I går udgav Guddommelig Galskab deres 4. album, med den totalt seje og grineren titel; “Kogt For Hårdt”. De havde releasekoncert i det flippede og røgfyldte Ungdomshus, og her fik jeg den nytrykte vinyl til gennemlytning.
Punk freak; den MÅ du ha’
Der er ikke tvivl om at det er punk det her. Der er masser af fremdrift i musikken og og god anarkistisk stemning… fuck det hele! Dead Kennedys-inspirationen er også uundgåelig, og det er ikke dårligt! Der er også lidt inspiration fra Slayer (som jo også er inspireret af Dead Kennedys). Der er meget garage-lyd, og det er der grund til, for det er Sir Flemming Rasmussen der sidder bag mixerpulten, og han er jo garage-metallens fader, som producerede “Ride the Lightning” og “Master of Puppets”, og musikken er ligesom disse, indspillet i Sweet Silence Studios.
Advarsel: der er ingen ballader
Den lille 7″ vinyl med de 13 numre, varer kun 13 minutter, og det er noget af en rutschebanetur man udsættes for.
Mikroalbummet har musikalsk makroformat, for det er materiale der overrumpler lytteren, og fascinerer med et guddommeligt galskab, og det er Guddommelig Galskab eksperter i
Vi får ikke lov til at kede os, for de fleste numre er fandenivoldske. Du får ingen ballader, men du får til gengæld ondt i ørene, PÅ DEN FEDE MÅDE!
Tekstmæssigt er der masser af humor, og rabiate holdninger. Og som altid i punken, skal systemet ha’ en sviner! Det sker i første nummer “Danmark Fortabt” i første sætninger;
Ti år tog det
At ødelægge lortet
I troede aldrig på det
Men nu har de gjort det
Danmark Fortabt
I andet nummer “Fix”, bliver der sjovt nok sunget på engelsk, og det er med til at gøre albummet til en rodebunke… i positiv forstand.
Hits?
Det niende nummer “Paranoia” er nok ét af de numre, som jeg personligt fornemmer stikker mest ud på skiven som et punkhit. Det er iørefaldende i genren, og mega oplagt at lave på sådan en intens punkskive. Selv siger Sune Kølster, at hviiis kan havde tænkt lidt i, hvilke tracks der kunne være et punkhits, kunne det måske være “På Toilettet”, “Fix”, “Paranoia”, “Mareridt”, “Ikke racist, men…” og “Ingen siger mig imod”. Men hvilke numre der bliver hørt som hits, er op til publikum at afgøre med tiden…
”Paranoia” har et omkvæd som ligesom stikker af fra sig selv, da vokallinjen har en anden taktart og anden feeling end akkompagnementet. Der er sgu frækt lavet. Ellers er der masser fed Dead Kennedys-inspiration i numre som ”Fix” og ”Nettet Strammes” ”Lækker”. Nummeret ”På Toilettet” starter meget Slayer-agtigt, og så kører det ellers videre i bedste punkstil. Et nummer som går helt bersærk, er “Jordens Sidste Sang”. Her bliver vi udsat for flerstemmigt primatskrig, som angriber lytteren fra alle sider, og efterlader sønderskudt og forpustet, og man får jo kun ét sekunds pause fra nummeret er slut, til det næste begynder:-)
Der er fed lyd på albummet, og de spiller godt i stilen. De spiller heller ikke for godt, og det er vigtigt i en så beskidt genre som punken. Guddommelig Galskab har i deres tid siden deres debutalbum i 1998, spillet over 100 gigs, og det er fedt at fornemme at de brænder for. Hvis du ikke fik release-koncerten på oplevelseskontoen, så er der nok rig mulighed for at støde på dem live i fremtiden…
…i mellemtiden..
…kan du indstille dit rullebord til 45 omdrejninger pr. sekund, fyre op for forstærkeren, og ommøblere din stue med din moshende krop.
Mikroalbum i musikalsk makroformat
Artist: Guddommelig Galskb
Album: Kogt For Hårdt
Realease: 27/10 2016
Tracklist:
1 Danmark Fortabt
2 Fix
3 Ingen Siger Mig Imod
4 Jordens Sidste Sang
5 Fandme For Dumt
6 Hardcore Haiku
7 Mareridt
8 Født Før Damp
9 Paranoia
10 Ikke Racist Men…
11 På Toilettet
12 Nettet Strammes
13 Lækker
Lineup:
Sune “Køter” Kølster – Vokal og bas
David Ciccia – trommer og kor
Rasmus Bauner – Guitar og kor/vokal
Anders Theilmann – Guitar og kor
——————————
Coverart: Sara Koppel
Skriv et svar