Det britiske band Headspace udgiver deres andet studiealbum, og i forhold til deres glimrende forrige ”I Am Anonymous” er forventningerne nok store blandt deres fans. Og man bliver ikke skuffet!
Headspace blev dannet i 2006 af keyboardspilleren Adam Wakeman og sanger Damian Wilson, og består af en bunke erfarne musikere, som har været med i et væld af officielle indspilninger og livekoncerter. F.eks. spiller Wakeman i Ozzy Osbourne Band (både keyboard og rytmeguitar), og Wilson var forsanger i Threshold i mange år. Headspace´s ”All That You Fear Is Gone” er anden del af en planlagt triologi, og 3. album er stort set allerede udtænkt, udtaler forsangeren Damian Wilson i nyhedsbrevet fra Inside Out Music.
Langt og godt
Headspace fatter sig for det meste ikke i korthed på dette 73 minutter lange prog rock-album, og det er kun godt! Albummet består af 12 numre, og der er nogle gedigne lange numre på albummet, og det er en fornøjelse når de går i gang, for man fornemmer med det samme at det musikalske udtryk lægger op til, at der skal fortælles en god lang historie, f.eks. i det længste nummer ”The Science Within Us” som varer over 13 minutter. Men de er dog også gode til at fatte sig korthed, når de vil, for der er også korte numre som hænger godt sammen og ikke behøver at have mere fyld på.
Der er masser af Dream Theater og Spocks´ Beard inspiration på albummet, men Headspace spiller lir på en anden måde, og de er gode til at få sætte eget præg på den virtuose stil.
Albummet lægger ud med “Road To Supremacy” som allerede giver os noget specielt i den progressive rock. Et rytmisk skævt guitar-riff kører et godt stykke tid og keyboard og vokal svæver henover. Først efter 1½ minuts tid kommer der trommer på. Det musikalske udtryk er allerede, her i det første nummer, ret meget oppe at ringe, og Spock´s Beard fans ville helt sikkert kunne lide dette univers. Nummeret afsluttes med en klavermelodi som man kunne ønske skulle køre lidt længere. Den sidder lige i kassen. Men til gengæld eksploderer andet nummer med mange klavertoner, så være bare rolig…
…det er i nummeret ”Your Life Will Change”. Her viser Headspace at musikken på albummet kommer til at bære præg af tæt instrumenterede numre med masser af toner og masse af fed stemning.
En mere rolig stemning får vi i 3. nummer ”Polluted Alcohol”. Tja, der er endda country-guitar med masser af slide, men ikke helt country-rytmer…for der her liiidt mere skævt!
Det førnævnte lange nummer “The Science Within Us” starter med et godt tromme-groove med et dejligt tørt elbas-riff, og så begynder det ellers bare at køre derud af med de fedeste idéer. Led Zeppelin-inspirationen er tydelig i dette her nummer, men klangen er lidt mere venlig i Headspace´ musik (men det kommer lidt tæt på hæs vokal og guitar-krads som i Zeppelin). Der er endda også lidt inspiration fra Depeche Mode i valget af keyboardlyde. Det er et nummer som man kan høre igen og igen. Det indeholder så mange æstetiske passager, og disse smelter perfekt sammen, og i slutningen bliver der disket op med det fedeste lir, som falder lidt ned, og ender i et fedt groove som afslutter dette fantastiske prog rock nummer.
…ja, og så er der jo det sidste nummer “Secular Souls” som heller ikke kan gå forbi fans med øre for det storslåede prog rock. Nummeret varer over 10 minutter, men det føles på én eller anden måde meget kort. Måske fordi materialet har en utrolig fokuseret retning…og så ender nummeret abrupt, hvilket er overraskende når det er det sidste på albummet. Temmelig frækt lavet.
Vurdering
”All That You Fear Is Gone” har en god ro, samtidigt med at der er spænding i musikken. Dette er en svær balance, men Headspace er virkelig sikre i deres sag når nummer efter nummer lader tonerne flyde af sted henover skæve rytmer.
Damian Wilson er en slags afdæmpet Robert Plant, og han kan godt nogen gange blive lidt overgået af den fyldige instrumentation. Vokalfraserne er måske liiidt for pæne i det lange løb, og man kunne måske ønske at Wilson følger instrumenternes intensitet, eller måske, at instrumenterne skal følge sangens intensitetsniveau. Men det skal ikke misforstås, for det er virkelig et fantastisk album.
Harmonierne er godt sat, og der er masser af lækre smagfulde dissonanser og spændende akkordskift, alt dette instrumenteret på en måde, hvor musikken bliver behagelig at høre på, og ikke øreskærende avantgarde-agtig rock.
Det giver mening at der er 12 numre på albummet, for Headspace har utroligt meget at byde på. Også placeringen af numrene er helt gennemtænkt, og lytteren når at slappe af, og samle mental energi til de mere komplicerede afsnit…og dem er der en del af…
Alt i alt er det en fantastisk plade som jeg helt sikkert kommer til at høre mange gang i mit liv!
Headspace: All That You Fear Is Gone
Line-up:
Adam Wakeman – keyboards
Damian Wilson – vocals
Pete Rinaldi – guitars
Lee Pomeroy – bass
Adam Falkner – drums
Tracklist:
1 Road To Supremacy
2 Your Life Will Change
3 Polluted Alcohol
4 Kill You With Kindness
5 The Element
6 The Science Within Us
7 Semaphore
8 The Death Bell
9 The Day You Return
10 All That You Fear Is Gone
11 Borders And Days
12 Secular Souls
Label: Inside Out Music
Release: 26.02.2016
Skriv et svar