Green Lung på Gehenna, Copenhell

Lad mig fortælle dig en hemmelighed: De personer, som den norske TV-serie Exit er baseret på, er i virkeligheden RockZeits redaktion. Vi har alle suspekte, men lukrative investeringsselskaber, store biler og trofæmænd/koner, som vi rutinemæssigt svigter. Tiden i vores liv er knap, og metal hører vi kun i pauserne mellem at hore, tage stoffer og udøve meningsløs vold.

Vi når ganske enkelt ikke at høre alt det metal, som udkommer, men her er den anløbne moral nyttig. Vi lader Devilution.dk, AngryMetalGuy, Sort Søndag osv. gøre det hårde arbejde og plukker topskuddene, når de har luget ukrudtet væk.

Dagens topskud er Green Lung

Så når konkurrenterne besvimer af fryd over et engelsk band, der hedder Green Lung, er det bare med at klistre kenderminen på og være i huset, når Green Lung spiller på Copenhell. ”Posers!!” skriger du, men du sidder alligevel og læser resultatet …

Der var heldigvis tid til at høre Green Lung og læse om dem på allmusic.com i Bentleyen på vej til Refshaleøen, og det var et godt bekendtskab. 5 herrer fra London, som kan deres Black Sabbath og har fordybet sig grundigt i engelsk okkultisme, som de indtil videre har baseret 2 fuldlængder på. Først den glimrende ”Woodland Rites” fra 2019 og derefter den mesterlige ”Black Harvest” fra forrige år.

Mere kul på, tak!

Efter en lille intro af middelalderfløjte gik Green Lung i gang og – uhadadada – de spillede klart, men meget lavt. Under den efterfølgende Reapers Son blev der skruet mere op, men den svage lyd skulle vise sig at forfølge bandet under det meste af koncerten. Green Lungs trylledrik af retrorock, stoner og Jon Lords orgel er på plade mixet i et massivt, samlet udtryk. Når det massive fjernes, som det var tilfældet på Copenhell, fremstår Green Lung blot som et hæderligt men simpelt rockorkester.

Håndværket fejlede såmænd intet, og især sanger Tom Templar og guitarist Scott Black gjorde bemærkelsesværdig figur. Men det var svært at se bort fra, at The Sword laver det samme med mere og federe guitar, og Wolfmother har samme lyd men bedre sange, så hvorfor flipper de andre egentlig sådan over Green Lung?

Stoner-mosh

Green Lung var nu ligeglade med vores mening og vores mange penge og smøgede ærmerne op og knoklede løs. Et engageret publikum ignorerede også os posere, så i takt med at gode numre som Ritual Tree, The Mark og May Queen blev trykket af, samledes lyden lidt efter lidt og fik sit eget tyngdepunkt.

Før Upon The Altar fik det Tom Templar til at kommandere: ”They say, you can’t mosh to stoner rock, but you will prove them wrong!”. Og så gjorde Copenhell det, som Copenhell gør bedst: Startede en moshpit. Og ved okkult mellemkomst fra Tom Templar også en stoner-wall-of-death, som udløste et stort smil hos generalen selv.

Da vi nåede frem til sidste nummer, var husarerne skredet til Pantera. Lydmanden havde endelig trykket de rigtige knapper i bund, og Green Lung var helt oppe og ringe og leverede hittet Let The Devil In. En arbejdssejr, men en sen én, som kunne være høstet før med en modigere lydmand.

RockZeit er gerne mæcener og betaler hende/ham, hvis det skulle være. Green Lung kan bare ringe. Green Lung får i mellemtiden 3 vederlagsfrie stjerner, og I læsere får en opfordring over teksten fra Let The Devil In:

Open your wallet / And let RockZeits redaktion in

I kan bare ringe.