Ingen slinger i valsen med Hatesphere

Gennem årene har Hatesphere med en del udskiftninger formået at revitalisere sig og fastholde sin grund DNA. Samtidig har de sørget for at holde et stabilt udgivelsesflow. Derved kan de se tilbage på 18 år som et af Danmarks mest solide, førende og nærmest legendariske thrash bands, og derfor må man også forvente, at de leverer varen live.

Først skulle Aphyxion sørge for at publikum var varmet godt op, og med Forbrændingen som ramme, havde man en vished om at afviklingen af koncerten og lyden ville være i orden. Lad mig tilføje, at Aphyxion bestemt ikke er noget tilfældigt papkasseband. Deres album “Earth Entangled” fra 2014 gik sin sejrsrunde i både nationale som internationale medier. De har  spillet på steder som Wacken Open Air og Copenhell. På Forbrændingen spillede de stramt, svinesikkert, og fik med en masse power leveret deres velskrevne numre på et højt niveau. Michael Vahl i front havde en cool growl. Han var både energisk, sympatisk og fik skabt en fin kontakt til det, på daværende tidspunkt, sparsomme publikum. Aphyxion har eksisteret siden 2007, men virker hundesultne, som om de først lige er gået i gang. Dem ser vi forhåbentlig snart mere til.

Dygtige Helte

Uden at nævne navne, må det siges at være en oldgammel skik for metalbands at benytte sig af et i forvejen velkendt og dramatisk film/serie tema, og igen i aften blev publikum således budt på temaet fra kultdetektiv-serien “De uheldige helte”. Hatesphere gik herefter igang med deres koncert med brask og bram og udstråledes bestemt ikke noget uheldigt overhovedet. Tværtimod besidder de trods adskillige udskiftninger en enorm rutine og fasttømrethed, som få andre danske thrash bands kan mønstre. Allligevel overraskede det lidt, at Hatesphere ville være i stand til at distancere sig så markant fra Aphyxions solide opvarmer præstation. Hatesphere ramte mig med deres første toner med uventet kraft og punch, og det ny nummer “Lines Crossed Lives Lost” er en indiskutabel isbryder og igangsætter. Ret hurtigt havde man følelsen af, at det her kunne blive en rigtig god aften. Esse er en formidabel frontmand, som ikke kun fungerer som katalysator for Hatespheres publikum-kommunikation, nej han personificerer også deres mørke univers og han formidler i fakter og grimasser musikkens bidske væsen, så man oplever, hvorledes Hatesphere er ét uhyre, og hovedet er helt klar over, hvad halen laver. Samtidig er det simpelthen ikke muligt for ham at nedtone sit entertainer gen, og hans ofte humoristiske og selvironiske kommentarer, bidrog til at skabe en afslappet men tændt stemning blandt publikum. Endvidere kan man med det samme mærke, når bands kan lide hinanden og deres sange, og Hatesphere viste tydelig spilleglæde, hvorved de hurtigt formåede at vække de forholdsvis få fremmødte fredagsfyraftensramte familiefædre fra deres træthed og adskillige gange under koncerten få dem til at headbange som moshpit-masende metalheads.

Rutineret og rutinepræget underholdning

Hatespheres spiller uhyggeligt stramt, de har mange kreative form og temposkift, deres breaks rammer plet hver evig eneste gang, og Hatesphere er mestre i med deres egne revolvertricks at bygge en historie op på kort tid og bevare høj energi. Jeg er ret vild med Mike Parks solide arbejde med dobbeltpedalen, ikke mindst i numre hvor der skiftes til dobbelttempo, der bevarede han det gode flow. Jeg kan heller ikke lade være med at blive fascineret af, hvor sikkert guitaristerne spiller hæsblæsende riff videre over breaks uden at tabe eller øge tempo.

Rent performancemæssigt havde Hatesphere gode overgange mellem numrene og benyttede sig lejlighedsvis af enkelte men virkningsfulde indstuderede fælles moves, som fastholdt dynamikken. De vekslede fint mellem nyt og gammelt for at få publikums langmodighed til at række, og til præsentationen af “The coming of chaos” trådte Esse da også i karrikatur: “hvis vi nu spiller noget gammelt lort, lover I så at I vil hygge jer lidt mere?”

Good, mean family entertainment you can trust

Hatesphere synes at have en mere eller mindre defineret formel, som de bruger i deres sangskrivning, hvilket giver en let genkendelighed. Ganske vist minder de om mange andre thrashbands, men først og fremmest lyder det som Hatesphere, hvad enten forsangeren hedder Bredahl, Albrechtsen eller Hansen. Det er good, mean family entertainment you can trust, hvis du forstår. Denne formel, som de garanteret holder godt fast ved, kan til tider virke mod hensigten, det bliver i nogle numre mest til et godt stykke håndværk og knap så meget ud-af-boksen tænkning, her tænker jeg mest på “Murderlust”, hvor hele bandet “bare” passer butikken. Ulempen ved at være så gode til det man gør, er at man risikerer at miste opmærksomheden på, om man er begyndt at sande til. Så galt går det nok alligevel aldrig, om ikke andet så på grund af de nødvendige udskiftninger undervejs (så hvem står for tur næste gang, Pepe?).

Jeg var personligt godt tilfreds med, at de spillede en del numre fra deres nyeste album, som vinder ved flere gennemlytninger og “New Hell” er i sig selv et stærkt trumfkort. De havde heldigvis også husket at forkæle os med nogle numre fra deres hædrede album “The Sickness Within”, og titelnummeret “The Coming of Chaos” virkede i den grad som crowd-pleasere. Tak for det. Til sidst er der at sige, at tiden gik alt for stærkt, hvilket jo må betyde, at jeg var i godt selskab i denne af navn hadfulde kreds.