Graveyard, 22.06.18, Copenhell, Hades scenen

Jeg er stor fan af svenske Graveyard, som har formået at skabe nogle troværdige, livlige og musikalske lilla psych rockplader, uden at de har haft mulighed for at trække vejret gennem de hashtåger, der helt ned i 60’erne var med til at give genren luft. Jeg er dog ikke stor fan af Hades Scenen, så det var med krydsede fingre, at jeg slentrede derhen…

Den troværdige retro lyd

Der var ikke just proppet foran scenen, da de stenede svenskere gik i gang, men der kom dog flere og flere tilskuere undervejs. Og vi blev vidne til en overbevisende koncert, hvor hippiekollektivet fra Gøteborg demonstrerede et rigtig godt tag på den psykedeliske syrerock. De holder sig helt inde for rammerne, hvilket virker naturstridigt – har de mon været låst inde i et rum med Hendrix, Joplin og The Doors plader hele livet, isoleret fra rock fra 80’erne og op? Næppe, men der spilles stilrent med hjertet, så det kan mærkes, høres og ses. Og de forstår med deres gode sangskrivning at revitalisere genren, fremfor blot at malke den. Vi fik blandt andre nogle gode versioner af hidsige og, i sagens natur, ret syrede “Hisingen Blues “(2011), og “The Siren”(2011), hvor sirenelyden skabte en urovækkende stemning, når den hylede i vinden lige nedenunder Copenhell ulven, som våger over det nedlagte B&W skibsværft.

Godt sammenspil

Det er flot og intelligent udført, de gange Joakim Nilsson og Jonatan Ramm udfører deres guitarduetter, hvor de to melodier smyger sig op omkring hinanden i en perfekt harmonisk slingrevals, uden at det samlede lydbillede taber harmonik. Dertil kommer at rytmegruppen virkelig har taget den stenede tilgang til sig, da Oskar Bergenheim på trommer og Truls Mörck på bas, ofte på meget kort tid i numrene øgede og faldt i tempo, hvilket til at begynde med virkede sjusket, men efterhånden fremstod som et bevidst greb for at få den stenede casual vibe med på scenen.

Nu er det oftest Joakim Nilsson der synger, men Mörck  kan i den grad også synge, og på den måde skabtes en god klangvariation. Jeg var gladest for deres über tunge og slow “Slow Motion Soundtack”(2012), hvor tempoet kom helt ned under gulvbrædderne, hvilket gav plads til lækkerier og klangfulde melodimotiver i guitaren. Faktisk var det her, at jeg for alvor mærkede, at Graveyard var rigtigt til stede. For reelt må jeg indrømme, at jeg faldt lidt ud af koncerten af og til og det virkede lidt som om, at jeg ikke var den eneste; af og til var det mest et hyggeligt baggrundstæppe til publikums smalltalk, mens deres hypnotiske syrerock andre gange virkelig kom godt til udtryk. Mit indtryk var da også, at Graveyards frontman Nilsson så meget træt ud, og mest af alt klarede skærene på rutinen og helst ville have ligget på en sofa et sted i Gøteborg og se VM.

Men professionalismen vandt over det der måske var lidt en off day, og det helt ny nummer som “Walk On” tabte på intet tidspunkt pusten, selvom det er et lidt komplekst og varieret udtryk, der skal leveres for at få den dramatiske fortælling på plads – så skal man altså være fokuseret. Det er altid rart at høre Graveyard, men man vil gerne have lidt mere fra dem næste gang – denne gang var det kun moderat momentvist mageløst.