I lørdags kom der et omrejsende metaltivoli forbi Richter i Gladsaxe. En international pærevælling af satanisme og død fra hollandske Asagraum, brasilianske Krisiun og østrigske Belphegor.
Der skulle også passes nogle børnebørn i lørdags, så jeg svigtede Asagraum, der var i gang med sidste black metal-nummer, da jeg ankom. Til gengæld var det lige i tide til at hvæsse pennen, få en øl og stille sig i position til Krisiun.
Hellere jernnæve …
Krisiun er efterhånden nogle gamle drenge, der trådte deres basketstøvler sammen med landsmændene i Sepultura sidst i 80’erne. Musikalsk ligner de to bands også hinanden, og Krisiun spiller ligesom Sepultura thrashet dødsmetal med muntre temaer som pest og menneskehedens selvforskyldte undergang. Krisiun har bare været tro mod dét udgangspunkt og en solid klippe gennem over 30 år, når Sepultura flippede ud med bongotrommer og stammedans.
Så der var ikke så megen dillerdaller fra de 3 brødre, der var fysisk presset helt ud på kanten af scenen af Belphegors stage props. Det var lige på og hårdt og thrashet og med en del venskabelige henvendelser til et småsløvt publikum, der først sidst i koncerten under hittet ”Blood Of Lions” og på opfordring fra forsanger Alex Camargo satte gang i en lille circle pit.
Den manglende entusiasme var dog ikke noget, Krisiun lod sig mærke af. De trykkede bare dødsnummer efter dødsnummer ud over os sagesløse fremmødte. I starten en kende monotont, men efterhånden som koncerten skred frem blev mere dynamiske numre fundet frem, inden Krisiun lukkede med ”Vicious Wrath” og ”Hatred Inherit”. En kindhest til Gladsaxes forstadsidyl.
Koncerten går nu aldrig over i historien. Scenepladsen og det snævre slot var forcerede, og der var mest tale om en rutineret aflevering fra Krisiuns side. Ret beset er materialet heller ikke godt nok til at sætte varige spor, og guitarist Moyses Kolesnes 8-strengede soloer tangerer det fantasiløse.
Men Krisiun er og var et sympatisk bekendtskab. Taksigelser til alle – også til crewet i Richter, sådan – fra 3 langhårede dudes, der spiller thashet 90’er-dødsmetal straight up.

Man kan undre sig over, at bookingbureauet har valgt dem til at fyldt hullet mellem teatralske, pandamalede Aasgraum og Belphegor.
… end plastikkranier
For i modsætning til Krisiun havde Belphegor det helt store udtræk i rekvisitter med. Den ene roadie efter den anden ilede ind med plastiksværd og -kranier, som blev sat på hylder mellem omvendte kors og endnu flere kranier med spidse pavehatte.
Belphegor selv entrede selvfølgelig scenen til et symfonisk backingtrack og teatertorden – behørigt malet i fjæset og iført patronbælter og morderisk attitude.

Belphegor har over 30 års anerkendte meritter udi black metal, og der var da heller ikke en guitar, der fræsede forkert. Forsanger Helmuth havde lidt svært ved at finde tonen i sine growls i de første par numre, men han kom efter det. Black metals evindelige problem med at finde noget der minder om et groove blev løst en håndfuld numre henne ved at spille ”Stigma Diabolicum”, der med lidt god vilje har noget polkarytme i sig.
Men ellers var det en koncert, der aldrig kom nogen vegne. Hverken fremad eller ud over scenekanten. Monoton black metal der blev afbrudt af nogle stivbenede optrin, der vist skulle forestille satanisme.

Optrinene og hele den fjollede fastelavnsbutik på scenen stjal simpelthen koncerten. ”Det handler altså om musikken!”, tænker du måske, men når et band opfører meningsløse ritualer med gedekranier og har en af hver fra Temus afsnit med halloween-kostumer, så beder de altså selv om det. Det var totalt latterligt.
Belphegors teater mistede sin chokeffekt og relevans for 15 år siden, da Deafheaven pillede glansen af Skt. Gertrud og spillede fed black metal iført genbrugstøj. Når Belphegor alligevel insisterer på at tage gøglet alvorligt, mister vi – og de selv – fokus på musikken.
Det blev lørdag i Richter et trist eksempel på.
-
Krisiun
-
Belphegor