I torsdags var der dømt hedenske dommedagsprofetier da “Primordial” gæstede Pumpehuset sammen med “Swallow the Sun” med “ROME” som special guest.

Oprindeligt var turneen planlagt til april 2021 og lanceret under titlen “Heathen Crusade” med Naglfar under Primordial på plakaten. Som bekendt blev turneen som så mange andre udskudt til 2022 og i mellemtiden har “Naglfar” desværre været nødt til at aflyse deres deltagelse.  Men da de finske dommedagsryttere “Swallow the Sun”, fik deres planlagte album tour for seneste skive “Moonflowers” udskudt til 2023, sprang de hurtigt til line-uppet og dermed skulle tour-titlen også have et strejf af Dommedag over sig og dermed drog “Heathen Crusade to Doomsday”afsted for at sprede hedenske dommedagsprofetier i hele Europa.

ROME

Korstoget tager sin start med ROME fra Luxembourg præcis kl 19:00. Jérôme Reuter finder sin plads på scenen ved siden af trommesættet og uden de store armbevægelser dundrer marchtrommen til guitaren og J. Reuters dybe røst på det over 20 år gamle nummer “Neue Erinnerung” fra albummet “Masse, Mensch Material” (2001). Genren er Neo-folk, dark rock. Umiddelbart virkede ROME ikke som det oplagte valg som korstogets fortrop til Primordial, men publikum er mødt talstærkt frem. Stemningen er høj og velkomsten varm, mens bandet fortsætter med “Celine in Jerusalem”.

ROME er et særdeles introvert band. Musikken leveres præcist mens Jérôme Reuter står stille og udtryksløs bag sit mikrofonstativ og guitar. Trommeslageren (historien melder ikke noget om hvem der er på percussion denne aften) står op under hele koncerten og er lige så præcis og inaktiv som frontmanden – og det kunne umiddelbart virke lidt kedeligt…. men det er det ikke – der er så meget udtryk og nærvær i ROMEs musik og tekster, at alt for meget ramasjang blot ville virke forstyrrende, og publikum keder sig åbenlyst absolut heller ikke. Der er under koncerten intet direkte lys på musikerne, kun lys bagfra (hvilket må have været svært for de tilstedeværende fotografer at arbejde med), men som absolut sætter fokus på at lytte.

Selvom ROME ifølge Jérôme Reuter selv er inspireret af Jacques Brel, er musikken for mig stærkt inspireret af Johnny Cash og Nick Cave – men Jacques Brels inderlighed er bestemt at spore hos Jérôme Reuter. (Kender du ikke J. Brel kan det anbefales at lytte til “Ne me quitte pas”).

So go and kneel and wait – And join the herd
You know a million sheep – Will be dispersed
By one lion’s roar

Jeg er slemt begejstret for ROMEs tekstunivers, som mikser historiske begivenheder og betragtninger af vores moderne samfund. Vi får også et af mine absolutte favorit-numre “One Lion’s Roar” og der er andre end mig der bare må synge respektuld med …. uden at skråle.

Den oplagte afrunding på settet, er i aftenens anledning naturligvis nummeret “Achtung Baby” fra albummet “he Lone Furrow” (2020), der ligesom på albummet har Alan Averill fra Primoridal med på gæstevokal. Publikum brøler begejstret da A. Averill træder ind på scenen og til store klapsalver tager han ydmygt plads bag mikrofonstativet. Frontmanden fra Primordial er åbenlyst bevidst om, at det reelt ikke er ham der er settets hovedperson og viser publikum hvem der med rette fortjener opmærksomheden.

Flere af bandets albums bærer historiske temaer (såsom “Flowers from Exile” og “A Passage to Rhodesia” som har fokus på hhv. den Spanske borgerkrig og borgerkrigen i Rhodesia). ROME har til aftenen sammensat en lidt atypisk set-liste som umiddelbart ikke indeholder et eneste nummer fra bandets seneste album “Parlez-vous hate?” fra 2021, men som aftenen skrider frem viser det sig, at det set der er sammensat er den perfekte optakt til aftenens videre forløb.

Swallow the Sun

Efter en kort pause står scenen klar med det maleriske backdrop fra “Moonflowers” med den store blodrøde måne og de hvide blomster… grønligt lys og en svag dis der flyder over scenen. Bandet indtager scenen, med 3 af medlemmerne iklædt de “tradionelle” sorte lange hættetrøjer der minder om kutter. Swallow starter aggressivt med “Enemy” fra seneste album. Et nummer med betagende vokal der akkompagneres af en fin atmosfærisk instrumentside med strygere og andet lækkert. Vokalen skifter mellem en brølende vokal og en fin klar vokal og forsanger Mikko Kotamäki mestrer skiftene fuldstændig gnidningsfrit (en kunst jeg ellers kun mente at Tomi Joutsen fra Amorphis mestrerede til UG, men Mikko giver ham kamp til stregen).

Så er stemningen sat til “Rooms and Shadows” hvor den nedstemte guitar og bassen virkelig får plads. Lyden i Pumpehuset er fint afstemt denne aften og både den hviskende vokal og de fine melodier træder fint igennem.

Bandet er tydeligvis ved at bryde ud af deres mørke skal…. ikke i det musikalske univers, for det er melankolsk og dystert som altid, men i deres sceneoptræden. Sidste gang jeg så Swallow var i 2019 på Stengade og det er et mærkbart mere udadvendt bandt vi ser denne aften i Pumpehuset. Musikerne er aktive på scenen og bruger den meget. Guitaristen Juho Räihä opfordrer flere gange publikum til at være aktive og smide hænder i vejret – og der bliver også responderet. Swallow kommer lidt rundt i bagkataloget (“Falling World” og “Stone Wings”) inden vi får flere fra “Moonflower” – heriblandt “The Void” og “Woven into Sorrow” der starter med fine guitartoner og flotte strygere og henover nummeret skifter i intensitet og hvor både sang og musik bygger op til et intenst klimaks i de sidste par minutter, inden der skrues helt ned igen og guitaren fader ud til et hviskende “I’m woven into sorrow”.

Swallow the Sun har 5 bandmedlemmer på scenen til korstoget, og for mig mangler der altså Jaani Peuhu bag et keyboard. Det atmosfæriske lydunivers som udgør en kæmpe stor del af stemningen i bandet, har tidligere været med live og det savner jeg altså lidt – særligt fordi Jaani Peuhu også plejer at levere backing vokal. Det trækker en lille smule ned i min bog – men ellers er der intet at sætte en finger på.

Primordial

I sceneskiftet mellem “Swallow the Sun” og “Primordial” skal der stemmes op på både trommer og instrumenter…. og der stemmes i en uendelighed. På et tidspunkt er alle Primordials bandmedlemmer undtagen frontmanden på scenen og klemte på deres respektive instrumenter, det er næsten som at være inviteret med i øvelokalet….

Men da Primordial indfinder sig efter at scenen har stået tom til keltiske toner, er det ikke til at tage fejl af hvem der reelt er aftenens hovednavn. Salen er godt fyldt op, til et meget veloplagt og højenergisk publikum. Alan Averill der gæstesang for ROME er i mellemtiden blevet til Naihmass Nemtheanga med alt hvad dertil hører af sminke, kutte og løkke om halsen, og publikum er hengivne.

Vi er bestemt også kommet til aftenens mest udadvendte band. Nemtheanga optræder med hele sin krop og alle musklerne i sit ansigt… der er grimasser og fagter for alle pengene, og det er præcis det publikum vil have. Der er ingen tvivl om at Pumpehuset er på et korstog og alle dem der befinder sig herinde denne aften vil følge deres ophøjede leder Nemtheanga direkte til dommedag og tilbage. Kirkeklokker og strengespil varsler “Nail their Tongues” og publikums arme slår i takt med trommerne huller i luften.

“How is this journey into freedom going for you?”

“To Hell or the Hangman” fra “Exile Amongst the Ruins” (2018) der indledes med en heftig gallop og munkekor inden trommerne for alvor tager fat og Nemtheanga skriger et smertenskrig… inden han inderligt “fortæller” sin historie. Bandet fremstår totalt samspillet – alle kender sine plads og sin rolle og musikken fremføres med sikkerhed og overskud – rummet emmer af energi. Men lydbilledet står ikke helt skarpt denne aften. Det er svært, at høre guitaren rigtigt (uagtet at Primordials musik ikke bryster sig af mange lange guitarsoloer) og vokalen drukner også indimellem. Til gengæld er manden bag skindene Simon O’Laoghaire lidt af en helt blandt publikum og han hyldes helt fra start.

Primordial har ikke helt vundet mig over, jeg falder lidt bagud i bagtroppen på korstoget…. Selvom frontmand Nemtheanga virkelig er medrivende på scenen, så bliver det for meget hest og sandal til min smag og en smule ensformigt, men resten af skaren i Pumpehuset vil uden tvivl følge bandet til verdens ende og vil forlade Pumpehuset i fuldstændig ophøjet stemning.

Aftenens 3 bands supplerer og komplementerer hinanden på en meget fin måde… en rød tråd tegnede sig og voksede i intensitet. Bandsene bevægede sig fra det indadvendte og simple over det intense men dystre til det meget udadvendte og energiske…. Hvilket gav aftenen et naturligt flow og en rød tråd.

Alt i alt en stemningsfuld aften, med enkelte mangler.