
Sidste år spillede Queensrÿche med den nuværende besætning i Amager Bio. Det var en gedigen og gennemført koncert uden dikkedarer, eller for den sags skyld den helt store nerve. Fredag den 7. Januar i år spillede deres tidligere frontmand Geoff Tate en akustisk koncert på High Voltage, og aftenen blev en opvisning og undervisning i at spille musik med lige dele akuratesse, nærvær – og masser af nerve.
Der er skrevet mange sande og usande historier om Mr. Tates eskalerende egocentriske, småvoldelige og negative optræden, og det er ofte brugt til at forklare, hvorfor han til sidst blev fyret fra Queensrÿche. Der er mange mellemregninger, man som publikum eller fan ikke bliver delagtiggjort i og derfor kan det næsten ikke betale sig at bruge tid på at skille skæg fra snot.
Tates musikalske mission
Da Tate i fredags gik på scenen, var det derfor med bange anelser. Turneen er lanceret som lige dele koncert og storytelling, hvilket giver Tate en automatisk platform og taletid til at komme af med en masse galde. Men det gad han heldigvis ikke. Hans mission var at revitalisere nogle helt vanvittigt godt komponerede sange, samt puste liv i nogen knap så gode numre. Med et tidsspænd på cirka 35 år, er der nok at tage at, og faktisk kom Tate godt omkring. Med en forståelig overvægt af perioden Operation Mindcrime/Empire/Promised Land, fandt han også plads til mindre numre fra senere plader, såsom “Some People Fly”, den svulstige kærlighedserklæring til hans kone Susan, “Until There Was You” og “Chasing Blue Sky”, et banalt Tate-goes-Chris Isaak-agtigt nummer. Disse sange er ikke helt i den vante klasse, men de kunne stadig bruges til at fremhæve fordelene ved det akustiske format; at der var plads til at svinge sammen på scenen, leve sig ind i et fælles flow, hvor guitaristerne høvlede præcise akkordklodser af og rytmesektionen fremmanede en stensikker bund. Det var sange som blev båret af bandets eminente evne til at groove. Jeg noterede mig, hvorledes stemningen på scenen var mindst ligeså løssluppen og anarkistisk som på gulvet. Der var konstante jokes og indforstået mimik, hvilket gjorde at man som publikum gav sig hen til stemningen. Man fornemmede at bandet på en måde holdt sig tilbage for the Master, og havde meget mere krudt, som de ville brænde af. Mon de fik lov til det? Tate var måske den der mindst forstod den afslappede stemning og da han som storyteller ofte savnede ørenlyd på grund af publikums lidt bøvede og højlydte snakken, blev det lidt komisk, især da han stoppede op og spurgte, hvad vi alle sammen egentlig snakkede om…? Så blev der mere stille.
Det gode og intime spillested

Men sådan er det på High Voltage, scenen er placeret op ad den ene langside, tæt på baren, hvor der bliver gået til den. Det giver bare en satans god fælles feeling og netop en afslappet holdning. Ingen sure miner, just rock’n’roll. Som spillested formår High Voltage tit at levere bedre lyd end man tror muligt, indretningen taget i betragtning, og denne aften var der virkelig god lyd. Enkelte mislyde er ok, når bandet derudover står skarpt og med masse power.
Den gode historie
Storyteller-rollen gav i øvrigt alligevel mening, trods folks palaver, især når visse numre havde behov for en introduktion. Blandt andet det virkelig stemningsfulde nummer “Out of Mind” som hans ven og tidligere bandkammerat Chris DeGarmo komponerede på en nat, inspireret af en samtale de havde haft. Eller den rørende historie om hans respektindgydende far, der var krigsveteran og først i en meget høj alder kunne fortælle om sine oplevelser fra Vietnam og Korea. Dette var oplægget til “Hundred Mile Stare”.
Et klasse band

Tate var en god performer med roligt gemyt, glimt i øjet, underspillet karisma og indlevelse i alle numrene. Han fik bundet koncerten godt sammen, og vi ser igennem fingre med, at han brugte en diskret tablet til teksterne. Det ser man tit efterhånden, og det generede ikke visuelt. Bandet spillede godt og deres selvgjorte fortolkninger af numrene (på Tates opfordring) på træ-trommekasse, cello, violin og akustiske guitarer, fremhævede for det meste, hvor gode numrene egentlig var skrevet. Jeg vil også fremhæve guitarist Scott Moughton, som har spillet med Tate i flere forbindelser og aktuelt er guitarist i Tates bandset-up Operation: Mindcrime. Han klarede de fleste svære figurer og klassiske Queensrÿche soli overraskende godt på den akustiske guitar. Der hvor kvaliteten for alvor stak af, var dels hver gang der kom en klassiker, og dels hver gang Tate bare brugte sin stemme til at synge. Det er cirka 25 år siden jeg sidst havde hørt ham live og jeg havde glemt, hvor dygtig en sanger han er, og hvor flot hans klang er fra dybt til højt leje. Det er bare en af de bedste metalvokaler, det kan ikke diskuteres. Tate er i slut 50’erne, men har ingen tegn på slitage, tværtimod fremstår hans stemme så elastisk og knivskarp, at man havde svært ved at tro, at det faktisk var realtime akustisk og live. Men det var det, og samtidig sang han i særklasse rent. Han måtte tit forlade sig på et signal i ørerne, som han ofte tog sig til, men det sikrede det niveau, han gerne vil levere. Han valgte de ofte svære studiefraser, stort set hver gang og mestrede alle de svære registerspring, eksempelvis i “Silent Lucidity”, som fik taget i High Voltage til at lette. Og hatten af for at få så meget storhed ud af en cello og en violin! Numre som “Jet City Woman”, “Another Rainy Night (Without You)” og “Eyes Of A Stranger” er jo fra øverste hylde og selv indpakket i akustisk vat fremstod de stærke og aggressive. Ned til hver enkelt akkord og hver frasering er det bare gode sange, som det må være en drøm at være god nok til at spille. Og det var Tates band.
Det er jo irere!

Og hen mod slutningen begyndt man at forstå den virilitet som de sydede af; det var – udover den nævnte Scott Moughton – et ungt irsk band, The Band Anna, som Tate og hans kone sidste år så spille i en park i den irske by Cork. Så var de hyret. Flere af dem drak under selve koncerten og enkelte havde massive tømmermænd. The Band Anna fik endelig lov at sprudle, da første ekstranummer var Dropkick Murphys “I’m Shipping Up to Boston”. Dér eksploderede det hele, og de glade irere som lignede nogle hippier, der var stukket af fra deres forældres biodynamiske kollektiv, fik i den grad også tændt godt op under publikummerne, der på det tidspunkt udviste visse fredags-træthedstegn og måske var blevet aet lidt for meget på kinden af den akustiske vellyd. Så det var godt set.
Stærkt aftryk trods bleg afslutning
At aftenen så sluttede med “Around the World” var lidt ærgerligt. Det kan vel karakteriseres som lige nøjagtig dét forblommede verdensomfavnende kærlighedsnummer, som U2 heldigvis aldrig fik lavet. Derfor trak det lidt tænder ud, at Tate 1)har fundet det værdigt til at være med på sætlisten, og 2) at det ovenikøbet blev sidste nummer, det man ligesom kan gå hjem på og som efterlader én i den der selvtilfredse stemning af global kærlighed. Suk. Det gav lidt bagslag, men heldigvis ikke nok til at det for alvor rykkede ved den løftede sindsstemning, jeg i hvert fald havde fået, af den samlede koncert. Dagen efter har oplevelsen groet endnu mere og jeg tænker, at det er ligesom en rigtig god film med dybde. Den skal lige kalibreres og fortsætter med at vokse, når den er slut. Og det gjorde Queensrÿche og deres ny spradebasse Todd La Torre ikke rigtig sidste efterår. Her fik vi et fint, men afmålt og millimeterpræcist ekko, fra den epoke fra firserne, som de resterende medlemmer har fået rettighederne til at leve af og efterligne på nye plader, indtil de dør af kedsomhed. Med Tate keder man sig sgu ikke og koncerten (og Tate) kunne snildt bære den ujævnhed man får, når man blander stram progrock med vanvittige irere og nogle øl- og shotglade danskere.
Geoff Tate - The Whole Story Acoustic Tour
Band:
Geoff Tate: vokal
Scott Moughton: akustisk guitar
Nathan Daly: cajón(trommekasse), kor
Steven Hamilton: guitar og mandolin
Ryan Parsons: violin, kor
Casey jones: guitar, kor
James McInerney: Cello, guitar, kor
numre:
1. Walk in the Shadows
2. Another Rainy Night (Without You)
3. Some People Fly
4. Jet City Woman
5. Chasing Blue Sky
6. Bridge
7. Until There Was You
8. Out of Mind
9. Silent Lucidity
10. The Fight
11. Blood
12. Take Hold of the Flame
13. The Lady Wore Black
14. Hundred Mile Stare
15. I Don’t Believe in Love
16. Eyes of a Stranger
Encore:
17. I’m Shipping Up to Boston
18. Around the World