GZHU sparker fortsat punkrøv på deres andet album “Crocodile Tears”

GZHU græder sig, titlen til trods, ikke just igennem de 10 skæringer på debutens opfølger. Tonen er stadig skinger, brutal, in your face, retro britisk-punket, avantgarde, anarkistisk, støjende og new wave plastisk, men en my mere retningsstabil og knap så udfordrende, som den første. På godt og ondt. Der er tale om en nulsum. De er lige så gode og udknaldede som på den første. Tak.  

Stort set lige så uventet som GZHU’s debut “Too Many devils” landede i vinyludgave i den gammeldags indbakke, lige så forbavset blev jeg, da de midt i min tiltrængte sommerferie pludselig meddelte mig, at nu kunne det ny album snart hentes i den lokale pakkestation. Allright. Ingen grund til at pakke noget ind. De to løbske Duracell kaniner, Liza Rosenbaum Nielsen og Peter Bøggild kalder udspillet for space-electro-punk album, med træk fra “punk, techno, dub, rock” og det kan vi ikke være uenige i.

Rosenbaum rules!

Krokodillen snappede efter mig, med det samme, jeg satte ploven i dyret. Rosenbaums vokal er på en måde mere central og stillet frem i lyset som det bærende element. På deres første udspil, kæmpede hun lidt mod instrumenter og støj og sådan skal det jo være, punk skal være noget rod, det skal have kant – og garage. Men fokus på hendes vokal muliggør alligevel, at hun kan folde sig mere ud, og jeg er personligt meget tilfreds med, at hun viser større bredde på den ny. Hun er sgu god til at skifte humør og tempo i sin vokal på en lettere psykotisk måde. Eksempelvis på “Miss Insanity”, hvor versene minder om de sukrede og dybt uligevægtige lollypop tøser fra Strawberry Switchblade, helt nede i firserne (wow dem savner vi – Refn må kunne bruge dem til sountrack på en ny voldsfilm), men hvor omkvædene er skabede og bidske og sparker som en vild hest.

Den britiske flabede ungpige attitude er så pirrende som altid og den virker godt her. Især fordi man ved, at Rosenbaum lige pludselig losser en i kuglerne. Og det gør hun mange gange, ikke mindst på “Telephone”, som er svineaggressiv, indeklemt og knugende i sit udtryk og Rosenbaum er bidsk som en kvindelig James Hetfield, og faktisk har nummeret klanglige træk til fælles med det udtryk som metalkongerne fik slag for på “Sankt Anger”, både i visse formled og hendes fraseringer – “Words at the speed of sound – They keep me on the ground” – men også guitarens tunghed, en ting jeg også noterede mig på første plade. Når de er mest melodiske og tech’ede, serverer de et nummer som “Predator?”. Hold op hvor er det bare britisk, hudløst simpelt synthpunk og dragende, man nyder den vemodige puls, og pludselig stopper det hele til den ironiske sætning “You’re wasting your time”.  Men jeg er lige så vild med det skizofrene nummer “Vertigo”, med brutal synthpunk assault i det ene formled og svævende synthstemning i det andet, og det viser bare, at de har meget at byde på.

Mere dybde

GZHU’s “rolige” numre tilfører en dybde, som jeg ikke mærkede på samme måde på deres første udspil.

“Not your enemy” starter helt nedbarberet med støvede cowboyguitar, og lydbillede er taget fra et Tarantino/David Lynch soundtrack. Intet synth her eller tunghed. Det kommer dog hurtigt, og drumprogramming og guitarstøj, og ikke mindst Rosenbaums vokal giver det langsomme nummer en besynderlig krop, som virker abnorm. Nummeret er kort og det er godt, for det virker som om krokodillen har spist en elefant og dårligt kan slæbe sig ud i sumpen igen. Den når det dog lige akkurat, inden mavesækken eksploderer. Musikken matcher den sære dobbelttydige tekst(?), som antyder en kamp/samleje mellem to personer, en magtkamp, dominans, et spil, hvor intet nødvendigvis er, som det ser ud:

“False flag and I sneak inside, and you know

I will set it all on fire, and you stare at my crown of rusting gold

You’re burning down

like a weatherd tree, and your bones they feel so feathery

I’m merciless and made of light

 But I’m not your enemy”

Uligevægtig balance

På den anden side, kan man ikke stepdanse rundt på atomer konstant, man er nødt til også at trække vejret.

Så, alt i alt en plade med GZHU’s skizoide signaturtræk som stadig er til stede i rigt mål. Og måske i endnu videre udgave. Vi får stadig en masse Bauhaus rod, en masse tech sound med de fedeste beats og opfindsomhed i formled og rytmik, så man føler, man får stukket fingre i øjnene.

Men midt i skizolydbilledet er der altså balance, og det gør, at man ikke får for meget af det ene eller det andet. Jeg ved ikke helt om jeg kan greje deres valg, at lade det mere rolige nummer “Not your enemy”være det sidste, da man forventer at de slutter med et brag. På den anden side, kan man ikke stepdanse rundt på atomer konstant, man er nødt til også at trække vejret. Det kan være en hård kamp at skabe en plade, stort set på egen hånd, og Peter Bøggild har da også udtrykt, at processen har ført duoen rundt i hele følelsesregistret. Men klap jer selv på skulderen, kom ud og blæs spillestederne omkuld, tag herefter en dyb indånding og lav liiige en til – for os andres skyld, om ikke andet.

Duoen holder releasefest den 29.08.2019 på Nordsøe Records, fra kl. 17:30 og frem til 23:00, hvor først The Recorded Voice varmer op for GZHU, der så går på cirka kl. 20:00: Her fra redaktionen skal der lyde en opfordring til at troppe op, det bliver ikke kedeligt!

GZHU’s ny singlevideo “Deprincess”: