“We are specifically focussed on playing early Peter Gabriel music from the first 5 solo albums. The darker, unusual material that he doesn’t play anymore. The group is quite amazing and has been touring the last few years in the US and Europe. We’re super pleased to bring our first recording, a live one at that, to GEP for European release.” – Trey Gunn
Man ved det – det ER dokumentet utallige gange de sidste tredive år – Gabriel ville give sit troldmandsstudie væk uden tøven, hvis det kunne redde verden. Det kan det dog ikke, men hans musik kan forskønne den og berige den, ja, det skulle jeg mene. Både det ny og det gamle.
Når man tænker på hvor sammensat/splittet Gabriels musiks sjæl og bestanddele er, så må man kippe med hatten, når andre tager depechen og sætter sig for at levere versioner af hans numre, vel at mærke med den fornødne respekt.
VIP Musikere
En ting er at lave covernumre der spilles mekanisk “fra bladet” til diverse firmafester eller suppe-steg-is arrangementer, hvor musikerne er jukebox og blot skal indhylle gæsternes brandert i velkendte tonetæpper. Men at sælge koncertbilletter til folk der kommer for at nørde Gabriel, det er noget man ikke kommer sovende eller drikkende til. Det kræver musikere af den rette støbning, erfaring og ånd.
Guitarist Trey Gunn er dog heller ikke nogen hr. hvem som helst. Han har spillet med eksempelvis King Crimson, Sean Malone, Gordian Knot og Tool, og flankeret med trommeslager Jerry Marotta, som har spillet med Tony Levin Band, McCartney, Cher, Iggy Pop, Tears for Fears og så videre og selvfølgelig Peter Gabriel Band, ja, så er overliggeren sat virkelig højt. Det skal lige nævnes, at Tony Levin også var med i Peter Gabriel Band (og alle andre fra den populærmusikkens A-liste) og at Steve Hackett fra det tidlige Genesis medvirkede på Gordian Knot, samt at Robert Fripp fra King Crimson medvirkede på Gabriels tredje studiealbum. Det er altså en sammenspist klub af halvguder, som ligger i med hinanden. Og nogle af dem spiller så i The Security Project.
The Security Project har ambitiøst kastet sig ud i dette nostalgiske Gabriel trip og har i en årrække spillet koncerter med udgangspunkt i Gabriel og Genesis numre. Båret frem af en tiltagende succesfuld række af turneer, udgav de den 20.05.2016 deres første, selvfølgelig, livealbum.
Versionerne
Udgangspunktet er Gabriels tidlige serie af solo album der alle bar titlen “Peter Gabriel”, især tredje og fjerde album har de kredset om.
Med “Intruder” og “No Selfcontrol” fra 1980 leverer TSP nogle stramme og vellykkede versioner som syder og bobler af kærlighed til numrene og hamrende sikker musikalsk indlevelse. Et nummer som “I don’t remember”, også fra 1980, har dog for mig altid været lidt af en prøvelse, med sit ultra glatte soul/pop omkvæd, og på denne version er det desværre ikke blevet “bedre”, tværtimod. De spiller simpelthen for glat og får markeret det, jeg i forvejen havde det svært med ved nummeret, og barberer Gabriels kantede flossethed ned til et minimum. “Biko” har også altid været problematisk med sine svulstige og højtidelige politiske paroler/musik. Jeg får på puklen for det her, men jeg har altid fundet nummeret for for nemt. Til gengæld leveres det af TSP med skuffende forsigtig akuratesse.
Med sangene fra album 4 fra 1982, med undertitlen “Security”(!), går det samlet set bedre. “Rythm of the Heart” er en klassisk Gabriel spirituel og kraftfuld komposition med et snert af verdensmusik, og det får de gengivet meget troværdigt. “Lay your hands on me” er måske lidt mere bombastisk, klar og stram end Gabrield egen mere svævende og bløde touch, men pågående og medrivende, er den stadig i deres hænder. Vanskelige numre som “The family and the fishing Net”, “I have the touch” fungerer også som den hyldest til Gabriel som de bør være og man kan høre, at der kræves pænt habile musikere til det job.
Udover Gabriels eget materiale får vi altså også Genesis materiale. Et nummer “Back In N.Y.C.” er godt gravet op af den engelske muld og tilpasset den bedre produktion (selv live) og de nye instrumenter. Selvom man er vant til at høre de gamle Genesis numre med en out-dated og skramlet produktionslyd, så lever The Security Project på “Back In N.Y.C.” fint op til den virilitet, nerve og sjæl som Genesis dengang med Gabriel i front flød over af.
TSP har med Cummins fundet en virkelig habil sanger, der klæder Gabriels numre godt, dog uden at klæde dem helt af. Cummins lever sig helt ind i skyggen af mesteren selv, med alle de finesser, tørhed og knæk i det høje register, som han personificerede. Cummins stemme er uhyre trænet og måske i virkeligheden næsten for lækker og varm, i modsætning til Gabriels uslebne og modige vokalarbejde, der altid lød som om der var noget seriøst på spil.
Generelt fanger The Security Project overbevisende Peter Gabriels vellykkede bizarre blanding af verdensmusik, eksotiske rytmer, almindelig radiopop og progressiv teatralsk/avantgarde rock.
Mange af halvfjerdsernes ærkebritiske progressive rockbands var gennemsyret af en blanding af evige stolt selvrefererende post-kolonistiske nostalgi, og så et smertefuldt kunstnerisk nationsopgør, herunder også Genesis.
Men Gabriel som solokunstner er nærmest den eventyrlystne brite, en omvendt kolonist, der har formået at bruge de globale meritter til at udbygge sit udsyn. En streg i sandet.
Relevans?
Man kan godt diskutere relevansen af en anmeldelse af et coverband som spiller oldgamle rock numre, og det er jeg da heller ikke selv færdig med.
Men når nu Gabriels musik er evigt ung men han ikke er det, er det vel i orden at promovere hans katalog for nye og gamle lyttere. Ligesom Queens selvbestaltede udgrening, Queen Extravaganza, der gengiver musikken med en virilitet og præcision som de eksisterende medlemmer ikke længere helt formår. Lidt ligesom, at vi i århundreder har revitaliseret og gengivet vigtige klassiske komponister? Tonsvis af Beatles cover band osv? Når musik er godt, skal det holdes ved lige, for der er noget at hente som man ikke kan hente andre steder til hverdag.
The Security Project gør det somme tider så godt, at man helt glemmer, at det ikke ER Gabriel, hvilket selvfølgelig trækker op. Det der trækker ned, er at man kun ved de sporadiske klapsalver ænser, at det faktisk er et live album. På den front er det simpelthen for glat og poleret.
Gabriels vinger
Man mærker under alle omstændigher vingesuset fra englen Gabriel og får genkaldt kærlighed til hans monumentale tidlige epoke, og derved ærgrer jeg mig sgu over ikke at have overværet Genesis back in the day eller over, at de ikke som så mange andre forliste grupper får den ultimative reunion-hjerneblødning. Jeg får straks trang til at sætte “Lamb lies down on Broadway” eller for den sags skyld “Selling England By the Pound” på pladespilleren, med al den drama og knas der medfølger. Og så bagefter Gabriels egen “So”…
THE SECURITY PROJECT LIVE 1
Udgives af paldeselskabet GEP den 20.05.2016
Band:
Jerry Marotta: trommer
Trey Gunn: bass
Michael Cozzi: guitar
David Jameson: keyboard
Brian Cummins: Sang
Numre:
01. Lay Your Hands On Me
02. I Don’t Remember
03. No Self Control
04. The Family And The Fishing Net
05. I Have The Touch
06. Intruder
07. The Rhythm Of The Heat
08. San Jacinto
09. Games Without Frontiers_Of These, Hope
10. Here Comes The Flood
11. Back In N.Y.C.
12. Biko
http://securityprojectband.com
https://www.facebook.com/The-Security-Project-217444415042065
Skriv et svar