Hvem kunne lige forestille sig, at der på Falster, nærmere Stubbekøbing, hvert år afholdes en musikfestival?! Det gør der, og den er ikke som de andre. Det er musiker og sanger, Frederik Schnoor, der står for arrangementet. Selv bor han i Nordsjælland, langt fra Falster. Festivalen varer to dage. Jeg er her selvsagt på vegne af RockZeit. Det er lykkedes Frederik Schnoor, at hive Glenn Hughes til den lille hyggelige festival på Falster, og det måtte absolut opleves.
Lineup
Når jeg kigger på de to dages lineup, er der noget der slår mig; Der er navne jeg kan huske fra mine første Roskilde festival’er midt i 70’erne. For eksempel et navn som Stig Møller Band, Delta Blues Band og Hyldemor. Det er altså sjovt det her.
Da jeg ankommer til den lille plads, er det som at komme tilbage til den tid. En total hippie festival. Vildt hyggeligt. Jeg bliver modtaget med åbne arme, bliver guidet til backstage parkering. Bliver budt på mad og kaffe, og en sofa, hvis jeg lige trænger til at smække benene op efter køreturen fra Nordsjælland.
Det er faktisk temmelig hjertevarmt og overvældende.
Der er ingen tvivl. Jeg er havnet midt i 70’erne. Her er vi, de unge der er blevet ældre. Størstedelen er et absolut modent publikum.
Jeg tænker uvilkårligt på, om der skulle være nogle af disse mennesker jeg i sin tid på Roskilde, har danset i “rundkreds” med. Her er folk med hæklede bøllehatte i festlige farver. Kulørte, batikfarvede t-shirts. Hvor er det vildt. Det var en fed tid, den, og nu er den her pludselig igen, lige her på Falster. Men bred ymer er stadig ikke noget man spiser om morgenen, og den knæhøje karse og alt det der går agurk, er stadig ikke noget fra supermarkedets grøntafdeling
Jeg tager en tur rundt på pladsen. Der er to scener, en stor, Plænescenen og en lille, Amfiscenen, hvorfra der også er “Talks”.
Desværre er jeg her kun denne ene dag, og er ankommet sent. Men når lige at opleve Beefeaters, spille super fed blues/rock på plænescenen. Frederik Schnoor er selv med i bandet, på guitar og vokal.
Rent faktisk blev Beefeaters dannet i 1964, så man kan sige bandet er gået lidt i arv. Men det er jo sådan det er med god musik. Den kan gå i arv og føres videre til næste og næste generation.
Der blev danset på plænen foran scenen hvor der blev vist peace tegn. Ja, som jeg bliver ved at sige, dette er 70’erne da det var bedst.
Den Syvende Søn er næste indslag på Plænescenen, og kender man ikke lige navnet, ja så er man ikke i tvivl om herkomsten når sanger Michel Belli’s stemme lyder over pladsen.
Den Syvende søn har netop udgivet et nyt album, “Når Mængden Svinder Ind”. Det skete så bare ikke lige på denne dag. For her samledes vi, de unge fra 60 – 70’erne, så vi er her endnu, og vi kan stadig feste, kæmpe for fred og gå i spraglet tøj.
Glenn Hughes er ankommet til pladsen, og sidder i den lille skurvogn der er stillet op. Hans musikere kom lang tid i forvejen
Det er sGu’ lidt sjovt, at han skal optræde her på denne festival, for når du kigger på ham når han står på scenen, så er han også meget 60’er – 70’er agtig, Hans lange flyvske hår, trompetbukser, med blomstermotiver ved anklerne, en blondeagtig bluse. Kigger man på hans baggrundstæppe, så er illusionen fuldendt.
Det hele hænger sGu’ sammen her på Falster.
Og publikum glæder sig, det er tydeligt. Det er ikke hver dag så stort et navn lige kommer forbi her på Falster.
Mon ikke hans faste guitarist, danske Søren Andersen, har haft en finger med i spillet for, at det har kunnet flaske sig!
I øvrigt er Søren ikke det eneste touch i hans faste band. Hollandske, men herboende Bob Fridzema, som vi tidligere har lavet interview med, er efter at være stoppet hos Walter Trout, ligeledes blevet fast musiker for Glenn Hughes. Jo, vi kan sagtens være stolte.
“The voice of rock”, Glenn Hughes går storsmilende på scenen med hans band. Jeg tror aldrig jeg tidligere har oplevet en rockmusiker der smiler så meget, som han. Det er virkelig sympatisk.
Take off….. “Stormbringer” bliver smasket lige i hovedet på os. Det gamle Deep Purple nummer fra albummet af samme navn, der så dagens lys tilbage i 1974.
Og jo, vi kender nummeret alle sammen, for vi var der dengang, de fleste af os. Det er et fuckin’ freight train der hamrer afsted: Søren vrider strengene, og trommerne bliver tæsket igennem.
Hughes’ stemme, der spænder fra baryton til falset, er vanvittig upåvirket efter de mange år på alverdens scener.
Han er en levende legende, og har igennem årene, med sin dynamiske musikalitet og sin vilde stemme, været en meget stor inspiration for kommende musikere.
Smilene er store hos de fantastiske fire. Ikke nogen “sur rock attitude” her. Og det er sådan jeg kan lide det, for hvorfor gøre det til en stil at se sur ud, når man nu beskæftiger sig med det man kan lide at lave, og publikum er begejstrede?!
“Might Just Take Your Life” fra albummet Burn der blev udgivet i 1974. Fedt nummer med en lidt tung rytme, der danner en perfekt bund til Hughes’ lyse skarpe stemme. Det er sGu’ lækkert. Bob hamrer i tangenterne på hans Hammondorgel, trommerne bliver tæsket igennem. Hughes slipper med mellemrum bas’ens hals og viser peace tegn med fingrene.
“Sail Away” ligeledes fra Deep Purple albummet Burn. Et svedigt, tungt og funky nummer der går lige i kroppen. Nummeret blev afløst af det noget mere tempofyldte “You Fool No One” . Ace, gemt godt under den store, bløde lidt Paddington agtigt hat, lagde en fed rytme også til dette nummer. Et nummer hvor både Bob og Søren fik masser af plads til at folde sig ud. Flot nummer og et musikalsk virkelig spændende nummer fra Glenn’s album, Addiction fra 1996.
Selvfølgelig fik vi også Glenn Hughes klassikeren “Mistreated”, hvor Søren brillerede med den vildeste intro på strengene. Vi fik “Keep On Movin”, hvor Hughes’ stemme virkelig blev foldet ud. Specielt i intro’en, akkompagneret af Bob’s tangenter var jeg betaget, nej sGu’….. hele nummeret var betagende lækkert. “The Voice of rock”, ingen tvivl om det!
Det var en mindre, men eksklusiv sætliste der blev afsluttet med nummeret “Burn”.
Det måtte jo komme. Publikum elsker den gamle Purple sang, og det er sGu’ også bare et fedt tempofyldt nummer, med alle de elementer som ægte rock skal have. Alt går op i en højere i den gamle klassiker; enhed under dette nummer. Det klassiske riff, trommerne, keys. Glenn’s vilde falset. Det var bare den fedeste afslutning på dette eksklusive besøg på Falster.
Tak til Glenn Hughes og band, og selvfølgelig til Frederik Schnoor for, at have trukket i alle trådene og bundet dem sammen til en virkelig festlig, farvestrålende festival, der ikke er som de andre.
