High On Fire og Enslaved dobbeltkoncert i pumpehuset

Et umage par besøgte lørdag aften Pumpehuset i København. Begge prøvede så hårdt men blev sat til vægs af deres egen insisteren på at være sig selv – og af en talentløs lydmand.

Kender du Matt Pike? Forsangeren og guitaristen i High On Fire? Nej?

Nå, men du kender Jesper Binzer, forsangeren og guitaristen i Disneyland After Dark. Hvis du tager ham og hans grimasser, når han synger igennem – du ved, der hvor han står lidt på tæer foran mikrofonen og trækker hele ansigtet tilbage, så det uregelmæssige tandsæt blottes, når han synger – så er vi i gang. Ham sætter du på opfedning et par måneder på burgere og tatoveringer, og sætter ham til at spille en slags amerikansk Mötörhead – på crack. Så har du Matt Pike.

Han – for High On Fire erham – spillede en dobbeltkoncert med norske Enslaved i Pumpehuset 29. oktober, og Rockzeit var der.

Hvem i bookingbureauernes kontorer, der havde fostret ideen om, at amerikansk bøllerock ville stå sig godt sammen med norsk, progressiv black metal er en gåde. Bevares, begge er som udgangspunkt fede bands men bejler ret beset til vidt forskellige dele af metalpublikummet. Det gjorde da også lidt for fremmødet i salen og omvendt trængslen i Pumpehusets forhal og rygerkupé undervejs.

Egentlig var de et trekløver med norske Krakow som den egentlige opvarmning, men dem missede vi pga. ventetiden ved at vælge den store shawarma-menu til aftensmad. Det gjorde vist ikke noget. Der var i hvert fald ikke meget samtale om den optræden blandt det publikum, som bagefter ventede på High On Fire.

Nu har jeg jo præsenteret Matt Pike. Hvis det lyder som en mand, der betjener sin Les Paul, som var det et stykke dyrt præcisionsværktøj, så har jeg ikke gjort det ret godt. Matt Pike behandler sin guitar som en nedbrydningshammer.

High On Fire gik løs på koncerten i en bersærkergang, som i hastighed og voldsomhed allerede i 3. nummer, ‘Rumours Of War’, stak helt af fra dem, så tromme, bas og guitar spillede hver deres nummer. Det gjorde de jo nok ikke, for High On Fire er kompetente musikere, men aftenens skurk, lydmanden, fik lige der gjort sit til at splitte lydbilledet totalt ad og dermed enhver anerkendelse af den kontrollerede vildskab, som High On Fire besidder. Rockzeits udsendte tog lige en tur i rygerkupeen for at sunde sig inden resten af koncerten, hvor High On Fire samlede det hele, som det skulle.

At en mand med Matt Pikes bodegafysik kan mobilisere så meget energi og bevæge sine fingre så hurtigt, skal man næsten se for at tro det. Han er en fabelagtig guitarist, og han tror 100% på sagen. Det var da også riffsene, der bar koncerten, hvilket selvfølgelig er meningen, når vers plus omkvæd sjældent er mere end 5 linier, før der skal pløjes mere jord op. Og godt for det, for lydmanden sørgede for at drukne både andre instrumenter og vokalen i mudder. ”We have a time limit, so we’re gonna play the last three songs now. Those are your encore. Sing these with us. You know the words and if you don’t – just mock it”. Tak for tilladelsen, Matt, vi kunne nemlig ikke forstå et ord af, hvad du sang.

Efter dem og knap en time takkede High On Fire af fra en koncert, der var sjov og bekræftede Matt Pikes rygte som en vildmand med en guitar. Det er svært ikke at holde af High On Fire, men et band, der mest arbejder på at fastholde sit ry for at spille som død og helvede, får desværre kun flidspræmie herfra og ingen præmie for det kunstneriske indtryk.

Enslaved

Nå, nyt band, samme lydmand. Enslaved entrede scenen til tonerne af en dramatisk intro og kunne udtryksmæssigt næsten ikke befinde sig længere fra High On Fire. Sort, selvtillid og lækkert hår var kodeordene her.

Det burde ikke være fremmed for Rockzeits læsere, at Enslaved siden debuten Hordanes Land  fra 1994 gradvist har vekslet mere og mere af bandets oprindelige norske black metal til progrock. Og med progrocken har Enslaved tildraget sig et mere tilbagetrukket og sfærisk udtryk som står i smuk kontrast til black metals ligefremme afleveringer.

Så selv på en lørdag aften er Enslaved ikke at betragte som et partyband. Alligevel var vi ikke engang ud af introen før guitarist Ivar Bjørnson løftede armene over hovedet og satte i med et ‘hey-hey-hey-hey’-opråb til salen. Det virkede ærlig talt malplaceret.

Igen gjorde lydmanden sig fortjent til at blive lagt på hjul og stejle. Førstenummeret, ‘Roots Of The Mountain’ fra 2012, er et succesfuldt eksempel på Enslaveds favntag med den proggede black metal men kræver et klart lydbillede og styr på diskant og mellemtone for at give mening. Det var ikke noget man havde forstået bag mixerpulten, hvor stortromme og guitarfræs i de lave tonelejer overdøvede alle finesser i dét nummer.

Lidt efter lidt blev trommerne trukket ned i volumen og vokalen fik tilsvarende mere plads, men de for Enslaved så væsentlige lavmælte passager, korarrangementer og øvrige rafinementer fik aldrig luft. Der skulle tilsyneladende leveres mest mulig rock’n’roll for pengene i stedet, så op med voldsomheden og ned med det indfølte.

Selv et efter Enslaveds standard regulært black metal nummer som ‘Isöders Dronning’ fra den egentlige debutplade Frostfik de iskolde guitarflade mast ned under bulder og brag, som til gengæld gjorde Grutle Kjellsons hvæsende vokal fuldstændig malplaceret. Samme behandling kulminerede i lukkeren ‘Allfǫðr Oðinn’, der i sin originalform er et klasse black metalnummer men i lørdags blev frataget sit udtryk og fornedret til et plat thrashnummer. Den lydmand skulle skamme sig!

Enslaved er ikke et band som vælger lette løsninger, og aftenens repertoire indeholdt da også et par overraskelser langt fra de oplagte crowdpleasere. Det tager vi hatten af for her på Rockzeit. Vi sætter den dog ret hurtigt på igen, når ét af de syv numre, som den korte koncert kunne rumme, var den bøvede folkedans ‘Havenless’. Lige der overvejede undertegnede at give fanden i et lydmæssigt uigenkendeligt Enslaved og deres mjøddrikker-rock og skride, men valgte for din skyld, kære læser, pligten over den manglende fornøjelse.

Enslaved fornemmede det nok selv undervejs men bar desværre ved til det pøllede bål ved igen og igen at opfordre til ‘hey-hey-hey’ og lignende publikumsengagement. Enslaved og Enslaveds musik burde være for stolt og storladent til så mange af den slags banaliteter .

Medskribent Mette skrev en begejstret anmeldelseaf Enslaveds visit på Copenhell tidligere på året. Hun ramte også hovedet på sømmet ved at pointere, at Enslaved skal man lyttetil. Uanset om man kan bebrejde bandet det eller ej, så er en Enslaved-koncert, hvor det kun er muligt at høre en brøkdel af musikkens samlede billede en fattig fornøjelse. Derfor var det i lørdags kun et gennemsnitligt heavyband, der fremstod på scenen – ikke den enestående størrelse Enslaved rettelig er i metallens verden.