en uflyttelig drømme- og pengeskabende forholdsvis stor brik i dette spil.
Der var engang
Det er vanskeligt at forstille dig, at det tog nogle album før Roger og Brian var overbeviste om Mercurys stemmes kvaliteter.
Derfor kan det være vanskeligt at forestille sig, at disse supermusikere og forretningsfolk engang måtte nøjes med ledig studietid mellem Bowies og Eltons sessions, og under indspilningen af deres selvbetitlede debut måtte stå helt ubevægelige på bestemte steder, på grund af elektriske forstyrrelse i visse områder i studiet.
Det er vanskeligt at forestille sig, at Queen var ludfattige indtil deres fjerde album, at Mercury var genert over sit udseende og at de indlemmede bassist John Deacon i bandet, blandt andet fordi, han var god til elektronik.
Det er vanskeligt at forstille dig, at det tog nogle album før Roger og Brian var overbeviste om Mercurys stemmes kvaliteter.
Det er vanskelig at forstille sig hvilket ønske om transformation som Farokh Bulsara higede efter, da han en dag sagde til bandet, “fra nu af skal I kalde mig Freddie Mercury!”.
…men man skal starte et sted, og hvis du forfølger dine drømme, så kan det føre til hvad som helst.
I dag findes alt på youtube og derfor kan man drukne sig selv i pladdernostalgi – og det gør vi så gerne idag, for det er vores mulighed for at minde os selv om, hvordan eksempelvis Mercury egentligt var, eller som historikerne skriver, hvad der egentlig skete.
Prøv at se med og forstå hvorfor Queen først og fremmest var et godt rockband, inden alt det der andet.
Skriv et svar