2020 var et skodår, al den stund at Eddie Van Halen tog sin spade og drog til de evige rockmarker. 2021 endte med at være lige så nederen, da Van Halens rigtige forsanger og chefideolog, David Lee Roth, sidst på året meddelte, at han går på pension, og at hans dage på en scene er talte. I den anledning har RockZeit gennem tårerne genlæst hans selvbiografi.
Den sejeste
For David Lee Roth er nemlig den sejeste. En flødebolle og rablende livsnyder med mere charme, selvtillid og lækrere hår end dig og alle de hairmetallere, som så ham i 80’erne og ville være ham, men forblev blege kopier. En intelligent performer som bag et udseende, der var som skabt til MTV og til at få piger til at besvime, altid har forstået og investeret i ikke at gå til grunde i rock’n’rollens excesser, men blot listigt bygget et image om at have rullet sig i dem nonstop. Og iøvrigt også en usnobbet arbejdshest, der blandt andet tog en uddannelse som paramediciner, da musikkarrieren blev midlertidigt indstillet i slut-90’erne, og efterfølgende kørte over 200 ambulanceudrykninger i New York.
Diamond Dave
David Lee Roth, DLR, Diamond Dave, The Rothinator. Det kære barn har mange navne og altid enormt meget på hjerte, så det er ikke så sært, at han satte sig ned i og skrev sine erindringer om årene med Van Halen og sine første år som solist. Somme vil nok hævde, at udgivelsen også var et forsøg på at genetablere noget fokus på DLR, hvis kunstneriske karriere på det tidspunkt var på et absolut lavpunkt. De kan have ret.
Det ændrer bare ikke ved, at Diamond Dave i 1998 udgav en af hairmetallens skæggeste og mest indsigtsfulde biografier. Repræsentanterne for den genre gør mest i historier om ureflekteret, evnesvag opførsel, mens DLR er begavet med en bemærkelsesværdig blanding af fortælletalent, distance og sensationssans, som gør Crazy From The Heat til sin helt egen. Det vælter ned i og ud af siderne, der er navngivet efter den solo-EP, som The Rothinator udgav umiddelbart efter bruddet med Van Halen i 1985. Og det hele afleveres i Roths farverige og nogen gange uforståelige fortællestil.
Signatur-jump
David Lee Roth har altid været rap i replikken, og internettet rummer adskillige sider med DLR-citater. Derfor er det heller ikke overraskende, at bogen server med sådan en oneliner: Van Halen er i Europa og skal headline Pink Pop i Holland om nogle dage. Ventetiden går med at blive filmet til italiensk TV, hvor en discokugle uanmeldt sænkes ned over hovedet på Dave, just som han sætter af til et af sine signatur-splitjumps.
Dave knalder hovedet op i kuglen og brækker næsen bigtime. Pink Pop aflyses, og Dave flyves hjem til Californien. I løbet af et par dage går det dog bedre, så Dave trækker i rulleskøjter og triller en tur ned langs Venice Beach. Dave er lækker, så Dave hooker op med en tilsvarende lækker chica på rulleskøjter. Livet ligner sig selv, og Dave er klar til at tage verdensherredømmet tilbage, så han spørger sin assistent: ”Hvornår skal vi på et fly for at nå Pink Pop?”. ”Om 3 timer”. Dave kigger på skønheden på rulleskøjterne: ”Sig til når der er gået en time”.
Hvis bare det er en god historie
Det sætter også niveauet for resten af bogen: Det må godt være (lidt) løgn, hvis bare det er en god historie. Og gode historier har Diamond Dave i læssevis, og de spænder fra lidt om opvæksten over rigtig meget om Van Halens og DLRs arbejde med at slå igennem til post-karriere eventyr indenfor bjergbestigning. Der er lange afsnit om, hvordan man bliver hustlet af pladeselskaber efter at have spillet 175 udsolgte stadionkoncerter og solgt 4 millioner plader på et år. Grundige afsnit om hvordan man bekriger pirat merchandising – korporligt – og ultakorte afsnit om hvad der sker, når man knalder strippere, der gemmer aftenens omsætning i deres støvler. Der er en redaktør, der har haft travlt med at sortere i råmaterialet …
Crazy From The Heat er som så mange andre biografier opbygget kronologisk. Men DLR kan selvfølgelig ikke holde sig på sporet. Så det kører ikke fra A til B til C, men fra A til D til E og tilbage til B, for der var jo lige en sidehistorie eller en forlængelse af noget, som ikke kan vente. Derfor har bogens afsnit heller ikke altid sammenhæng med hinanden, og det gør det let at stige ind og ud af bogen, hvilket kan være nødvendigt. Det er Daves egne ord, og Dave bruger ord og vendinger og stavemåder, som ikke er lige læsevenlige når man ikke har engelsk som modersmål. Til gengæld er sproget en fest i sig selv, når tiøren falder – noget der ellers er sjældent i biografier, som oftest redigeres ned til laveste fællesnævner.
Las Vegas
Men nu er festen forbi. Virklighedens outtro er langt mere ordinær end bogens, for Diamond Dave optræder i Las Vegas nogle gange i januar, og så trasker han i sine sensible shoes ned fra scenen og på eventyr udenfor showbiz. Det er til at tude over. For i modsætning til de fleste af sine samtidige er han forblevet knivskarp helt frem til i dag. Prøv selv at checke noget YouTube af Van Halens koncerter efter de blev gendannet i 2015 og fortæl mig, om du kender nogen, der kan fyre så meget pis af og lave så høje cirkelspark, efter de er fyldt 60.
Svaret er selvfølgelig nej. Det gør du ikke. For David Lee Roth er den sejeste!