Helloween: Copenhell, 23/6-18, Helvíti

Lige så snart man beslutter sig for at markedsføre sin karriere indenfor metal, med intens brug af grøntsager i logo, pladecovers og sceneshow, så stempler man ind som klassens klovn. 

Pumpkins United

Der er så tale om en ret stor klovnefamilie, eftersom græskarkoryfæerne Michael Kiske (sang) og Kai Hansen (medstifter, guitar og sang) har røget fredspibe med især Michael Weikath (medstifter, guitar, kor) og alle har fundet det musikalsk og – ikke mindst – økonomisk boostende, at slå pjalterne sammen og drage på verdensomspændende cirkusturne. Endvidere har de indspillet et enkelt nummer “Pumpkins United” på pladeselskabets anbefaling, for ligesom at markere genforeningen op til den lange verdensturne. Ingen er sure, i hvert fald ikke udadtil, ikke en gang Andi Deris, som har været det længst syngende græskar med 24 år i streg. Hans rolle er reduceret kraftigt, efter at legenden Kiske er vendt tilbage. Nostalgien længe leve, alle vil høre de gode gamle sange – så dem er alverdens græskarfans blevet fodret med de sidste to år.

Hvorfor skal det være så surt?

Jeg havde de første dage savnet den lidt mere afslappede og humoristiske stemning, ligesom eksempelvis Alice Cooper, Rob Zombie og D:A:D tidligere har leveret. Alice In Chains’ show var synonym for uimponeret amerikansk coolness, og det hjalp ikke at Ozzy var ufrivilligt komisk. Avenged Sevenfold var i den grad humorforladt – hvilket er fair nok, det er jo deres sound – så jeg havde savnet det der kæmpeband der ikke tog sig selv alt for alvorligt, men i stedet inviterer til fællessang og skrålen. Det fik jeg til gengæld til overflod i de knap 90 minutter Helloween fyrede den af. Uforfalsket morskab, garneret med en fokuseret og stram performance. Jeg vidste med det samme, de åbnede med en overfed udgave af “Halloween”, at det blev en god aften. Det er trods hidsige riffs og hastige buldertrommer, ekstremt syngbare numre, krautmetallerne har begået, “Dr.Stein”, “I’m Alive” og “Eagle Fly Free” var helt magiske og de to sangere Kiske og Deris delte rollerne, så der blev sørget for, at vi ikke manglede noget i de vigtigste men svære passager. Der var mange musikere på den scene, men de fik delt sol og vind lige og det kom kun publikum til gode. Og nogle gange stod Hansen og Kiske over, hvilket gav plads til Deris.

I skyggen af Kiske

Jeg må indrømme, at jeg stod ret meget af, da Kiske og trommeslageren, afdøde Ingo Schwichtenberg blev vejet og fundet for overmodne efter det progressive sats “Kameleon”(1993), og jeg havde derfor egentlig håbet at blive præsenteret for lidt flere af de nye numre. I stedet blev det til sølle to, nemlig “If I Could Fly” fra “The Dark Ride”(2000), og “Power” fra “The Time Of The Oath” (1996). De var fint spillet og godt fremført af Deris, som resten af koncerten stod i skyggen af Kiske, ikke kun rent vokalmæssigt – Kiskes klang er bare stadig bedre – men også i forhold til den rolle der var tiltænkt Deris under koncerten. For vel var det Kiske, som klangligt var det mest eftertragtede græskar, men han har ikke samme pondus og stamina som tidligere og derfor var det reelt Deris, der sang mest under koncerten. Han tog mange svære tone og fraseringer, han understøttede tit Kiske, når denne sang de klassiske numre, og af og til tog han sig af hele numre. Men han gjorde det med et stort smil og man fornemmer faktisk, at der omsider er indfundet sig en familiær tone i Græskarbedet, og det virker som om de sidste to år har været lige dele business som pleasure.

Sammen er vi stærkest

Der blev også gravet virkelig dybt i kataloget og Kai Hansen fik sit eget medley med blandt andre “Judas”, “Ride The Sky” og “Heavy Metal (Is The Law), så de mest inkarnerede og fundamentalistiske kun-det-gamle-lort-dur nørder kunne blive tilfredsstillet. Hansen var eminent og havde masser af power tilbage, så man stadig kunne mærke den rå krautmetal fra midtfirserne ramme én i brystkassen som en løbsk BMW. “How Many Tears” som egentlig også er fra tiden med Hansen som forsanger, er jo sidenhen blevet sunget helt magisk af Kiske, så det passede godt at han tog sig af dette, hvilket han også i går gjorde uovertruffent.

Det er i det hele taget en vanvittig genistreg at bruge alle tre sangere som afveksling, især Hansen træder ud som en uskolet rå metalsanger, og det pynter på den ellers hysterisk velsmurte ur-powermetal, med skyhøje toner og schlager-agtige melodier. Helloween har aldrig helt været den samme succes som i Kiske Hansen perioden og begge muskere har trods fornuftige solokarrierer ikke ramt samme popularitet som de gyldne græskardage. Så der er tale om et fornuftsægteskab, der har vist sig at sprede glæde både hos publikum og i selve bandet; nummeret “Pumpkins United” står nærmest som et mantra a la sammen er vi stærkest, hvilket gør den verdensomspændende turne til en hyldest til Bandet selv, samt et budskab om at stå sammen, i stedet for at bekrige hinanden.

Da det hele desværre lakkede mod enden, blev vi forkælet med “Future World” og “I want Out”, som fik det imaginære tag til at lette sig. På det tidspunkt kunne bandet gå på vandet og de mange mennesker foran Helvíti scenen hujede og sang, smilede og grinte med horn og næver i vejret. Min oplevelse var, at alle var blevet lidt gladere i låget, og jeg tror det er godt, at Copenhell sørger for altid at have et element af sjov og spas på programmet og en portion selvironi til alt det djævelske mætøøøl, så det hele ikke bliver for alvorligt.

Her fungerede Helloween som ambassadører for musik med et glimt i øjet. Det eneste der i mine øjne trækker lidt ned fra en ellers perfekt aften er netop det faktum, at de tilsidesætter mange års musik og kunstneriske kræfter af lukrative årsager. Det ville have klædt dem at sammenstykke et mere homogent set, der også omfavnede senere albums. Men det er jo showbusiness.