Ghost Bath's forvirrende stjerneklynk

“Although the album has a definitive joyful and hopeful feel, it is still drenched in depression and sorrow, as any true Ghost Bath record should be.” Sådan lyder et udsnit af pressematerialet og det kan næsten ikke beskrives bedre, hvordan albummet er splittet og konstant veksler mellem to principielt inkompatible klangfarver. Nogle gange sidder den i skabet og andre gange skiller det som ufærdig sovs.

Fun Fact

Ghost Bath startede i 2012 som en navnløs enmandshær, der lancerede sig som en act fra Kina. Navnet, som på kinesisk skrives 鬼浴, refererer til en kinesisk selvmordsmetode, hvor man drukner sig selv. Det er blevet til en selvbetitlet EP (2013), Funeral (2014), første del af bandets trilogi Moonlover (2015) og nu del 2, Starmourner. Det enigmatiske skær/markedsføringstrick er siden forduftet en anelse, efter det er kommet frem i lyset, at bandet er fra Minot, North Dakota og i hvert fald består af mainman Dennis Mikula og at håndlangeren Josh Schroeder har hjulpet til tidligere. Nuclear Blast, deres pladeselskab, forsøger i indeværende pressemateriale dog at fastholde Mikula som nameless, gider I lige lade være med det?! Mikula har selv forsvaret deres forsøg på at fremstå som kinesere, med “We refused to correct people because we do not wish to put actual faces onto our music. It is our wish as a band to connect to all human beings.” På online metalleksikon Encyclopaedia Metallum, kan man dog klikke sig til fornavnet på de nuværende medlemmer, så fred være med det.

Og nu til musikken

Musikken er instrumental doom/dødsmetal iklædt atmosfærisk rumklang, post metal, blackgazer og elementer af … power metal. De overordnede features er monotone og tunge akkorder, tremolo guitarspil og Mikulas smertefulde angst/dødsskrig. Der veksles i vokalen mellem lyst dødsskrig, mellemleje dødsskrig og dybt leje dødsskrig. Der høres ikke tekst. Skrigene runger i baggrunden af det storladne melodramatiske lydlige sorgtæppe. Vi har det ikke godt. Undertiden tilkobles velskrevne klaver/roads temaer, andre gange får vi noget lækkert clean guitarspil. Ghost Bath mestrer mange musikalske elementer og instrumenter og derfor har de alle muligheder for at lave noget vildt fedt, dragende trist dødsmetal. Og det har de så sandelig gjort før. Det vellykkede album Moonlover med de monumentale “the Silver Flower Part 1 & 2” satte barren ret højt. Jeg var derfor spændt på om Starmourner kunne holde samme niveau.

Numrene

Det er altid godt at have et koncept og bare at lave en trilogi, er selvfølgelig ikke i sig selv nok. Ghost Bath har løst dette ved denne gang, hold fast, at udforske glæde, kosmos og paradis i modsætning til Moonlovers sorg, død og skærsilden. Navnene på numrene referer til jødiske englenavne, bibelske navne og himmellegemer og ledsages – ved køb af albummet – af malerier der bliver i tematikken.

På det tredje album drives grundstemningen fortsat af skræmmende musikalske virkemidler: ubehag, mareridt, død, smerte, og lidelse er mine foretrukne referencer til et matchende billedsprog. Musikken toppes med stemningsfulde blødere passager og temaer, så vi dels ved at Ghost Bath kan spille “ordentlig”, og dels så vi ikke går helt kolde i mørke og smerte.

Med en smukt klaver intro som starter særdeles elegant og spagt introduceres åbneren Astral’s meget melodiøse guitarmotiver. Herefter bryder trommerne løs og en piskende intensitet lægger op til Seraphic med fuldt skrue på bandets velkendte infernoskrig og dødsgazer collage. Skiftet mellem helvedeslyde og melodiske elementer a la power metal, giver en underlig skizofreni, der for så vidt passer godt til et band, der ikke er glade for at vise sit sande ansigt. “Ambrosius” bevæger sig i samme dødsspiral med kærkomne melodiske passager, herunder Ghost Bath’s signatur tremoloteknik og det er der ikke så meget at sige mere om. Nummeret trækkes gevaldigt i halen før det ender i melodisk guitar afrunding. Ghost Bath har sans for gru og horror på den ikke-parodiske måde; her tages det alvorligt og det gør bare herre nas at høre på. I afmålte doser er det topfedt, hvorfor deres førnævnte higen efter og hang til stemningsskift markerer, at Ghost Bath ikke bare er dødsmetal med kraniet under armen. De har således flere facetter i deres følelsesregister.

Lige lovlig deathfresh

En absurd happy “Etheral” med vupti fresh rytme giver måske ikke mening i forhold til Ghost Bath’s udgangspunkt, det er måske lige at stramme den. Men det er næsten så absurd happy, at det bliver uhyggeligt; det er næsten som et sygt instrumentalnummer som ventetone til Helvedets telefonomstilling, hvor der høres skrig i baggrunden fra de sjæle der aldrig mere skal se dagens lys. Sært nummer hvor grundlæggende behagelige guitarmelodier iklædes dødsskrig med masser af rumklang og Helvedes tordentrommer. Og Etheral rundes af med en form for lydlig gengivelse af en astral rejse, som er smuk og scarry.

Celestial byder på samme møgsure surdej, indtil endnu en kejtet og behagesyg guitarmelodi halvvejs i nummeret begynder, blot for at blive afløst af en klaverpassage der undervejs stemmes nedad. Det er egentlig ret klamt og lyder som toner fra en svunden mørk tid. Ghost Bath har hygget sig med formleddene og pludseligt kommer der synth trommer på, som taber tempo og dør ud.

Der er ikke noget forkert i det, det passer meget godt, for på Starmourner er den stemningsmæssige logik og de gængse tommelfingerregler alligevel ophævede. Kompasnålen er smeltet.

Ghost Gaab

Clean guitar rammer et blødt punkt midt på pladen. Tid til sørgmodighed. Angelic er et pænt og afdæmpet stykke chamber med rumklang og tremolo og forbliver overraskende nok afdæmpet indtil næste nummer. At Ghost Bath vælger at holde stemningen nummeret ud er nærmest progressivt af dem. Jamen jamen.

Luminence tager os sikkert tilbage til Helvedet med dødsskrig og højt tempo. Lidt Helloween-raske rytmer med dæmonisk islæt(!?). Nummeret mister lidt dynamik midtvejs og de hyggelige melodier melder atter sin ankomst. Og så bulder og brag til sidst.

Hm, jeg begynder at kede mig lidt.

Nummeret Thrones: do.

Elysian: do., blot med blæret Portnoy’sk tromme intro.

Cherubin: do.,… arh ikke helt, Cherubin har noget de fleste andre numre ikke har. Dette nummer vækker smil på læben. Dette nummer er en joke. Men angiveligt ikke efter hensigten. På den ufede måde.

Principalities: do.

Sidste nummer, Ode, er et spinkelt epilog-agtigt stykke musik, bestemt ikke hårdt, tematisk skrabet og få akkorder, men det er holdt afmålt og spillet meget sørgmodigt med gefühl. Intet heavy metal her, snarere filmmusik. Det er fejende flot og betagende.

Konklusion

Som sagt, så har de forsøgt at lave et happy album forankret i dødsmetal og med allerhelvedes onde musiske elementer. Nogen gange rammer de bullseye og det er virkelig creepyfedt. Men det lykkes ikke rigtigt, deres projekt, og som I måske har luret, så oplever jeg, at helhedsindtrykket lander mellem to stole. Der er hele tiden fede ideer og fast greb om guitarhalsen og fra Moonlover ved vi, at de kan skrue numre sammen til den store guldmedalje, hvad enten det er intime slow numre, eller bombastiske mareridtscollager. Men her fungerer det ikke samlet set. Enkle sange, jo, og en del af dem vil jeg gerne helt frivilligt sætte på igen, men jeg er nødt til at holde vagt og skifte track igen og igen, for at undgå de svage numre. Det er lidt ærgerligt. Første halvdel plus Ode trækker op i kvalitet og fanden ske lov for det.

Ghost Bath - Starmourner

Udgives 21.04.2017 via Nuclear Blast

Band: tja, det er vanskeligt at præcisere helt, men ok vi prøver på kinesisk – ifølge online metalleksikon Encyclopaedia Metallum:

杰米/Jaime: Bas
泰勒/Taylor: trommer
Tim: Guitarer
多诺万/Donovan: Guitar, kor
丹尼斯/Dennis Mikula

Numre:
1. Astral
2. Seraphic
3. Ambrosial
4. Ethereal
5. Celestial
6. Angelic
7. Luminescence
8. Thrones
9. Elysian
10. Cherubim
11. Principalities
12. Ode