Gennemrutineret omgang 80’er heavy metal

Syron Vanes kom, så og leverede, men ikke uden problemer.

Syron Vanes blev dannet i 1980, og de var et af de af første bands fra Sverige som hev inspiration fra The New Wave of British Heavy Metal, og der skulle gå fire år førend at de udgav deres første album ”Bringer of Evil” tilbage i 1984, hvilket medførte en efterfølger i albummet ”Revenge” fra 1986, hvorefter at bandet efter sigende kun tog en ”pause” på 17 år førend at de optrådte på Sweden Rock Festival i 2003.

Det fremsatte en smule gnist i det ellers på papiret hedengangne band, som samme år udgav deres tredje album ”Insane” og 4 år senere i 2007 udgav deres fjerde album ”Proberty of…”, hvilket heller ikke gav den store succes, hvorefter at der skulle gå yderligere seks år førend at bandets femte udspil ”Evil Redux” udkom i 2013.

I 2017 udkom så deres kun sjette album på 37 år ”Chaos From A Distance” via det danske pladeselskab Mighty Music, hvilket har skaffet dem spilletid på dagens Nordic Noise program den 13.5.2017.

Syrone Vanes har altid spillet en omgang klassisk heavy metal uden de store udsving og deres tvivlsomme ”lange karriere” har da heller ikke for alvor fået sat dem på det internationale landkort, hvilket ikke nødvendigvis gør, at de ikke spiller fedt.

I aften beviste Syron Vanes, at de er et gennemrutineret og super tight spillende band, hvor især bandets stifter, guitaristen Anders Hahne, viste hvordan man efter 37 år håndterer en spade med stor kærlighed, og hvornår det helt rette tidspunkt er til at den skal have et smæk i måsen.

Der var derudover masser af klicheer i aftenens show med sammenspillet guitarlir mellem Anders Hahne, bassisten Anders Sellborn samt forsanger og­ guitarist Rimbert Vahlstroem.

Det startede ikke specielt godt, da lyden var alt for høj, og udtrykket blandt de enkelte numre fremstod mere mudret end retfærdigheden bør have vist dem.

Derudover var Rimbert Vahlstroems vokal også noget slidt og lavmeldt i det høje lydinferno, og hans vokalmæssige spændvidde var vel omtrent lige så stor som Donald Trumps omsorg for andre mennesker.

Når det er sagt, så kan det jo også være en del af charmen ved et band fra 1980.

Da lyden var blevet justeret kom bandets sange mere til sin ret, herunder også Rimbert Vahlstroems vokal (som dog aldrig formåede at få publikum med), men sangen ”End of the World” blev leveret overbevisende, og de to sidste Judas Priest inspirerede (læs: Painkiller) sange som ”Hellion Child” og ”Lies” fik for alvor skudt festen i gang på Nordic Noise.

Alt i alt leverede Syron Vanes varen med en gennemrutineret opvisning i, hvordan klassisk heavy metal fra 80érne skal leveres, dog uden at overanstrenge sig.