Good Day Yellow Brick Road – Elton John i Forum

Der var bestemt intet nyt under solen, hverken i optræden, sammenspil, charme, selvtillid og fastmonteret hår.
Især ikke i forhold til sangvalg, da han slet ikke spillede noget fra sit ny album, men nidkært holdt sig næsten 100% til den samme sætliste, som han og bandet har turneret med i en rum tid.

Man kan altid vælge at se glasset som halvfyldt og kritisere sir Elton for at tænke i den direkte ‘yellow brick road’ til flere penge. Men den holder ikke i forhold til aftenens koncert.
Hvis der var en enkelt overraskelse, så må det være, at bandet og især Elton John spillede ekstremt veloplagt, med humor og ikke mindst nærvær.

For ca 20 år siden spillede han en særdeles mindreværdig koncert, samme sted, hvor han spillede næsten en halv time længere en beregnet – fordi han ikke kunne stoppe, hvilket resulterede i under-flygelet-klaverakrobatik og hvad har du.
Helt så uregerlig og bevægelig var han ikke i går, men det kan udelukkende tilskrives alderen og vægtens fylde.

Bag solbrillerne gemte sig det samme drillende, legende og spontane væsen som dengang.

Man mærkede det ved at konstatere, at det stort set lige så bedagede publikum ret hurtigt under koncerten besluttede sig for at rejse sig og klappe, huje og trampe, som gjaldt det allerede ekstranumrene.
Imponerende.

Han lagde dramatisk og overbevisende ud med klassikeren
“Funeral for a Friend/Love Lies
Bleeding” og herfra var det egentlig bare en støt stigende forførende oplevelse at iagttage den charmerende brite kaste sig ud den ene mere hæsblæsende klaversolo efter den anden; af og til oplevede man en hårfin grænse mellem pianisten sir Elton og klaverbokseren John, det hændte at tempoet røg og gulerødderne landede lidt for gavmildt på de sort/hvide.

Intet nyt er godt nyt:

Men energien og spilleglæden var konstant og han blev mere og mere overvældet af publikums respons.
“Tiny Dancer” ER bare et sublimt pop nummer, “Believe” en forførende tung og dramatisk ballade, og når sir John sidder ene og spiller “The One” så det lyder som er helt orkester, dog stadig intimt, ja så rejser hårene sig i nakken. Simpelthen.
Aftenens temanummer

“Goodbye Yellow Brick Road” – hvor han forståeligt nok skulle have hjælp til falsetten – og “Rocket Man” var en nydelse i lækker lyd og ikke mindst nogle nostalgiske tour de karriere-sekvenser på det store lærred. Ret få numre virkede som fyld, eksempelvis “Hey Ahab” og desværre “I Guess That’s Why They Call It the Blues”, men udover det kunne roserne egentlig bare fortsætte, sir Johns stemme voksede sig også blødere, stærkere og mindre knasende under koncerten.

Langtidsholdbar Pink folk-rock:

Da bandet nåede til hoveddelens sidste sange, “The Bitch Is Back ” og “I’m Still Standing”, kørte alt på et højere niveau – alt hvad Elton John gjorde blev vel modtaget, det var næsten helt rørende, når han med sin tunge 67årige krop satte sig op på flygelet, baskede med benene, og således viste sin begejstring som en skamrost hund, der med tungen ud af munden ikke helt ved hvad den skal gøre i al sin glædesrus.

Inden ekstranumrene viste han sig fra sin gavmilde side og skrev stakkevis af autografer og tillod enkelte fra salen at komme op på scene til en “Elfie”. Pæn gestus, som også glædede alle os, der blev snydt.

Som ekstranumre fik vi, ifølge sir Elton John, særligt til lejligheden – da nummeret er skrevet i Danmark – en afdæmpet rolig “Sacrifice” og ufatteligt glade-i-låget “Crocodile Rock”, hvor publikum hjalp med falsettemaet.
Elton John og bandet er bare så ufatteligt rutinerede. Eksempelvis bundsolide trommeslager Nigel Olsson, som var oprindelig trommeslager i tidernes morgen og den dansk gifte sublime og stilsikre guitarist Davey Johnstone, som har været med on and off i 42 år.

Derfor ved de præcis, hvad der skal til for at løfte taget og lokke publikum helt frem til scenen, hvad de formåede igen – ligesom for omtrent tyve år side. Imponerende. Og imponerede er det, at Elton Johns sangskat, som tiden har gjort til global folkemusik, stadig holdet. Når de gamle nisser primært spiller uden click og autotune, og i stedet på rutine, gehør og med nærvær, ja, så er der pludselig noget på spil, og samtidig skabes der en organisk feeling mellem dem og publikum. Kant.
Det glemmer man måske at sætte pris på til hverdag; gammel musik, som i fremførelsen fuldstændigt skabes i nu’et, har en anden råhed end den ny, gennemført, gennemkontrollerede og udstansede PC POP – men DET er en helt anden snak.
Eneste store øv er fravær af nye ideer og fravalg af nyt materiale.

5 ud af 6 stjerne kan sagtens forsvares

Sætliste:

Funeral for a Friend/Love Lies Bleeding
Bennie and the Jets
Candle in the Wind
All the Girls Love Alice
Levon
Tiny Dancer
Believe
Daniel
Philadelphia Freedom
(Elton John Band song)
Goodbye Yellow Brick Road
Rocket Man (I Think It’s Going to Be a Long, Long Time)
Hey Ahab
I Guess That’s Why They Call It the Blues
The One
Your Song
Burn Down the Mission
Sad Songs (Say So Much)
Sorry Seems to Be the Hardest Word
Don’t Let the Sun Go Down on Me
The Bitch Is Back
I’m Still Standing
Your Sister Can’t Twist (But She Can Rock ‘n Roll)
Saturday Night’s Alright for Fighting

Ekstranumre:
Sacrifice
Crocodile Rock

[rating koncert=”Elton John” dato=”12. november 2014″ sted=”Forum” stjerner=”5″][/rating]