De hårfagre hipster-yndlinge Graveyard var med deres optræden i Pumpehuset i lørdags for anden gang i år tilbage på dansk jord, og gav den endnu mere gas end på deres COPENHELL-optræden, på trods af en noget mindre scene. Koncerter bliver dog som regel bedre i mere intime rammer, og denne aften var ingen undtagelse.

Siden den svenske firkløvers debut med det selvbetitlede album i 2007, har Graveyard været ét af Europas førende bands inden for heavy rock/blues/psychedelia-genren. Det kom derfor også som noget af et chok, da bandet slut 2016 meldte ud, at de måtte tage en pause, med den i øvrigt klassiske forklaring ”differences within the band”. Gulvtæppet blev dog atter revet væk under deres fans og den selvproklamerede pause, da de godt fire måneder senere meldte ud, at bandet nu var åbent igen, og at både albumindspilning og koncertspilning skulle genoptages – dog med udskiftning af trommeslageren.
Ølspil og svensk pølseret til Mortens Aften
At mange derfor har glædet sig til at se Graveyard igen efter deres genforening, har der ikke hersket nogen tvivl om – hverken på COPENHELL eller til Mortens aften i lørdags, hvor publikum var mødt fuldtalligt op allerede til opvarmningsbandet, Hällas, i en proppet sal i Pumpehuset.
Min begejstring var ligeledes en slet skjult hemmelighed – og dét på trods af, at Graveyard er et relativt nyt bekendtskab. Jeg har dog skamhørt især sidste plade henover de sidste mange måneder, og det har været et tiltrængt break fra den noget hårdere metal, som jeg sædvanligvis underholder mig med derhjemme. Jeg hører nok også til dem, der foretrækker at kende lidt til bandet og musikken, inden en koncert – for selvom man risikerer at gå ind til koncerten med forudindtagede holdninger – så kan et større forhåndskendskab til både musikken og bandets historie gøre, at man lever sig tilsvarende ind i oplevelsen.

Det var derfor også med en vis spænding, at jeg mødte op i Pumpehuset – indrømmet en smule bedugget efter introduktion til ølspillet ”Bombe”, hvor begynderheld og en efterfølgende kold Cola dog nåede at redde mig inden koncertstart. Jeg nåede endda lige at høre og huje med på Hällas’ hit Star Rider, som har en fed opening riff og en forrygende solo. Ja, jeg nåede faktisk at ærgre mig helt grøn over, at jeg ikke var kommet tidligere, for det lod til, at de havde fået fyret godt og grundigt op under det talstærke publikum. Og dét på trods af, at forsangeren kort tid inde i sættet måtte udføre et, i øvrigt uplanlagt, forsvindingsnummer en fem minutters tid – øjensynligt på grund af en pludselig opstået krampe (til det kan der for øvrigt kun siges én ting; dehydrering fremmer kramper, så HUSK AT DRIKKE VAND – hvis I forstår *sf).
Fra Doom-devotees til skægfagre hippier
Graveyard trækker sædvanligvis lidt forskelligt klientel, og henvender sig til så bred en rockskare, at alle med den mindste interesse for rockgenren kan indfinde sig og finde glæden uden alt for meget forhåndskendskab til deres musik. Variationen blandt publikum var denne aften også mærkbar, og indeholdte alt fra doom-fans til skæggede hipstere (og dertilhørende fjolletobak).
Til trods for blot fem udgivne album, så er der ingen tvivl om, at bandet har et ret alsidigt repertoire, som spænder fra nedstemt blues rock til hård rock og en god dosis psykedelisk rock. Aftenens setliste var heller ingen undtagelse.
Indadvendt men indfangende
Klokken er knap slået 22, før bandet som planlagt nærmest sniger sig ind på scenen med forsanger Joakim Nilsson i front. Bandet flytter heller ikke meget på sig efterfølgende – hvilket er lige så meget Graveyards stil, som det er typisk for genren. Musikken er klart i centrum og bandets beherskede facon spejler fint publikum, som er kendt for at være lige så afdæmpet, men dog loyalt. Det er egentlig heller ikke nødvendigt med de store armbevægelser, for det lader til, at alle på både scene og gulv er afslappede og nyder stemningen.
Funklende fuzzriffs og tiltrængte åndehuller

Nilssons vokal er dog alt andet end afdæmpet, og den gudsbenådede whisky-stemme sendte starten på hittet “Walk On” ud til det spændte publikum for fuld udblæsning. Der er desuden en uovertruffen dynamik imellem ham og resten af bandet; Jonathan Larocca-Ramm på guitar, ledsaget af Truls Mørck på bas/vokal og den nye trommeslager Oskar Bergenheim.
Med comeback albummet “Peace” i ryggen, var der naturligvis en del af disse repræsenteret i setlisten, som dog var varieret sammensat med et udpluk af numre fra bandets andre albums, deriblandt “Lights Out” (2012) og naturligvis “Hisingen Blues” (2011), som er det album, der for alvor var med til at sætte dem på landkortet.
Aftenens fjerde nummer var det psykedeliske “The Fox”, som var et perfekte eksempel på deres diversitet, hvor guitaristen bidrager med nogle voluminøse fuzzudladninger, der ville passe perfekt ind på en gammel garage rock plade fra 60’erne.
Til trods for den indledende powerudladning, så var første halvdel af koncerten for undertegnede en lidt blandet oplevelse, som dog ikke kan tilskrives hverken lyd eller lys. Begge dele var nemlig helt i top, og løftede således Graveyards sædvanligvis afdæmpede optræden.
Det ene nummer gled dog hurtigt over i det andet, og her kunne man have håbet på en enkelt anekdote eller to, eller blot en lille kunstpause, for at give os mindre inkarnerede fans et åndehul. Men Graveyard er Graveyard. Et lettere indadvendt band, hvis største passion er musikken – og det er også den ild, der driver dem oppe på scenen.
Jeg genvandt dog pusten i anden halvdel af koncerten, og iveren hos både mig selv og de andre publikummer steg i takt med at vi bevægede os tættere på scenen. Bandet varierede flittigt i mellem de mere heftige rocknumre og de tilsvarende rolige blues-ballader, hvor Nilssons hæse og sjælfulde stemme virkelig kom til sin ret – og undertegnede fik et tiltrængt åndehul, efter en hæsblæsende start. “Bird of Paradise”, som er en personlig favorit, bragte ligeledes Mørck frem som frontmand, og hans lidt blødere Hendrix-klingende vokal var med til at give Graveyards lyd endnu mere spændvidde denne aften.
Især de sidste to numre “Ain’t Fit to Live Here” og “The Siren” satte fuld fut i publikum, der moshede og crowdsurfede som til enhver anden metalkoncert – og pludselig følte jeg mig mere hjemme!
Peanut Butter Jelly Time

I tillæg til de allerede 13 afspillede numre, fik vi et sandt overflødighedshorn af encores fra bandets øvrige oeuvre; nemlig “Low (I Wouldn’t Mind)”, “Ain’t Fit To Live Here “og “The Siren”. Ét af aftenens højdepunkter var førstnævnte, hvis gospel-lignende vokaller lagde sig i mellem det duellerende guitarspil som marmeladen i en Peanut Butter Jelly sandwich. Mod slutningen straffede de guitaren noget så eftertrykkeligt, og publikum responderede øjeblikkeligt med både hujen, fløjten og klappen. Med disse tre ekstranumre stod Graveyard i sandheden frem som et revitaliseret band, der mener alvor med sit comeback.
Et taknemmeligt publikum og ditto band
Graveyards musikalske palette spænder bredt, men den svenske kvartet savner en anelse pondus på scenen. Men det er heller ikke Graveyards metier at agere hypende humørspredere, og af samme årsag skal man også kunne tillade sig selv at lade musikken omfavne én dér, hvor sceneshowet ikke gør. Evner man det, kan et show som dette bære én helt væk og være med til at starte en indre biograf, hvor kun ens egen fantasi kan sætte grænser for sangenes betydning. Evner man derimod ikke at dykke helt ind i musikken, kan et show som dette godt blive lidt langtrukkent – og jeg må indrømme, at jeg ramte muren et par gange undervejs – specielt under første halvdel af koncerten. Alligevel formåede de denne aften at fange størstedelen af publikum med en ufattelig intensitet, meget af det takket være forsangerens imponerende rockvokal, som bar en stor dele af showet.
En overfladisk meningsmåling efterfølgende viste også, at bandet i den grad havde levet op til folks forventninger. Bandets begejstring og taknemmelighed kunne også mærkes til slut, da Nilsson tog mikrofonen og stillede det retoriske spørgsmål; ”Maybe we should come back to Copenhagen?!”
Graveyard, I skal være mere end velkomne!
Se flere billeder i Facebook galleri
Summary
SETLIST
Walk On
Please Don’t
The Suits, the Law & the Uniform
The Fox
Goliath
Uncomfortably Numb
Buying Truth (Tack & Förlåt)
Cold Love
Bird of Paradise
Shunken/Magnetic Shunk
Hard Times Lovin’
It Ain’t Over Yet
Hisingen Blues
Encore:
Low (I Wouldn’t Mind)
Ain’t Fit to Live Here
The Siren