Heartland 2026

Det har aldrig været nogen hemmelighed, at jeg de gange jeg har besøgt Heartland, har været vild med denne festival… Været vild med alle de forskellige tilbud den har budt på. Det være sig kulturelt, gastronomisk, mentalt, og selvfølgelige ikke mindst musikalsk. Der har altid været noget for enhver smag. Og hvis der ikke lige er noget man umiddelbart har lyst at høre, eller man bare gerne vil sidde og slappe af, spise noget god mad, eller deltage i andre aktiviteter, så er alle de andre muligheder tilstede.

Alle disse muligheder fandtes også i 2026. Talks, kunst, yoga, linedance osv. osv. Og det er jo fantastisk, at har man lyst at trække sig lidt fra musikken, måske blot et par timer, så kan man det.

Når alt dette er sagt, så var der i år en lille forskel musikalsk. Her med mener jeg, at genren på mange måder var noget ens. Der var fokuseret meget på de mange unge, kvindelige kunstnere Danmark pt. har at byde på. Og al ære og respekt for det.

Hvad jeg bemærkede i år var, at de lidt mere rockbetonede musikalske indslag, var desværre var blevet reduceret væsentligt og det finder jeg meget trist.

Dette betyder også, at der i år, ikke er så voldsomt meget at skrive om. Desværre.

Gnags på Greenfield scenen torsdag d. 18. juni

Et af de navne RockZeit virkelig havde glædet sig til var Nick Cave, som vi også anmeldte da han besøgte Royal Arena i oktober 2024.

Desværre blev RockZeit ikke akkrediteret til denne koncert, så den smuttede. Det var lidt af en skuffelse, mildt sagt.

Der var så muligheden for, samme dag at snuppe en gang “gode gamle Gnags”. Dem havde jeg ikke hørt live siden Roskilde 1975 el -76. Og Gnags er nu en gang, et gammelt dansk rockband.

Det var en sand fest, en stor fællessang som jeg tror ville have fået selv den mest hardcore rock elsker til at bryde ud i sang, for Gnags kan stadig efter hele 60 år!

Peter A.G. og Co startede en sand fest og fik alle på plænen foran den store Greenfield scene med ind i deres bagkatalog, der efterhånden dækker flere generationer af danskere, og dermed fungerer som samlingspunkt for så mange af os… Det er jo fantastisk!

Når man taler om Gnags’ bagkatalog, så fik vi en perlerække af skønne Gnags sange og plænen gyngede fra start til slut.

Der blev sunget, Den dejligste Morgen, Danmark, Vilde Kaniner, Når Jeg Bli’r Gammel, Lav Sol Over Aarhus, Mr. Swing King, Slingrer Ned Ad Vestergade osv. osv.

Det var et stærk hold Peter A.G. havde bag sig, de spillede forrygende, og han blev vokalt bakket godt op af sine korsangere, for A.G.’s stemme er med tiden blevet lidt rusten, and so what! Han er stadig Peter A.G., en skøn gummimand på en scene. Han har altid haft sit helt specielle kropssprog og sine specielle grimasser, og det har han stadig.

Det er befriende med musik der dækker over generationer og på mange måder definerer vores fælles opvækst, noget vi alle kan samles om.

Det var på mange plan virkelig skønt at høre og se Gnags live igen.

4 None Blonds på Greenfield scenen fredag d. 19 juni

Festivalens anden dag stod på lidt med relevans for RockZeit.

Greenfield scenen blev indtaget af bandet 4 Non Blondes.

Jeg havde faktisk glædet mig enormt til at høre dem, og mest af alt p.g.a. nummeret Whats Up, skrevet af sangerinden Linda Perry.

Nu er det mange år siden bandet var aktive. De blev dannet i 1989 og allerede opløst i 6 år senere.

Linda Perry ville hellere skrive og producere for andre, og det må man give hende. Det kan hun!

Hun har grundlagt 2 pladeselskaber, komponeret og produceret en hulens masse musik for andre kunstnere, ikke mindst for andre power kvinder.

4 Non Blondes har blot én albumudgivelse bag sig; Bigger, Better, Faster, More! fra 1992, og ét hit med sig i rygsækken, så hvordan en koncert så mange år senere ville spænde af, var jo lidt spændende, de var jo unægteligt et sats at hyre ind på den baggrund.

Linda Perry kom ind på scenen i følgeskab med hendes datter, Rohdes Emilia, der havde fået til opgave at præsentere bandet.

Linda Perry er en charmerende power kvinde, en urkraft, med en hulens masse talenter. Sådan har jeg altid opfattet hende.

At få et publikum med sig, er så desværre ikke et af dem, ikke denne eftermidag i hvert tilfælde.

For længe siden læste jeg, at de ville udkomme med et nyt album til sommer. Fedt tænkte jeg, så kan vi nå at lære det at kende inden. Det kom bare ikke. Fra scenen fortalte hun, at det ville komme til oktober, og så er det jo heller ikke fornuft, at spille en hulens masse nye sange som ikke en sjæl tidligere har hørt.

Det gav absolut ingen mening. Flere af sangene var tilsyneladende så nye, at Linda Perry ikke kunne teksten, og måtte læse dem på hendes iPad. Det er ikke proft nok, det er pinligt.

Vi ventede og ventede efterhånden kun på ét nummer, nemlig What’s Up, og det var lagt til slut i koncerten.

De 4 ikke blonde tabte i mine øjne sit publikum lige ned på jorden.

Igen, det er så sandelig også et sats at gå på tour med kun et album, og ét der udkom så mange år tidligere.

Desværre føltes denne koncert som et stort flop, men nok ikke så uforudsigeligt endda.

Hugorm på Greenfield scenen fredag d. 19 juni

Når vi nu taler om nærvær på scenen og om at eje sit publikum, så var Hugorm så sandelig den helt store vinder.

Simon Kvamm og hans musikere leverede et brag af en koncert.

Det var intenst som bare pokker! Et sandt Simon Says…. hvor han inddrog publikum i en grad, der desværre sjældent ses.

Før de gik på scenen, kunne man på storskærmen se de tre bandmedlemmer varme op backstage. Kvamm blev, med bind for øjnene, ført ind på scenen, og blev stillet på et podie med ryggen til os på græsset.

“Please sig I er der når jeg vender mig om” gentog han til rytmerne af Omvender, der skulle blive det første nummer. Bagefter beordrede Simon Says publikum til at vende sig om.

De gik på scenen og ejede os alle sammen på et sekund. Wauw en fest! Lyden var lige i skabet. Der var heller ingen vind der kunne genere på denne varme solskinsdag.

At Hugorm har holdninger, det er der ingen tvivl om, og det er så fedt. Folk Skal Bare Holde Deres Kæft blev leveret som det stærke budskab det er! En lussing til pressen, de sociale medier og alle der blander sig i noget de ikke skal, som burde feje for egen dør.

På nummeret Danser Med Buddy, fik vi på storskærm besøg af Uso, ligesom vi på samme måde i nummeret Hugorm Nedlægger Forsvaret, fik besøg af Peter Sommer. Havde det været perfekt med fysiske besøg, ja så absolut, men logistik er bare ikke altid en fleksibel størrelse.

Interaktionen med publikum var “out of this world”. Om Reuters stod bag Hugorms undersøgelse af, hvem man var på Heartland med vides ikke, men Hugorm fik svar tilbage for hvert et spørgsmål de stillede. Kvamm var også i “graven” og talte med en dreng der stod helt oppe imod hegnet. Den dreng fik vist den bedste dag i lange tider. Kvamm var ude at danse med publikum, den fik virkelig gas.

Guitarist Morten Gorm, der igennem hele koncerten agerede snurretop med guitaren højt løftet, var også i “graven” hvor efter han gik på scenen og smadrede sin guitar til pindebrænde.

I nummeret Træmand Touch Me, lod trommeslager Árni Bergmanns os høre, at han har en ganske fin vokal.

Vi fik så mange fede numre leveret på denne varme solskinsdag, Flyt Dig Lige, Hold Om Mit Hoved, Hold Kæft Det er Godt, og sammen med energien og interaktionen der fyldte så meget, at den slet, slet ikke var til at komme udenom, måtte vi bare overgive os til det bid Hugorm påførte os, for de gav ikke på noget tidspunkt slip!

For undertegnede var dette uden tvivl den absolut bedste af de oplevede koncerter der blev leveret på Heartland! En fuld og hel magtdemonstration!

Manic Street Preachers på Highland scenen fredag d. 19 juni

Det walisiske rockband, Manic Street Preachers var slet ikke til at komme udenom i 90erne, og heldigvis er de her stadig og spillede på Heartland´s Highland scene.

De lagde ud med nummeret Motorcycle Emptiness. Et valg publikum tog til sig og stemte i lige med det samme. Den stammer fra deres album Generation Terrorists fra 1992 og handler om forbrugerkultur, om at købe sig til lykken og finde tilfredsstillelse ved at bruge penge i overflod og på ligegyldige ting. Bang, slam that society! Jo, Manic Street Preachers har altid haft en holdning, har altid haft en brod at stikke med.

Den flamboyante bassist Nicky Wire, gav os hele koncerten igennem, udover spark med ben der bare bliver ved og ved, en god bund af bas der var perfekt afstemt. I øvrigt er Wire også bandets tekstforfatter.

Vi fik et pænt udvalg serveret fra deres store bagkatalog; Roses in the Hospital, You Stole the Sun from My Heart gik rent ind. James Dean Bradfield, guitarist og forsanger beviste, med hans fuldstændigt fantastiske stemme, at selvom han nærmer sig de 60, så har de mange år på scenen ikke skadet hans stemme. Hans guitarspil, for hvilken han er højt respekteret, er stadig magisk.

Yderligere beviste han det også da han leverede et par solosange, hvor han stod alene på scenen. Det var meget intenst og nærværende.

Til gengæld var starten ikke helt tight fra trommeslager Sean Anthonys side, men det var kun lige i starten. Resten af koncerten var der intet at sætte en finger på.

Med sig havde de rytmeguitarist Wayne Murray, der trods ikke at være fast medlem af bandet, har turneret med dem i årtier, samt keyboardspiller Dave Eringa, der heller ikke er fast medlem, men tilmed er producer og producerer bandets musik. Så der er ikke noget at sige til, at bandet lød som et godt sammentømret band.

Midt i sættet kom nummeret Suicide is Painless, et Johnny Mandel covernummer. Jeg kunne ikke andet end at opfatte det som en hilsen fra deres tidligere medlem, guitaristen Richey James Edwards, der forsvandt sporløst i 1995, og aldrig er blevet fundet. Kun hans bil blev fundet, og hans forsvinden blev betragtet som selvmord.

Vi fik det store hit The Everlasting, hvor publikum frivilligt overgav sig til en fællessang. Det var lækkert, det var stærkt. En sang der blev udgivet i 1998, både som single, men som også ligger på albummet This Is My Truth Tell Me Yours. Den er dyb, den er stor, og handler om det at blive ældre og miste energien og fokus på at sætte sig mål i livet. Sådan cirka.

Til slut en bid af Duran Duran’s The Reflex fra 1984, som en smuk hilsen til det band der efter dem skulle på scenen.

Alt i alt en virkelig fed oplevelse, der blot stadfæster, at M.S.P. aldrig har mistet fodfæstet, aldrig har mistet energien, at deres brod stadig er fæstnet dybt i deres sange, selv på deres nyeste udgivelser …. og den virker stadig!

Duran Duran på Greenfield scenen fredag d. 19 juni

Duran Duran, der havde sin storhedstid i 80erne, men som så sandelig stadig er aktive. Personligt faldt jeg selv helt på røven over den helt specielle lyd de leverede dengang. En lyd jeg ikke havde hørt lignende, og så var der deres video’er. Jeg mindes at sidde klinet til skærmen over MTV, for at se disse smukke og fede videoer, så jeg glædede mig meget til at høre dem denne aften. Det kunne blive knald, men også fald.

De gik på scenen med stor og farverig tegneserie grafik som baggrund, visende et ungt Duran Duran i stærke farver. Liiiige lidt for meget efter min smag. Det tog fokus helt væk fra musikerne og Simon Le Bon. Men, Is There Something I Should Know kunne høres, og det tegnede jo godt. Hvilken lettelse!

Wild Boys blev leveret lige så sikkert som første nummer. Lyden var virkelig god, men de var som de øvrige bands der spillede denne dag, også velsignet med vindstille og varme vejrforhold, der kunne have været anderledes og kunne have ødelagt mangt og meget.

Simon spørger os om vi er klar til at bond’e. Og ja for pokker, A View To a Kill! Endnu et nummer der blev lækkert leveret. Det var super rart at se hvor jordnært bandet er. De var yderst nærværende og havde en rigtig god kontakt til publikum og ved Gud de kan stadig spille, og Simon Le Bon kan så sandelig stadig synge!

Koncerten var præget af stor farverig grafik, og scenetøj der efter min mening var lidt for flamboyant. Det lidt som at befinde sig i en tidsmaskine, men med langt ældre ansigter. Det fungerede ikke i min optik. Jeg ved godt, at det var sådan det var, men med alderen ville det måske være klædeligt at nedtone. Nu var det kun visuelt, og Duran Duran var bestemt ikke fedtede. Vi fik en perlerække af deres store hits. Vi fik sax som det sig hører og bør! Der var absolut intet at sætte på musikken, deres evner, på lyden, på deres nærvær.

Notorious blev leveret lige som den skal, men med langt mere nerve, saft og kraft end dengang. Super fedt at høre.

I nummeret Planet Earth, havde de i baggrundsgrafikken Marilyn Monroe med sig på scenen. Han var iført en dragt i sølv og fløj rundt i et rumfartøj. STOP nu det der Duran Duran! I kan sagtens uden alt det visuelt forstyrrende fnidder.

Mine tanker gik uvilkårligt til Coldplay i Parken der også er meget glade for farver og mærkelige væsner. Smag og behag.

Men kunne man abstrahere fra alt dette, så sad Hungry Like the Wolf, Ordinary World, og en frisk og hektisk version af White Lines og alle de andre altså lige i skabet. Og efter de to ekstranumre Save a Prayer og Rio, der var jeg klar til at fortsætte!

Duran Duran beviste med stor sikkerhed, at de stadig kan, og præcis som de kunne før! Dog vil jeg sige, at mange af deres sange har fået et twist af en større alvor og nerve, og det er et absolut plus.

Lækker oplevelse!

Det skal lige siges, at den sidste festivaldag hvor Minds of 99 slukkede og lukkede Heartland for i år. Der var RockZeit desværre ikke tilstede. Dette undskylder vi selvfølgelig.