Fremragende aften med Machine Head

Machine Head vendte tilbage til Store Vega med deres koncept “An Evening With”, præcis som de også gjorde for otte år siden. Resultatet var en særdeles tung, melodisk og medrivende koncertoplevelse.

Det er næppe en overdrivelse at antage, at adskillige fysioterapeuter, kiropraktorer og massører i København og omegn har haft travlt i dagene efter koncerten.

Koncerten, som strakte sig over hele 165 minutter, var præget af en usædvanlig intensitet.

Aftenen bød på vedvarende og energiske mosh- og circle pits, crowdsurfing og “wall of death”-sekvenser, anført af omkring 1300 entusiastiske publikummer, der hoppede og headbangede med stor indlevelse.

Der blev dog også skabt plads til mere afdæmpede øjeblikke, hvor publikum kunne trække vejret og falde i snak under de akustiske fortolkninger af “Circle the Drain” og “Darkness Within.”

Frontmand i verdensklasse

Robb Flynn fremstår utvivlsomt som en frontfigur af højeste kaliber.

Gennem hele koncerten formåede han kontinuerligt at bevæge sig helt frem til scenekanten og etablere en tæt kontakt med publikum.

Denne interaktion bidrog væsentligt til at opretholde koncertens intensitet, idet han aktivt engagerede publikum ved at opfordre dem til at hoppe samt deltage i mosh pits, circle pits og “wall of death”.

Han har tidligere haft en mindre hensigtsmæssig tendens til at kaste halvfyldte ølkrus ud i publikum, hvilket har resulteret i, at tilskuere blev ramt eller oversprøjtet.

Denne adfærd gjorde sig også gældende ved denne koncert, dog i et mere begrænset omfang.

I stedet fremstod handlingen i højere grad som en del af en bevidst og vellykket publikumsinteraktion, hvor han blandt andet opfordrede en crowdsurfer samt en tilskuer på balkonen til at gribe øllen, hvilket fungerede upåklageligt.

Endelig bør det fremhæves, at Robb Flynn leverede en både vokal og instrumental præstation på et særdeles højt niveau.

Tekniske udfordringer

Koncerten bar i nogen grad præg af, at der var tale om første aften på turnéen, hvilket medførte en række tekniske udfordringer.

Undervejs oplevedes der blandt andet problemer med både basguitar og mikrofoner.

Ligeledes syntes der at opstå en vis mangel på koordinering med et af bandets crewmedlemmer, Bruno, som på et tidspunkt ikke kom på scenen med en ny guitar til Robb Flynn, hvilket ellers efter sigende var planlagt.

Robb Flynn og resten af bandet håndterede imidlertid situationen med stor ro og professionalisme, hvilket må ses i lyset af, at der var tale om turnéens første koncert.

Hverken publikum eller undertegnede lod sig i nævneværdig grad påvirke af disse udfordringer, idet de ikke havde væsentlig indflydelse på koncertens overordnede intensitet eller flow.

Bassisten Jared MacEachern fungerede desuden som backingvokalist gennem hele koncerten, hvilket dog ikke fremstod som en ubetinget succes.

Dette blev særligt tydeligt under det ellers fremragende nummer “Chøke øn the Ashes øf Yøur Hate”, hvor Jared MacEachern fremførte omkvædets growl-vokal.

I kontrast til Robb Flynns markante og kraftfulde growl på studieindspilningen fremstod leveringen mere nasal og mindre overbevisende i live-sammenhæng.

Samlet set må præstationen på dette punkt betegnes som mindre vellykket, om end Jared MacEachern i højere grad leverede tilfredsstillende, når der var tale om ren vokal.

Musikken

Den væsentligste forskel ved denne koncert sammenlignet med bandets tidligere optræden var sætlisten.

Ved den foregående koncert havde Machine Head netop udgivet albummet “Catharsis”, som må anses for at være blandt bandets mindre vellykkede udgivelser.

Hele seks numre fra dette album indgik i en i forvejen omfattende sætliste på 26 numre.

Dette medførte, at der opstod længere passager, som fremstod mindre engagerende og til tider hæmmende for koncertens samlede stemning.

Hertil kom længere soloindslag fra henholdsvis guitaristen Phil Demmel og trommeslager Dave McClain, som i denne sammenhæng virkede uhensigtsmæssige for helhedsindtrykket.

Siden da har Machine Head udgivet de to albummer “Øf Kingdøm and Crøwn” fra 2022 og “Unatøned” fra 2025, som begge fremstår som solide og gennemarbejdede udgivelser.

Disse rummer en række stærke numre, herunder “Slaughter the Martyr”, “Chøke øn the Ashes øf Yøur Hate” og “Røtten” fra førstnævnte samt “Øutsider” og “Bønescraber” fra sidstnævnte.

Samtlige fem nyere numre blev fremført ved denne koncert, mens kun titelnummeret “Catharsis” var repræsenteret fra det tidligere omtalte album.

Derudover var de tidligere soloindslag helt udeladt, hvilket bidrog til et mere strømlinet og dynamisk koncertforløb.

Allerede på dette punkt fremstod aftenens sætliste som en markant forbedring.

Robb Flynn bemærkede under koncerten, at Machine Head gennem årene har haft et ambivalent forhold til deres fans.

Dette udsagn skal ses i lyset af bandets markante stilistiske udvikling.

En del af fanbasen foretrækker udelukkende bandets tidlige periode fra 1991 til 2002, hvor udtrykket i højere grad var præget af nu-metal.

Andre fans værdsætter primært perioden fra 2003 til 2017, hvor musikken antog et tungere og mere thrash-inspireret præg, samtidig med at de melodiske elementer blev mere fremtrædende.

Endelig er der en opfattelse blandt visse lyttere af, at bandet med deres seneste udgivelser – med undtagelse af makværket “Catharsis” – har bevæget sig i en mere strømlinet og tilgængelig, til tider radiovenlig, retning.

Set i dette perspektiv forekommer Robb Flynns karakteristik af forholdet mellem band og fans som både nuanceret og velbegrundet.

Fra et personligt synspunkt fremstår de nu-metal-inspirerede elementer i Machine Heads tidlige udgivelser mindre appellerende, hvilket gør det nærliggende at tilslutte sig denne beskrivelse af et gensidigt præget forhold af både tilknytning og distance.

Aftenens sætliste bestod af 22 numre og omfattede – ud over de fem nyere numre – en række gengangere fra bandets seneste koncert. Flere af disse ældre numre fremstod fortsat mindre markante i liveformat, men fungerede som et solidt og velfungerende bindeled mellem koncertens mest fremtrædende højdepunkter. Dette gjaldt blandt andet “Davidian”, “From This Day”, “The Blood, the Sweat, the Tears”, “Ten Ton Hammer” og “Bulldozer”.

Koncertens absolutte højdepunkter indtraf uden tvivl under fremførelserne af “Aesthetics of Hate”, “Halo”, “Now We Die”, “Locust”, “Imperium” samt “Is There Anybody Out There?”, hvor både intensitet og publikumsengagement nåede sit højeste niveau.

Der herskede delte meninger om de akustiske fortolkninger af “Circle the Drain” og “Darkness Within”.

Efter min vurdering fungerede disse indslag imidlertid overbevisende, om end de tekniske udfordringer – særligt relateret til Robb Flynns mikrofon under førstnævnte nummer – i nogen grad vanskeliggjorde opfattelsen af vokalen.

Personligt kunne jeg have ønsket mig, at “Game Over” havde været inkluderet i sætlisten, ligesom “I Am Hell (Sonata in C#)” og “Who We Are” fra albummet “Unto the Locust” igen savnedes.

Ikke desto mindre må det konstateres, at man næppe kan forvente at få opfyldt alle ønsker.

Sætlisten udviste gennem hele koncertens varighed på 165 minutter et bemærkelsesværdigt velfungerende flow, hvilket i sig selv må anses for en præstation.

Dette vidner både om Robb Flynns kompetencer som frontfigur samt om bandets samlede musikalske formåen og udholdenhed.