Graveyard er slet ikke færdige!

 Alt er ved det gamle på Graveyards nyeste udspil “Peace” – bare en my bedre!

Nyeste dugfriske udgydelser fra Graveyards retrorockunivers – albummet “Peace” – lover os med første nummer, at “It Ain’t Over Yet”, og med en sådan udmelding proklamerer man jo, at der bestemt er flere ting i godteposen og måske også mere, end hvad man har præsteret på de tidligere i forvejen imponerende albummer?

Der skal startkabler til!

Første nummer smadrer derudad og Joakim Nilsson krænger sin raspende Jim Morrison klang ud, så man tror han spiser en skål sandpapir med mælk på om morgenen. Den er røveffektiv som igangsætter, men dog noget lineær, så heldigvis bliver man beroliget med blandt andre “Cold Love” og “Please Don’t”, med de genkendelige smidigt broderede syrerock riffs og Nilssons lilla fraseringer.

Det gode musikalske billedsprog

Det er den velkendte veloplagte og nonchalante, men stilsikre syrede retrorock facon, der præger hele albummet og der er således ikke så meget nyt under månen. En af mine favoritter er lidt uventet “The Fox”, hvor de rammer noget gyngende, lettere slaskende, men dybt musikalsk, og den håber jeg virkelig de spiller på Copenhell den 22.06.2018, da den har en mellemintens feeling, et sted mellem de mere voldsomme og deres stille numre. Det giver et dynamisk godt flow, som man tit savner til gigs med korte 45/60 minutters sæt.

Gå hellere – bølgen kommer!

Derudover ser jeg frem til at høre “Walk On” live. Den har en konstant ulmende og sitrende stemning, og den spage, men alarmagtige guitarfigur som gentages, skaber noget faretruende. Pludselig er nummeret kommet helt op i dynamik og Graveyard spiller med alle musklerne. Nilsson synger om en stor, stor skræmmende bølge og “I Think It’s Time To Walk On”, men er alligevel fristet: “Don’t the Water look Good Today”, pludselig stilner musikken af, som en bølge der trækker sig tilbage, for derefter i et nervøst mellemspil at samle kræfter til igen at vokse sig større og skylle ind mod land med fornyet kraft. Det er et ekstremt billedskabende nummer og helt forrygende musikalsk, hvor man lever sig ind i nummeret og teksten på realplan og som metafor på menneskets kamp mellem forstand og følelser. Tænker jeg.

I skyggen af øglekongen

Jim Morrison tager i sandhed over på surfer balladen “Del Manic” , trods at nummeret er moderne og hårdere. Men det er samme vibe og man skulle altså tro at den gode Morrison har været i Gøteborg på et tidspunkt og spredt sin, Hm … poesi, for Nilsson spiller og synger i skyggen af The Doors og The Lizzard King, som om de fik ham ind med modermælken. “Del Manic” er godt nok en tung og fed Øgle, som i Morrisons sidste dage, med trommeslag der ligger milevidt fra hinanden.

Næsten topfedt

På “Birds Of Paradise” får vi rytmisk afveksling – jatak! – med den tilbagelænede rullende 6/8 selvstyre. Det har der nok  været for lidt af på “Peace”. Og numrene går lidt for meget i samme toneart, hvilket i længden kan virke lidt enerverende. Det er ellers svært at være virkelig sur. “Peace” står lidt skarpere i lydbilledet end den forrige “Innocence And Decadence” (2015), men i bund og grund er alt ved det gamle – bare en smule mere veloplagt og direkte, måske, og det klæder sgu bandet fra Gøteborg. Man er i godt selskab, tiden flyver og sangene synes overståede, før introen er færdig. De to sidste numre “A Sign Of Peace” og “Low (I Wouldn’t Mind)” repræsenterer ret godt Graveyards musikalske spændvidde og afrunder således et næsten 100% topfedt, skarpt og brandvarmt surfersyrerock album, fra det før i tiden så kolde nord. Jeg er fuldstændig klar til at høre dem på Copenhell om en lille uges tid!