Freddy and The Phantoms: højaktuelle blå toner fra spøgelserne

There are no easy answers in the current state of the world, but for now we have chosen to put up a mirror, so the reflection can begin with ourselves “ – Frederik Schnoor , Freddy And The Phantoms

Freddy and The Phantoms udgiver fredag den 21.04. deres fjerde album “Decline Of The West” og den er, som titlen måske afslører, til dels – og med fin timing – bygget op omkring frustrationer over den vestlige verdens hovedløse fremmarch mod ligegyldighed, fremmedfjendskhed, afstumpethed og selvdestruktion. Der er mestendels tale om modløse tekstlige konstateringer, rysten på hovedet og knap så meget opråb til folket om handing. Men som citatet lyder, så starter man – i mangel på nemme svar – med at prøve om man kan se sig selv i spejlet.

Og hvis man gør det man er bedst til, så er det sikkert også et godt budskab at sende til omverdenen.

“The Decline of the World” sætter med sin blanding af tørre stakkerede guitar riffs og blødt klaver albummet godt i gang. Vi er i retro rumklangs lækkerland, alt er velovervejet og pænt arrangeret fra start, det er faktisk mere sentimental blues end dyster blues, trods temaet. Teksten refererer som nævnt til alle de ting der sker i verden som alle vi fornuftige mennesker ikke forstår. Personligt opfatter jeg nummeret som et spagt frustrations-cry out . Men det lyder som sagt godt og vi får noget utrolig letgenkendeligt kor affrasering i omkvædene, nummeret hænger fast og, nej, der er ikke tale om en opsang eller et los i bollerne, snarere en afmægtig klagesang, serveret pænt og nydeligt.

Den danske amerikanske blues

Og Freddy’s spøgelser viser endnu en gang, at de har en sikker hånd for at modernisere bluesen, blandt andet ved at integrere popelementer i bluesen; bandets sound og metodik er naturligt forankret i bluesen, men de forstår at dreje af i tide, inden man forsumper helt i mudrede vande. De har sans for de gode hooklines og numrene får tilført en god gang pop fernis fremfor bidsk olie – og det kan af og til ærgre, da nogle af numrene godt kunne tåle endnu mere bøf, ikke mindst et forrygende “Kentucky Killer”, med et virkelig godt skub i beatet, gode rock trommer med gode breaks og fills; og da nummeret bryder ud i en mere molharmonisk struktur efter to minutter der afløses cirka ved 2:35 af en spunk kor sekvens efterfulgt at heavy blues, ja så er det, at jeg tænker, at det måtte de godt gøre lidt mere. “Kentucky Killer” vil afgjort blive en live succes.

Fantomerne er gode til at afveksle, og numrene kommer i en god rækkefølge og starter tit i forskellige tonearter, hvilket holder bluesen og lytteren frisk gennem de elleve numre. Man kan godt undre sig over, hvordan de rødspættede danske musikere formår at forsvinde helt ned i den amerikanske muld og så troværdigt komme op igen som majsspisende bluesspøgelser. Men i mine ører, i hvert fald, klinger det af langstrakte vidder, vandrebuske og whiskey; et nummer som “The wild Ones” sætter en indre film på med det samme og der er ingen tvivl om, at mørket er ved at sænke sig et sted mid west – også selvom nummeret vist nok primært handler om at blive forrådt og forladt af den kvinde (wild one) man elsker… men så kan man jo godt sidde på sin slidte hvidmalede træveranda og have ondt af sig selv. Med en sjus.

Fun Fact

Nummeret “NYC 1965” refererer til en gigantisk amerikansk-canadisk strømafbrydelse i store dele af nordøst USA (blandt andet New York, Massachusetts, New Hampshire) og Canada (Ontario), tirsdag den 9. november 1995. Ifølge den kære Wiki var over 30 millioner mennesker uden strøm i 13 timer. Dette har givet inspiration til flere film og numre, blandt andet britiske Saxon med deres “747 Strangers In The Night”. Som amerikansk autenticitetsmarkør har Freddy and The Phantoms fået fornemt selskab, nemlig herboende amerikanske guitar legende, Billy Cross. Det er et ok catchy nummer med godt drive, lidt uoriginalt og næsten “for perfekt” hook efterfulgt af et lidt enerverende u-hu kor, men hans kongelige Cross’ness drysser lidt nochalant og elegant guitarstøv ud over lakajernes anstrengelser – Cross kan lave sine mellow licks i søvne, og her glider det godt ind i resten af musikken.

Puma Piano

Med “City Of crime” får vi et klassisk vuggende slow blues nummer, hvor der er sparet på effekterne og skruet op for stemningen. Der lander altid en lækker boksehandske midt i guitarbluesen fra tangentmassøren Anders Haahr, manden har et pumaelegant touch, som faldt han i fløjlshandsken som spæd. Grunden til den fokus lige på tangenterne og Haahr er, at det er svært at markere sig i en grundlæggende guitar båret genre som pianist/organist, men Haahr lykkes med lige akkurat at gøre opmærksom på sig selv uden at bandets lyd mister balance. Hans evne til at blande sig og blande sig uden om på samme tid er nok bare noget der falder ham naturligt… så han kan sagtens se sig selv i spejlet.

Balance/ubalance

Balancegang og ligevægt er normalt en kvalitetsmarkør hos fantomerne hvor balancen er signifikant til stede. Freddy har friske rimvers med til os, som er lige tilpas fresh nok til, at han slipper afsted med det, når det pakkes ind i tilbagelænet boogie blues, ikke mindst i hustler nummeret “The City Of Crime”, hør lige her, det er da godt skåret, “You got the money, I got the time, lets stick together in The City Of Crime, You cross the check baby, I cross the the Line, lets stick together in The City Of Crime”.

“Call Me The Creature”  fik mig imidlertid til at undre mig (det skal man jo en gang i mellem, så tak for det!) Det er vel næsten ikke et blues nummer, og jeg synes ikke , det har samme hjerte og vibe som de andre, faktisk synes jeg det er for utidigt og anmasende – og det virker mest som om, de har haft nogle brokker, nogle sangelementer til overs som de var så glade for, at de satte dem sammen uden måske at mærke, om det hang sammen med resten af albummet. Den står selvfølgelig for min egen regning. Bum. Heldigvis er vi tilbage på rette spor med “Behind The Curtain”, en tung Mississippi-slasker med knasende tørt blues hegn, klavercomp der krøller afsted – og handclap, det sidder lige i skabet.

Feminint touch

Vi skal have lidt intimitet og Freddy viser, at han kan andet end state of the art macho blues vokal, og det demonstrerer han fint på “The Last Café”; han styrer vokalen igennem delikate passager og bevarer sjæl og intimitet. Desuden får han behagelig nakkestøtte fra et smukt kvindekor på velvalgte steder. Der er gode harmoniske bevægelser i akkompagnementet… moderne blues. Når Freddy giver hals, har han sjovt nok en melodramatisk lettere hæs feminin nedad pitchende vibrato a la Dani Klein (Vaya Con Dios), hvilket bare gør det hele mere interessant og knap så stereotypt. Men det slutter ikke her, nummeret vokser og trommer, bas og resten af pivtøjet kobles på cirka midtvejs, og jeg har stadig ikke fundet ud af om det virkelig var nødvendigt, men på den anden side, så ødelægger det ikke nummeret. I mine øjne kunne de godt have bevaret roen hele nummeret igennem, for der er masser af liv i de omkringliggende numre til at de kunne have vovet blot at lade det være en intim sag – nu ender det som en veludført, lidt ordinær rockblues ballade, der cykler rundt i de samme rundgange ud i horisonten, hvor de mest bryske instrumenter dog til sidst falder bort.

God plade, bedst live

“Mr Pig” afslutter en god blues plade og det er måske et lidt sært nummer – nærmest The Doors/avantgarde blues(!!!), der måske ikke helt indkapsler essensen af albummet, men det semi kakofoniske virvar af instrumentrod afslutningsvis er vildt fedt, som en orkan der hærger the declining west for så at drage videre og efterlade Freddy og os andre tilbage i stilhed. Jeg kan bedre lide denne plade end “Times Of Division (2014)”, jeg synes fantomerne viser, at de vil en masse, er vilde med blues og ikke mindst er de vilde med deres egen kærlighed for bluesen. Der er lidt flere skæverter på denne plade, hvilket trækker lidt ned, synes jeg, men alle numre fremstår alligevel som en del af planen; om ikke andet, så hviler bandet i det de gør, en form for selvsving som svinger på den fede måde.

Freddy and The Phantoms drager på tour og kommer godt rundt i landet med afstikkere til Tyskland og Sverige. Jeg har flere gange hørt bandet live og alt det de ikke får sagt mellem linjerne og numrene på pladen slipper altid ud mellem sidebenene på Freddy – manden kan ikke lade være, og sammen med resten af bandet skaber de altid en fest og sender en glad videre i byen. Derfor, sørg for at høre dem live derude i sommerlandet – ude er nemlig der bluesen hører hjemme.