Freddy and the Panthoms – Nordic Noise 2016

Freddy and the Panthoms har et naturligt afsæt i en Americana bluesrock tone hvor vokalen bæres igennem, stort set som den er, med runde klange og et behersket brug af vibrato. Og så lidt ørkenstøv.

Jeg må sige, at jeg altid bliver glad for at se tangenter på en ellers hegndomineret scene, og inden Freddys spøgelser gik igang, fik vi i lydprøven lige en opvisning fra Anders Haahrs side, i hvordan værtshusvarme tangentfingre finder naturligt rundt i hurtige scalaløb og Bach-møder-John Lord agtige akkord brydninger. Det lovede godt.

Freddy er en sand story teller, og med korte præsentationer mellem numrene skaber han det flow, som holder publikum til ilden. Han holder liv i numrene, mens de er igang med indlevelse og bevægelse på scenen; det hele groover.

Publikum vågner op til dåd

Aha, så det er altså ved det tredje band, at mændene på gulvet begynder at rokke med overkroppen og vippe med den ene tå, og kvinderne så småt slipper hofterne løs; med andre ord, det begynder sgu at svinge i remise.

Der klappes. Flødelyden fra orglet indhylder os i et blåt tæppe, boogien ruller og Freddys stemme koger. De svinger pivgodt sammen, og da Freddy aka Frederik Schnoor er medarrangør på indeværende festival, må jeg erkende, at jeg virkelig forsøger at finde noget der ikke fungerer, for at dække mit eget æsel. Men det er sgu svært, og er man til bluesrock, så er de her twelve bars altså godt vredet.

“Shadows across the contry”, er vintage i sin genre og selvom “Down, Down, Down”, fra deres nyeste plade, sjovt nok i beat starter som “Kids” med Robbie Williams og Kylie Minogue, så er og bliver det dog et nonchalant pulserende bluesnummer.

Overskuds-sololir

De spiller med kærlighed og ærlighed for stilarten, og en vis Eric Clapton ville have stået og trippet for være med på scenen, hvis han lige vidste, hvad vi rendte rundt og lavede i dag. Og det som jeg stod og manglede i starten af koncerten, kommer så efterhånden, nemlig overskuds-sololir musikerne imellem.

Freddy forkynder at, nu skal det ikke kun handle om blues, men også hård rock, og det får vi så med Titelnummeret fra “Times of Division”(2014), som måske tæsker lidt for hidsigt afsted med ikke-blues-stakkerede lilletrommepisk. Men føj en modbydelig god orgel solo. God lyd, og de slutter det hele af med et rabalder.

Både Freddy og Morten Rahm har bluesen i deres DNA og Wilken flot og lys korstemme bassisten Mads har (fik I den?). Den matcher godt til Freddys vokal. Det er et band som tydeligvis slapper af i et gennemarbejdet concept, som man kan mærke, de føler sig hjemme i, som en fælles lilla velourpyjamas. Alt i alt en helt overbevisende ny blues-røverhistorie – på dansk.