Heartland Festival 2023

Festivalen står på i tre dage.

 

 

Der er tre musikscener på festivalen, den store “Greenfield”, hvor musikere som Patti Smith, Van Morrison, Eddie Vedder og Brian Ferry har optrådt. Der er “Highland” en mellemstor scene, og sidst den noget mindre scene “Diorama”.

Vi blev meget betagede af den smukke kulisse slottet skabte, samt den fantastiske udsmykning der sirligt var skabt rundt omkring. Vi blev betagede af den afslappede stemning, de rene omgivelser, der indbyder til, at man  også sagtens kan nyde en festival sammen med børnene.

Her er en toast eller en burger ikke fra frost, men er et mindre gourmet måltid.

Køber du vin i en bar, bliver den ikke skænket i plastkrus, men i rigtige vinglas.

Der er al mulig grund til, at bare læne sig tilbage og nyde denne festival af selvforkælelse, og danse rundt til god musik.

Når vi taler musik, der er jeg nødt til at sige, at selvom der er særdeles gode bands og artister på programmet, så må der efter min smag, gerne være lidt mere “bid” i bare lidt af det ellers store udvalg.

Lidt mere rock!

Jeg talte med flere gæster, der også manglede lidt mere bid i programmet.

Og det er af samme grund, at jeg i forbindelse med RockZeit, desværre kun har et meget lille udvalg af bands jeg har dækket. Jeg håber det ser bare en smule anderledes ud næste år, for det er virkelig en meget flot og interessant festival, der rummer så meget mere end musik, og jeg gerne ville fortsætte med at besøge for RockZeit.

Den første dag, vil for RockZeit være den nok mest relevante.

Dag et startede med den omtalte “Talk” hvor gæsten var ingen ringere end Nick Cave og Seán O’Hagan. Nick Cave har fornyligt, i samarbejde med Seán O’Hagan, udgivet biografien Hope and Carnage omhandlende Nick Caves liv.

Denne “Talk” ville jeg overordentlig gerne deltage i, og jeg var så svine heldig at få en plads.

Det skulle jeg ikke komme til at fortryde!

 

En meget veloplagt Nick Cave gik på scenen i mørk habit, hvid skjorte og med slips og sorte laksko.

Vi fotografer fik først et minut at fotografere i.

Han kiggede rundt, og bemærkede, at han følte sig lidt “overdressed”.

Derefter begyndte deres Talk.

 

Det var Cave’s ønske, at vi frit kunne spørge ham om alt, og jeg opfattede ham sådan set også som fremstående hudløst åben og ærlig.

Da Nick Cave har mistet to sønner, kom hovedvægten af Talk’en måske meget naturligt til, at omhandle det at miste, sorg, sorgbearbejdelse, selvbebrejdelse og fortrydelse. Det var derfor også en meget dyb og rørende Talk, hvor flere sad med tårer i øjnene.

Det var virkelig en dejlig og givende oplevelse, og man glemte helt, at vi sad overfor en stor musikalsk personlighed.

De første, mener jeg, 150 personer, der havde tilegnet sig en udgave af hans nyeste bogudgivelse, fik et nummer, hvor man efter Talk’en kunne gå over på slottet, hvor både Nick Cave og Seán O’Hagan ville signere den.

Denne mulighed kunne jeg selvfølgelig ikke modstå, så med min udgave under armen gik turen bagefter mod slottet, hvor han siddende der i disse omgivelser, lige pludselig ikke længere så overdressed ud. En ekstra mulighed for, også at udveksle et par ord.

Samme aften på Greenfield scenen, var det Sting der stod på programmet. Sting, som jeg bedst kender fra min ungdom, hvor han var frontman i det engelske rockband The Police der var aktive i små ti år. Derefter gik han solo og er stadig, i en alder af 71 år, særdeles aktiv.

Aftenens sætliste bestod faktisk af en pæn håndfuld gamle The Police numre, til stor glæde for undertegnede.

Han lagde ud med nummeret “Message in a Bottle“, som han ubeklageligt og med god energi smed ud over den tætpakkede plæne foran scenen.

 

Andre Police numre var “Everything She Does is Magic“, og hvem kunne stå stille til det nummer?! Jeg dansede i hvert tilfælde hen over plænen, med mit kamera over skulderen! “Walking On the Moon”, “King of Pain”, “Every Breath You Take” var også med på sætlisten.

Nummeret “Englishman in New York” fra hans solo karriere fik et kæmpe bifald, og var da også smukt udført og leveret.

Det samme fik “If You Love Somebody Set Them Free!.

Generelt var han et stort hit, omend jeg følte det lidt som om, der skulle spilles så mange hits som muligt, men hvor Sting selv fremstod, ikke uden energi, men en smule mekanisk. Dette står selvfølgelig for egen regning. Men trods dette, var alt velspillet, lyden var god, og danset blev der.

 

En iøvrigt yderst veltrimmet Sting sluttede af med to ekstranumre; Først en fantastisk udgave af The Police nummeret “Roxanne” og derefter hans eget “Fragile“.

Sting gjorde sit ypperste for at underholde publikum med god musik, og det lykkedes så absolut.

 

Var jeg derefter taget hjem til Espergærde, havde jeg dagen efter kunnet opleve Sting endnu engang på vores lokale italienske restaurant Divino. Her var han sammen med hans søn som spisende gæst, idet hans gamle guitarist var hyret ind til at spille, så måske det lige var en mulighed for at mødes, nu de begge var i Danmark.

Her rejste Sting sig, til alles overraskelse, og gav et par numre.

 

 

Anden festivaldag stod det danske band The Minds of 99 på programmet. En uheldig situation havde smidt bandet ud i et problem. Deres trommeslager, Louis Clausen, havde pådraget sig en høreskade, og var blevet beordret til, at holde ørene i ro i længere tid, så bandet måtte ud af finde en der kunne sætte sig bag trommerne indtil Louis igen kunne vende tilbage. Dertil havde de fået Rasmus Littaur fra School of X ind, og det var ikke noget ringe valg.

 

Der var proppet på plænen foran Greenfield scenen, og da bandmedlemmerne gik på scenen, en efter en, afsløredes en virkelig spændende sceneopbygning i forskellige plateau’er. En stor “disco pyntet” ko var der også gjort plads til.

Højt oppe under scenetaget indtog Niels Brandt først pladsen ved sit klaver.

“Solkonge” blev smukt leveret og publikum skrålede med.

“Emil” var heller ingen undtagelse, det er også et virkelig fedt nummer.

 

 

Og sådan blev det ved. Numre som “Som Fluer”, “Ung Kniv” og “Alle Skuffer Over Tid”.

Alle virkelig velspillede og smukt, smidt ud over scenekanten til et begejstret publikum.

Når det så er sagt, og vi taler om at skuffe, så har jeg det personligt svært med følelsen af en musiker der ikke synes at have lyst til, at stå på scenen. Det kan få mig til at forlade en koncert.

Det var desværre den følelse jeg fik i forhold til sanger Niels Brandt.

Det var den koldeste og mest blæsende dag på Heartland, de måtte pludselig erstatte deres trommeslager,  der kan være mange grunde, men jeg følte virkelig ikke han havde lyst til at stå på den scene lige netop den aften.

 

Måske er jeg den eneste der har haft den fornemmelse, måske ikke, men den havde uanset hvad, en afgørende indflydelse på min oplevelse af koncerten, uagtet om der fra plænen blev skrålet med som vanvittigt, og at publikum rent faktisk var ellevilde.

Der er måske ikke så meget rock over Robbie, men han må nævnes, da det er et mega stort navn at diske op med.

Allerede kl. otte om morgenen på den sidste festivaldag havde Robbie lydprøve.

Og jeg må krybe til korset, jeg glædede mig til at opleve ham. Jeg har en gang tidligere set ham live, og selvom det måske ikke lige er den slags musik jeg normalt lytter til, så er hans sceneoptræden og hans absolutte nærvær og charme legendarisk, og de egenskaber, er ikke til at komme udenom. Robbie er en fuldstændig forrygende entertainer og en særdeles god sanger, og endnu engang må jeg krybe til korset og sige, at det er for mig nok til, at jeg er mere end villig til, at opleve ham endnu flere gange.

Vinden der ellers havde truet med at drille, havde heldigvis lagt sig før han gik på scenen, og plænen var om end endnu mere pakket end de tidligere dage.

Der var i nattens løb bygget en “catwalk” på scenen, så Robbie kunne gå ud imellem publikum.

Et billede med en nøgen Robbie siddende på en kasseopsats som en anden Sokrates, fungerede som blikfang imens vi ventede på showstart.

Scenebaggrunden skifter og pludselig står han der, på en noget mørkelagt scene og lægger ud med nummeret “Hey Wow Yeah Yeah”. Ja, rock er det ikke, Robbie en pop-dreng, men hold op hvor er han en top professionel underholder! Jeg har sjældent oplevet en artist der er så underholdende og connect’er så meget med sit publikum. Alene det, gør, at oplevelsen bliver det hele værd.

Det er selvfølgelig det helt store set-up. Masser af dansere og masser af glimmer.

 

Skal vi nærme os noget tempo og musikalsk kant, er vi ved tredje nummer, “Land of 1000 Dances“, et Chris Kenner cover nummer. Der kom der fart over feltet, og det klær’ ham skide godt!

Både han og dansepigerne, giver den gas på scenen i hæsblæsende tempo, og vi synger med på “na, na, na, na, na, na, na………

Det er lige før jeg vil sige, at var det hans genre, så ville det ikke være så problematisk, at skrive om ham her. og jeg ville helt sikkert ikke nøjes med at se ham live, men også købe hans musik!

Det gamle Oasis nummer, “Don’t Look Back in Anger“,  lå også ganske fint i hans mund. Han har jo trods alt en kant der sagtens kan mestre det lidt mindre poppede.

“Rock DJ“, eller “No Regrets“, som jeg personligt synes lød super fedt, og med langt mere kant end de indspillede udgaver.

Udover disse numre, fik vi selvfølgelig alle de klassiske Robbie Williams numre, som RockZeit’s læsere helt sikkert ville undre sig voldsomt over, hvis de blev nævnt.

Med dem takkede han af for denne gang, og efterlod et publikum der var mere end tilfredse over den performance vi fik serveret. For det kan man simpelthen ikke tage fra ham, hans evne til at performe, den er forrygende!

Tak til Robbie!

 

Som sagt, var der på Heartland ikke rigtigt noget rock, desværre. Det udelukker dog ikke en masse andre gode musikalske oplevelser.

Jeg hørte Jacob Banks på Highland. Med den fedeste dybe, sjælfulde stemme, hældte han soul ud over publikum.

Jeg hørte ham desværre ikke fra starten. Men det jeg hørte var fantastisk.

Vores egen Søren Huus hørte jeg på Greenfield. Hans stemme definerede efter min mening Saybia.

Det er den samme stemme der også idag fascinerer og fanger hans publikum. Dybe tekster smukt sunget til lækker musik.

Efter min mening, en af danmarks store stemmer, musikere og sangskrivere!

Mø, sang på Highland, hvor hun på tidspunkter nærmest forsvandt i scenerøg. Det var nok ved den koncert, man kunne finde flest helt unge mennesker. De havde en fest.

The Cardigans spillede på Greenfield, og jeg må indrømme, at de fangede mig ikke rigtigt. De nåede ikke ud over scenekanten som man kunne ønske sig.

Det gjorde til gengæld den brasilianske Sérgio Mendes der spillede samme sted. Der blev ikke rocket på plænen foran scenen, der blev danset til latin amerikanske rytmer skabt af bossa nova kongen selv, hans to sangerinder og hans øvrige musikere.

Rock eller ej, jeg nægter at tro, at der ikke er mange der kan undgå at blive forført af Mas que Nada!

Det var et magisk moment, at opleve den nu 82 årige brasilianer i aktion. Magisk!