Ud af den mørkeste, ondeste danske muld kravler HateSphere med deres 10. album “Reduced to Flesh” – de er ikke kommet op i lyset efter en runner med brunner – og de er helt sikkert heller ikke kommet for at kæle for dit selvværd. De kommer med en vred ondskab for med deres mørke lyd- og tekstunivers at fortælle dig, at dommedag er kommet!
Nye elementer i sfæren
HateSphere er kravlet op af den mørke muld med alt det der har virket for de garvede dødsthrashere på de 9 foregående albums: tunge blastbeats, thrash riffs og ond vrængende/brølende vokal – nossesparkende god klassisk thrash med en stor dosis død! Men dybt nede i den mørkeste muld har de alligevel fundet et par overraskende elementer frem til det nye album “Reduced to Flesh”.
På introen “Praeludium” akkompagneres guitaren af violiner i ildevarslende crescendo inden det første riff og tunge trommer rammer hårdt for blot at lade violinerne slutte af med lyden af noget stort der styrter mod jorden inden det hele eksploderer i blastbeats og riffs i “Corpse of Mankind”, som er skønt lige-i-fjæset thrash af den gamle skole. Nummeret har et møglækkert breakdown og melodisk guitarsolo der får dødsenglene til at synge.
Og så begynder de nye elementer at snige sig ind fra mørke kroge….
Esses vokal er igennem albummet ond og vred som vi kender og elsker den, men variationen på vokalen er lidt større på det her album – vi får skrig der nærmer sig black og på “Ruled by Domination” har der sneget sig en smuk klar vokal ind. Personligt er jeg ret stor fan af variationen på vokalen albummet igennem.
Men det er ikke kun vokalelementer der har sneget sig ind, det har en række lydklip også. På titelnummeret “Reduced to Flesh” og “Afterlife” brydes den brutale, hurtige, tunge, velkendte lyd af lydklip som taget direkte ud af en gyserfilm – virkningen er ikke til at tage fejl af…. mine hår i nakken rejser sig ihvertfald en smule.
“Can of Worms” er mit absolutte favoritnummer på albummet – udover at være hurtigt og vredt, som det skal være, er omkvædet fængende og så sniger der sig et melodisk stykke ind med symfonisk orgel og guitarsolo der skaber en længselfuld stemning der nærmer sig Dan Swanöske dimensioner – og det er jeg sgu lidt en sucker for!
Dommedag nu!
Hvis man kan tale om et gennemgående tema på HateSpheres nye album må det være Dommedag! Albummet er gennemsyret af en generel apokalyptisk stemning, som til dels skabes af musikken, og til dels af de lydklip der er i flere af numrene og ikke mindst i teksterne.
HateSphere har formået at skabe en rød tråd igennem albummet hvor lyd, tekst og stemningen går op i en højere enhed. Eksempelvis hensættes vi allerede i titlen på introen “Praeludium” til en begravelsesstemning, som følges op af det dystre kirkeorgel i “Lethal Mistakes” og fuldendes af “Afterlife” hvor dysterheden tager til i både vokal og musik.
Tekstuniverset på albummet er exceptionelt vredt og ondt – det kæler på ingen måde for lytterens selvværd men taler direkte til følelsen af, at menneskehen er en elendighed i sig selv. På “Ruled by Domination” vrænges gentagne gange “You are a failure” og den toppes af nummeret “Petty” hvor “You suck” nærmest er et mantra inden nummeret slutter med “How sad it must be to be you – you petty little man!” Men jeg kan lide det! Det holder hele vejen og passer perfekt til stemningen på albummet og Esses vrede. Han nærmest spytter ordene ud i hovedet på lytteren, som må stå og mærke det varme spyt drive ned over kinden, mens det går op for en at kvintetten jo har ret – menneskeheden er igang med at begå kollektivt selvmord!
“When you sow your seeds on barren land – You will see the end of Man……”
Gennemført!
Der er simpelthen ikke et nummer på den her skive, som jeg ikke elskede ved første gennemlytning – samtlige 10 numre hamrede lige ind i hjernebarken med 7-tommers kistesøm og blev siddende!
“Reduced to Flesh” er vredere, ondere og mørkere, men indeholder alt det der har holdt HateSphere på toppen de sidste 18 år. Samtidig har bandet fået tilføjet nye elementer både på vokalen og det musikalske samt et par atmosfæriske, symfoniske elementer, som virkelig taler til mig og som bidrager til at fuldende universet på albummet! Så der er dømt fuld plade herfra!
Release Feast i Vega med Sinsaenum
HateSphere turnerer i øjeblikket Europa tynd med Sinsaenum. På søndag d. 21. oktober rammer de Vega og serverer “Reduced to Flesh” albummet til thrash-hungrende publikum i mundrette bidder! Inden bandet giver en times releasekoncert på det nye album, giver de en lyttersession og live interview til vores kollegaer hos Devilution.
For at komme i rette stemning kan du fodre din samvittighed med menneskehedens elendige tarvelighed med videoen til “Corpse of Mankind” – enjoy!
Hatesphere - Reduced to Flesh
HateSphere - Reduced to Flesh
udgives den 19.10.2018 via Scarlet Records
Tracklist:
1. Praeludium
2. Corpse of Mankind
3. Nothing is Definite
4. Ruled by Domination
5. Reduced to Flesh
6. Can of Worms
7. Lethal Mistakes
8. Petty
9. Afterlife
10. Despicable You
Line-up:
Esben “Esse” Hansen: Vokal
Mike Park: Trommer
Jimmy Nedergaard: Bas
Kasper Kirkegaard: Guitar
Peter “Pepe” Lyse Karmark: Lead og rytme guitar