Guns N’ Roses på Helvíti, Copenhell

Jeg holdt hele vejen. Det havde jeg ikke troet. Det var nemlig fra u-pålidelig kilde blevet varslet at Guns ville spille over tre timer fra klokken 21.30. Det havde man så forhandlet ned til regulære tre timer, og så ville det blive lidt sent efter en hård dag for deres udsendte. Men jeg kunne ikke gå fra det.

Guitars kom virkelig frem i soloerne. Richard Fortus guitar, tyk og fyldig. Fed timing, overraskende licks, ærligt og uden floskler. Slash, med en noget tyndere sound, men desværre flyvende rundt uden retning, og oftest helt langt væk fra puls og rytmik. Ikke engang i synkoper, eller med sjæl, selvom han på skærm i close up´s lignede en der følte noget. Jeg beklager, men det meste af tiden for denne ikoniske guitarist, som bliver regnet for en af verdens bedste, gik faktisk med at demonstrere: ”Se hvor hurtigt jeg kan spille.” Men det låste sig kun sammen til resten af bandet i korte perioder. Og det strittede i alle retninger, oftest afsluttet med en stress hånd vibrato. Underligt at Slash ikke føler sig outplayed af Richard Fortus, som jeg hellere havde hørt mere til.

Og så var der alligevel et højdepunkt for Slash da han fik solo spottet for sig selv. Jeg var ikke på noget tidspunkt i tvivl om at han havde lyttet til den nu afdøde Alvin Lee fra Teen Years After, Jimmi Page, Eric Clapton samt her og der Jeff Beck, for i det meste af den ti minutter lange solo, sprudlede det frem med hele den britiske guitar sound´s og riff´s. Det gik rigtig godt så længe han ikke skulle holde sig til en rytmisk puls. Men så var vi ellers tilbage til ”more is more and fast”.

Men ud af front PA speakers, der kom de guitars altså, til min store begejstring. Det hele taget var house mix heldigvis igen pænt fordelt mellem hele bandet. Det betød så også, at man kunne høre hvad Duff McKagan på en gammel Fender bas spillede. Og det sad, så meget i postkassen, i hvert fald så meget man nu kan bedømme det når lyden flyder lidt rundt over det hele på pladsen. Men Duff fik heller ikke lov til at skride for meget ud på rytmikkens motorvej. Han blev grundigt holdt på plads af en både funky og heavy spille stil fra trommeslageren Frank Ferrer. Hvad der også glædede mit organiske øre var lyden af et rigtig ægte piano. Et akustisk et. Hvordan man har fået det mixet op så det virkelig kunne høres under keyboard kunstneren Dizzy Reed solo præstation, uden feed back hyl ville jeg gerne vide. Det kan nemlig være svært nok at mike akustiske piano og flygler op.
Hvad den anden keyboard musiker Melissa Reese spillede var mere diffust. Primært klangflader og noget sub bas. Men man havde ikke kunnet undvære hende.

Og så luskede Axl Rose ind og blandede sig i det hele. Væk var det lange, lange hår, og det vilde kostume. Lidt vekslende jakker, over en T-shirt, det var det. Smilende og næsten uskadelig venlig stod han, gik han, periodisk løb han hen over scenen, mellem Duff, Slash, og Richard. Dog i enkelte glimt sås lidt resterende vildskab i hans øjne. Men ellers kunne han lige så godt have været en af maskin arbejderne ude fra udrustnings kajen på det gamle værft, bortset fra at man nok ikke havde set ham sidde og bælle bajere i Tutten, i det gamle marketenderi på værftet. Axl er blevet clean. Og det sang han også om i ”Coma”. Det er han selvfølgelig klart glad for, hvis han har hængt helt ude på den anden side af puls og liv, men reddet tilbage igen. Og har der nogensinde været konflikter mellem Axl og de andre i bandet, så er gulvet vist fejet rent nu, mens han sang ”I could´nt have done it without you”, mens han kammeratligt holdt Slash om skulderen og så kærligt på ham. Hvordan sang han så? Med få undtagelser, lå det lige i køleskabet. Pitch, rytmik, styrke, dynamik. Underligt nok følte jeg at to tredjedele henne i koncerten, syntes jeg noget af toppen / diskanten forsvandt fra Axl´s mic.

Til min store overraskelses, sås heller ikke her, en eneste gt. amp på scenen. Om de har stået op miked bag kulisserne ved jeg ikke. Men forhåbentlig er dette ikoniske band ikke faldet for fristelserne for at benytte digitale amp-simulatorer, fordi det er nemt, og ikke bryder sammen eller brænder rør af. Jeg tror det ikke, for der var tydelig forskel på Frank og Slashes guitar sounds.

Som det selvfølgelig må være, så blev hele bag kataloget rullet op for det massive og begejstrede publikum. Selvfølgelig blev alle hits som ”Sweet Child of Mine”, ”Welcome to the Jungle”, ”Knockin on Heaven’s Door”, absorberet af alle former for fans, næsten for største dele af nostalgiske grunde. Der blev kysset, holdt om hinanden, og slingret i alkoholens uforudsigelige magt, med løftede arme. Nogle gange længe, og nogle gange ganske kort, fordi man pludselig tabte evnen for balance. Og det var i hvert fald ikke lydtrykkets skyld, selv der var turbo på.

Selv mistede jeg balancen fordi ryg og ben var lige til køjen. Men jeg blev holdt oppe af et rigtig godt real rock and roll show, med det meste af dét der skal være tilstede i denne oprørske musik, så oprørsk den nu kan være for nutidens publikum, hvoraf de fleste til Guns koncerten højest sandsynligt ikke havde interesse i at høre de ”farlige” bands som denne motherfucker festival ellers præsenterede, under top fede forhold, og pragtfuld mad.
Den Gamle Sure Skipper siger go´nat og går i køjen, 01:30 står der i log bogen.

4 stjerner til Guns N’ Roses.