GZHU: 2 Many Devils sparker grum punk røv!

Jeg har intet i mod retro/sunset strip/hardrock bands, som glam’er derudad i Mötley Crues og Scorpions rille og skaber et befriende ubekymret billede af en tid der ikke længere findes og egentlig aldrig har eksisteret andet end i fantasien. Det kan være ganske fornøjeligt. Men gud hvor er det bare fedt, at der lige pludselig kommer sådan en uventet og dansk odd ball som GZHU’s plade “Too Many Devils” fysisk med posten og uden varsel sparker benene væk under mig.

Midt i alle de mange nye vellydende og regelrette hardrock bands, så kan man godt gå og savne lidt galskab. Lidt punk, lidt abnormitet, en musikalsk mutant, som ikke kigger sig tilbage og ikke forfiner noget som helst. Mine damer og herrer…. GZHU!
De beskriver deres musik som “Genreoverskridende ballademagerier fra den elektroniske garage, med guitarkant, skarpe beats og vokal helt uden højdeskræk.”

Sankt Anger & Kill Bill

Det er sikkert fint nok med det, man kan jo kalde det så meget, kan man. Jeg kender intet til dem i forvejen, men jeg må bare sige, at deres musikalske billedesprog er så far out, at anything goes, sålænge der eksisterer en vis portion punk ånd og en rød tråd i galskaben. En skøn, skøn uskøn blanding af synth, punk, metal og pop. Kig på frontcoveret og lyt til deres musik og ikke mindst Liza Rosenbaum Nielsens corny punkede vokal, nøj hvor er det bare Voivod på dansk. Hendes intervaller og toneklang minder sgu til tider om Denis “Snake” Bélanger, hvilket herfra er en stor kompliment. Han søger nemlig hele tiden de usikre veje i sin sangopbygning, alt andet er jo kedeligt.

Allerede fra start får vi smidt deres musikalske Jackson Pollack maleri lige i hovedet med den ustyrlige og rå åbner “Are You Game?” Det er så anarkistisk, bizart, pågående og intenst, og jeg får lavet en mental soundhybrid mellem Metallicas Sankt Anger og den japanske tøsetrio fra Kill Bill. Alt er unuanceret og råt, og from the heart; “Antimatter” sparker helt gedigen røv og hvis Industrial Punk nogen sinde gav mening som stilart, så må det i høj gad gælde med “Silent Boy” med sine simple, men bizarre akkorder og en hidsig drum programming. Nummeret igangsættes af et næsten komisk simpelt molakkordskift på et sekundtrin. Men det virker, og igen, Liza Rosenbaum Nielsens punkede vokal får lidt distortion effekt og det hele bliver sådan lidt amiga-tech-punk agtigt på den allerfedeste måde. Titlen og omkvædets frase “Silent Boy” gentages  hen over variationer af de samme akkordstrukturer med rytmisk og instrumental afveksling. “Space Time Distortion” er et dragende nummer, med konstant dynamisk skift mellem roligt vers og et intenst og beskidt omkvæd, med nogenlunde samme akkordgrundlag.

GZHU’S eget monster

Det er sådan set lige meget med al den analyse, for det er deres attitude, deres skødesløse brug af den store populærmusik buffet, som er drøn charmerende og forfriskende. De er faktisk helt gale i hovedet, og et af mine yndlingsnumre, “Intense”, har en megafed intro, og jeg er igen vild med deres drumprogramming, i kombination med en tarvelig skrabet punkrock æstetik, med flabet kvindevokal på toppen. Nummeret løber fuldstændigt polka-løbsk undervejs, ud på det vilde overdrev, og man er i fare for at blive hægtet af. Men trods GZHU’s krystalklare vanvid bevares hele tiden sansen for et godt nummer, som tager lytteren i hånden hele vejen. Tak for det. I er gode, er I.
Det er noget af det nyeste ny musik, jeg har hørt længe. Jovist har de stjålet med arme og ben, men de har sammensat deres helt eget monster.

GZHU fejrer i øvrigt deres release på pladepresseriet Nordsø Records torsdag, og i følge deres promotion, bliver øl “…solgt i baren af de glade drenge fra Nordsø Records. Adresse: Nordsøvej 8, 18.30.” Og pladen kan købes på stedet, do it!