High Voltage Rock Awards 2017

High Voltage Rock Awards (HVRA) blev grundlagt tilbage i 2015, hvor det første arrangement blev sat i værks.

Med to succesrige shows bag sig, var tiden nu kommet til at det skulle stå på for tredje gang.

Som Steffen Jungersen tydeligt gjorte det klart under interviewet med Rockzeit, så handler det hele i virkeligheden om at hylde den ægte rockmusik, uanset hvilke grene af rockmusikken man kan lide.

HVRA handler om fællesskab og den store kærlighed til rockmusikken i en sådan grad, at det overgår hippietiden.

DET, som folk vil opleve til et arrangement som HVRA er, at der simpelthen er så meget kærlighed i luften.

Som en af mine gode kollegaer fra et andet webzine sagde til mig i løbet aftenen ”Roy, hvornår er det lige, at du oplever at folk blive uvenner og kommer op og slås her på High Voltage eller på Copenhell for den sags skyld? Hvor mange gange er det f.eks. lige at politiet har haft behov for at komme forbi et så stort arrangement som Copenhell? Det kan vel tælles på én hånd.”

Stemningen blandt publikum var ikke desto mindre også enormt overvældende denne aften, og jeg har aldrig før på High Voltage oplevet så god en stemning blandt publikum.

Selve showet

Aftenens show bestod af hele otte bands, herunder en æresgæst i form af Artillery, hvor de fleste af de gamle bandmedlemmer gennem tiderne var samlet for et give en eksklusiv koncert.

Derudover var Mike Tramp udpeget som årets vært.

De andre bands som var på plakaten denne aften, var Aphyxion, Baest, Defecto, Franklin Zoo, Helhorse, Huldre og Måneskjold.

Alle bands på nær Artillery (som spillede ca. 1 time) havde fået en spilletid på ca. 15-20 minutter, hvorfor der i denne artikel ikke vil blive givet en konkret anmeldelse af de enkelte koncerter.

Det ærgerlige var, at op mod næsten halvdelen af publikum var gået hjem, da Artillery gik på scenen kl. ca. 00.30.

Til gengæld havde alle bandsene tydeligvis ét fællestræk over sig – nemlig SPILLEGLÆDEN, og anerkendelsen af at få lov til at spille og være nomineret til HVRA LYSTE ud af dem i en sådan grad, at man nærmest ikke behøvede et regulært lysshow på scenen.

Spektret af genrer var bredt godt ud lige fra Huldres folkemetal til Baest og deres rendyrkede old school death metal, hvilket for undertegnede var en kærkommen mulighed for igen at få bekræftet, hvor meget kvalitet der i virkeligheden er på den danske rockscene.

Af de absolutte højdepunkter må nævnes bands som Huldre, Aphyxion og Baest som imponerer mig vildt ved at være så fandens dygtige til at repræsentere netop de grene af rockmusikken som lige præcis de ønsker det, henholdsvis folkemetal, den melodiske death metal og old school death metal, hvor kvaliteten i deres udtryk og performance er hæsblæsende.

Jeg havde også set frem til et band som Defecto, men deres show blev desværre ramt af svingende defekt på lyden fra frontmandens guitar og mikrofon, hvilket var svært at få rettet op på kun 15 minutter.

Aftenens vært Mike Tramp havde også taget sit gode humør med sig (og sit fine tøj), hvilket gav sig udtrykt i, at han angiveligt så stort på, hvad der på forhånd stod skrevet ned, at han skulle sige mellem de forskellige prisoverrækkelser, hvilket udviklede sig til nogle eskapader med lidt sjov og ballade og andre som var mindre begavet.

Lyden på højre side af scenen bar dog præg af dårlig lyd, således at publikum under store dele af showet ikke kunne høre, hvad der blev sagt.

Et absolut højdepunkt for undertegnede var, at de havde fået skaffet Onkel Reje til at komme og levere en prisoverrækkelse, hvilket jeg synes var genialt, da det gav lidt kulør til arrangementet, men spørgsmålet er om hvor mange af de andre blandt publikum der egentlig vidste hvem han var.

Anerkendelsen

MEN, det bedste af det hele er nu bare glæden i øjnene hos de bands, som suger al den anerkendelse til sig de kan få.

Jeg har efterhånden arbejdet med dette i en hel del år, og jeg har mødt og interviewet mange nye up-coming bands, både nationalt og internationalt, hvor der ved alle bands fremkommer ét stort fællestræk hver gang jeg møder dem. Nemlig TAKNEMMELIGHEDEN over at JEG gider give mig tid til at lytte til dem og snakke med dem.

Jeg har sgu aldrig repræsenteret hverken Metal Hammer, Rolling Stone Magazine eller Kerrang!, men i stedet de hedengangne Metalzone (webzine) og NRG Magazine og nu Rockzeit, men alligevel er den der for alle bandene.

Glæden over den mindste ANERKENDELSE, hvilket også kom til udtryk denne aften, hvor trommeslageren Jacob Jensen fra Aphyxion tilfældigvis løb ind i mig og med lys i øjnene kunne fortælle mig, at han spillede i Aphyxion, hvortil jeg svarede at jeg repræsenterede Rockzeit, og tilføjede ”at det er dig som er trommeslageren, ikke?”, hvortil det virkede som om, at alene den anerkendelse han fik ved at jeg kunne genkende ham fra bandet/showet gjorde ham enormt glad, hvilket for mig var aftenens bedste øjeblik, da der sjældent findes noget bedre i denne verden, end selv at kunne være glad og gøre andre glade samtidigt.

Og til Steffen Jungersen vil jeg bare sige, du havde sgu ret! Aftenen bar præg af ren kærlighed.

Listen over årets vindere:

• Årets danske rockudgivelse: Helhorse for albummet ”Helhorse”.
• Årets danske classic rockudgivelse: Pretty Maids for albummet ”Kingmaker”.
• Årets danske metaludgivelse: Artillery for albummet “Penalty of Perception”.
• Årets danske alternative udgivelse: Huldre for albummet ”Tusmørke”.
• Årets danske live band: Dizzy Mizz Lizzy.
• Årets danske Up-coming band: Defecto.
• Årets danske band: Artillery.
• Årets danske producer: Søren Andersen for Artillerys album ”Penalty of Perception”.
• Årets danske spillested: Amager Bio.
• Årets danske rock track: Shotgun Revolution med sangen ”City of Fire”.
• Årets danske video: Anders Frank fra Mindspark Films med Tainted Ladys musikvideo for ”Ampburner”.
• Årets danske rockfoto: Per Lange, The Defectors, Gutter Island Festival.
• Årets ærespris inden for branchen: Kim Kofod (Rockuglen).
• Årets ærespris inden for band: Artillery.

Interview med Steffen Jungersen

I forbindelse med High Voltage Rock Awards 2017, tog en af grundlæggerne bag arrangementet, rockjournalisten Steffen Jungersen, sig tid til at tage en snak med Rockzeit om tilblivelsen af HVRA og om hvordan han i dag ser på niveauet af alle de bands og skribenter, der i dag repræsenterer rockgenren i Danmark.  

Rockzeit: Nå, Steffen. Du har jo efterhånden været i branchen i et par år.

SJ: Oh, yes, så har man i hvert fald ikke sagt for meget (haha).

Rockzeit: Vi er her jo i dag i anledningen af High Voltage Rock Awards 2017 og som jeg kan forstå det, var det dig og Martin Jensen (klubejer af High Voltage), som startede det hele op?

SJ: På en måde var det en tilfældighed. Det startede på den måde, at jeg oplevede Danish Music Awards ca. et år før vi startede HVRA, hvor jeg blev så forbandet sur over måden, hvorpå de håndterede showet på. Der var godt nok 2-3 priser til forskellige rockartister, men det virkede som om, at de ikke måtte komme i fjernsynet, og at de nærmest skulle have overrakt priserne ude i garderoben, hvorefter at de kunne skride ad helvede til, således at de TV-venlige popnavne kunne komme til. Det blev jeg sgu meget ophidsede over, hvilket jeg i øvrigt har været mange gange før, da det jo så ikke er musikken det handler om, men kun selve seertallene. Det medførte, at jeg skrev et opslag om det på Facebook, hvor jeg bl.a. fik skrevet, at hvis jeg selv havde haft pengene, så ville jeg sgu lave min egen pris. Jeg har jo kendt Martin i mange år, men uafhængigt af hinanden, så havde Martin skrevet noget lignende på sin Facebook og efterfølgende ringede Martin til mig og spurgte mig om vi ikke skulle snakke om at etablere et eller andet, nu da han jo havde stedet, hvor det ville kunne lade sig gøre. Det blev så til High Voltage Rock Awards som kun handler om rockmusik, og så kan de andre sgu få lov til at lave deres eget show med popdronninger i undertøj etc. Martin og jeg har jo også et navn i denne business, så når det nu var os to, så ville folk også gerne være med til det. Vi er jo i alt beskedenhed ikke hr. hvem som helst.    

Rockzeit: Hvordan ser du forskellen på Danish Metal Awards og High Voltage Rock Awards? Danish Metal Awards var jo et større arrangement, med større navne etc.

SJ: Du må ikke hænge mig op på det, men jeg tror også, at det var det som slog dem ihjel. De havde store ambitioner, men det må sgu have været dyrt at have fået Machine Head og andre store artister til at komme og deltage, hvilket jeg tror, at de knækkede halsen på. Selve arrangementet og idéen bag var jo fremragende, hvilket jo også var en erkendelse af, at de ikke kunne finde ud af at gøre det ordenligt ved det almindelige Danish Music Awards. Jeg skal heller ikke sidde og brokke mig, da jeg selv har fået en ærespris ved Danish Metal Awards, men jeg er sikker på, at det var ambitionsniveauet som slog dem ihjel.

I et interview med Gaffa den 16.6.2010 udtalte bestyrelsesformanden for Foreningen bag Danish Metal Awards, Sidsel Christensen, at ”Der er ikke så meget at sige til det. Vi kunne simpelthen ikke få det til at hænge sammen med privat- og arbejdsliv længere, så vi har besluttet at opløse os. Det kunne bare ikke lade sig gøre til sidst. Jeg har vel arbejdet mindst 30 timer om ugen i et halvt år op til sidste Danish Metal Awards på helt frivillig basis, og derudover har jeg haft mit fuldtidsjob og mit privatliv. Så det var simpelthen bedre at trække sig nu, efter vi har haft et godt år. I sidste ende er det jo penge det drejer sig om. Hele nomineringsprocessen er utroligt lang. Nomineringsudvalget og juryen skal findes og sættes i gang. Alt materialet skal gennemgås og det er mange timers arbejde det drejer sig om. Alt er ubetalt og kræver meget arbejde.”

Rockzeit: Apropos ambitionsniveau, hvad er jeres ambitioner for HVRA? Ville i kunne overveje at flytte til et andet location eller lignende, da det jo virker som om, at der er et relativt stort tilløbsstykke til arrangementet?

SJ: Det kommer jo helt an på efterspørgslen, da vi jo ikke vil lave samme brøler som Danish Metal Awards. Vi vil naturligvis gerne have, at det skal være større, men vi vil heller ikke piske det op til noget, som det ikke kan bære. Så vil vi hellere lave det for dem, som vi laver det for nu, som alle er rigtig glade for det. Det fede ved det her er, at folk er så glade for det vi laver, hvilket gælder både publikum og bandene, og det allerbedste er, at de bands som bliver nomineret her hos os, alene pga. nomineringen bliver enormt stolte af det. Selvfølgelig bliver de glade, hvis de vinder, men de bliver også glade for bare at være blevet nomineret fordi, at her bliver de sgu taget alvorligt, og at det også er publikum som tager dem alvorligt.

Rockzeit: Jeg har oplevet flere gange, at det jo også typisk er sådan med de unge bands, som i starten jo sluger alt til sig og læser hver eneste anmeldelse ned til mindste detalje og bliver begejstret over, at der overhovedet er nogen som gider skrive om dem etc. Men det kender du jo også alt til Steffen?

SJ: Det har du ret i Roy! Martin og jeg oplever faktisk at der er flere af disse ”unge” bands som har været nomineret som senere kommer og fortæller os, uanset om det har vundet eller ej, at det har gjort noget for deres karriere, hvilket jo er dejligt, hvis det er tilfældet.

Rockzeit: Det leder mig hen til det næste spørgsmål. Der er jo mange af disse Award Shows rundt omkring, og bl.a. også Golden Gods via Metal Hammer etc., men nogen ville måske mene, at det mere handler om rygklapperi, da vinderen af en HVRA og andre Awards alligevel ikke opnår mere succes af den grund med mindre det måske ligefrem er en Oscar man vinder?

SL: Jeg kan kun sige det, som folk siger til mig, og de fleste siger, at de kan bruge det til noget. Jeg tror også, at det afhænger af, hvilken type musik de spiller. Et punkband som vinder prisen for bedste alternative band kan måske ikke bruge den til det samme, da det er et andet miljø osv. De heavy rock og metal bands som vinder noget her, er over en bred kam alle glade for det. Sidste år vandt Dizzy Miss Lizzy vores ærespris og to andre priser, og de er jo mildest talt et meget stort navn i forvejen, og de blev meget glade for at få en pris netop her, fordi at det betød noget, at de blev valgt af publikum som kun er rockfans, fans som lever og ånder for rockmusikken. Det betød meget for dem.

Rockzeit: Det er jo også godt, at der er nogen som tager hånd om denne genre, da der jo ikke rigtig bliver taget hånd om det på de mere kommercielle medier etc.?

SJ: Roy, du kommer til at opleve det i aften. Der er en kærlighed i luften herinde, så du tror at det er løgn. Der er en mellemfolkelig forståelse blandt folk, og der ville sgu ikke være nogen krige i verden, hvis alle var som publikum er her.

Rockzeit: Det vil jeg sagtens kunne forestille mig, og jeg tænker, at man kan betragte fans af rock/metal som et slags fællesskab, ligesom man ser det blandt fans af f.eks. forskellige fodboldhold, hvor den helt store forskel her er, at folk er fuldstændig ligeglade hvem man er fan er (med mindre at det er Manowar, selvfølgelig).

SJ: Haha, ja det er sgu rigtigt Roy! Sådan har det jo altid været, men det kom sig jo oprindeligt af, at alle os som var til ”det der”. Vi var jo dem som de andre ikke måtte lege med, hvilket jo i sagens natur pr. automatik skaber et form for sammenhold. Så står man sammen om det der er vores. I dag er det jo ikke så ilde set, som dengang jeg var ung. I dag er det jo fandeme folk i alderen fra 15 år til 70 år som kommer og hører det her, men det er stadigvæk den samme mekanisme. Det er rockens sorte får, som DR engang udtrykte det, men jeg kan bedre lide at bruge betegnelsen ”dem de andre ikke vil/må lege med. Dengang blev man jo set ned på, hvis man gik i lædertøj og nitter. I dag kan du jo nærmest få et job i en bank med det tøj på. Der er fandeme sket ting og sager. Broder/søsterskabet er jo bare enestående i denne branche, og denne her fælles kærlighed til det her som er ”vores”. Det fællesskab som dette giver, ja det spreder sgu også kærlighed blandt folk. Der er sgu meget mere kærlighed i det her, end der har været i hippiebevægelsen, haha.

Rockzeit: Jeg synes personligt, at der skal mere til at imponere mig i dag, end dengang jeg var teenager, da jeg er blevet mere bevidst om hvad jeg synes er god kvalitet. Har dit syn ændret sig gennem årene på hvad du finder som værende god musik?

SJ: Jeg har det lidt som du siger det, da der også skal mere til at imponere mig. Men når sådan en som mig, som jo er vokset om i ”The golden age”, så er det måske endda endnu svære at blive imponeret. Men jeg vil sige det på en anden måde. Hvis jeg ikke fortsat kunne blive imponeret af nye ting og bands som opstår, så ville jeg være holdt op med at arbejde i denne branche. Jeg blev senest begejstret, da jeg sad og lavede noget forarbejde til dette show, hvor jeg sad og lyttede til bands som Huldre og Aphyxion. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at der sgu stadigvæk bliver lavet så mange forskellige ting inden for rockmusikken, hvilket jo også er derfor at vi laver dette arrangement. Der er jo ikke plads til alle sammen, men der kommer virkelig meget i disse år. Folk snakker jo meget om de gyldne 80’ere. Nu voksede jeg jo altså op dengang, og der var den danske rockscene på ingen måde så ”healthy” som den er i dag. Dengang i 80’erne var der jo kun Mercyful Fate og Pretty Maids samt alle de bands som faldt ud over vejsiden engang imellem. I dag er det jo ikke unormalt, at der i København alene, hver aften spilles fem rockorienteret koncerter om ugen fem forskellige steder, og sådan var det fandeme ikke tilbage i 80’erne. Set på overfladen, så synes jeg ikke at den danske rockscene har været sundere nogensinde før end den er i dag.

Rockzeit: Det giver jo også en større mulighed for kvalitet blandt bandene?

SJ: Ja, lige præcis, men der kommer jo også stadigvæk en masse ”crap”, da alle i dag jo kan kalde sig for både musikere og kritikere. Alle kan jo udsende noget og sige, at vi har lavet det her, hvilket jo er fint nok, men det er jo op til folks egen kvalitetskontrol, men jeg synes faktisk, at der kommer meget af virkelig høj kvalitet. Jeg har for nyligt opdaget det danske black metal band Orm, som virkelig imponerede mig, og så er der jo det danske poprock band Lucer som virkelig også virkelig formår at skrive nogle gode sange etc. Jeg kan sgu lide meget musik lige fra Marduk til Journey.

Rockzeit: Hvilket øjeblik og band har for dig gennem tiderne været det vigtigste for rock/metalhistorien både internationalt/nationalt?

SJ: Der er jo ingen tvivl om, at hvis vi skal nævne et dansk metalband, som har flyttet nogle kommaer ude i verden, ja så er der ingen ved siden af eller i nærheden af Mercyful Fate. De har influeret så mange bands lige fra Morbid Angel, Metallica, Megadeth og til Paradise Lost, og jeg nævner disse bands fordi de er forskellige alle sammen, og at de alle har ladet sig inspirere af Mercyful Fate. Så er der jo også King Diamond som på sin måde kørte driften videre. Der er slet ikke noget i nærheden af det. Rent internationalt kommer man jo ikke uden om Black Sabbath, hvis man snakker om metalmusik. Når vi skærer ind til benet og det er den ægte vare, ja så er det fandeme Black Sabbath. Det kan vel næppe bevises på en anden måde end at de ventede 30 år med at lave album nr. 9 med Ozzy som var et mesterværk. Hvad fanden skal jeg sige mand?  Fredag den 13.2.1970 ændrede alt sig.

Black Sabbath udgav den 13.2.1970 deres debutalbum “Black Sabbath” som fik mange dårlige anmeldelser, men som siden hen er blevet krediteret for at være et af de mest indflydelsesrige album for hele heavy metal industrien.

Rockzeit: Du var selv inde på det tidligere, at der i dag er mange som kan oprette noget og enten udgive eller skrive noget, uden nødvendigvis at være særlig dygtige til det. I dag er der relativ mange danske rock/metal webzines.  Hvordan ser du den på den udvikling og hvad synes du om kvaliteten af disse? Personligt synes jeg, at det kan være af meget svingende kvalitet.

SJ: “Everyone is a critic”. Den er svær at svare på den der, men ja, det er med svingende kvalitet. Der er både godt og ondt ved det. Jeg har et problem med det. Sagt på en anden måde, jeg synes, at det er fedt at alle har mulighed for at have en stemme, hvis de vil have en, men der hvor jeg har et problem, det er hvad de bruger den til. Mange tror jo, at de er eksperter, og ved hvad de taler om, men det er de bare ikke. Du kan jo forestille dig, at hvis du har 5 dygtige anmeldere, og at du så lige pludselig har 500, så begynder det at knibe lidt med autoriteten. Her kan jeg godt begynde at sætte spørgsmålstegn ved troværdigheden. Jeg kan jo godt selv huske da jeg var en 14-årig fan, og hvor begavet mine betragtninger var dengang.  Jeg siger ikke, at alle skal være sådan nogle gamle gnavpotter som jeg selv, men så har jeg ikke sagt for meget. Men jeg synes, at mange af de der webzines skulle øge deres kvalitetskontrol af deres medarbejdere. Jeg har i hvert fald svært ved at gå ind på en eller anden webzine og læse om eller anden fan som synes noget er godt, da jeg godt kan have svært ved at tro på det. Man skal sgu have en vis pondus.

Rockzeit: Når du siger fan, mener du så at anmeldelserne ikke er objektive nok, og at fordi vedkommende måske elsker Iron Maiden, så bliver det pr. automatik en god anmeldelse?

SJ: Vi kan godt generalisere endnu grovere. Bare fordi jeg elsker metal eller doom eller noget andet, så er det her bare fedt. Nej, det er det altså nødvendigvis ikke! Altså er det jo en lang diskussion, for der er selvfølgelig også nogen som er dygtige til det. Det er slet ikke det, men jeg synes nu altså at det kniber med kvalitetskontrollen. Dem her de spiller hårdt, præcist og hurtigt, så er det fedt. Det er det nødvendigvis bare ikke.

Rockzeit: Lad os tage det sidste spørgsmål, Steffen. Uden at jeg vil nævne for hvem, men så har jeg jo engang skrevet for et af bladene Metalized og NRG. Hvilket blad af NRG/Metalized synes du har haft den bedste kvalitet?

SJ: For at være ærlig, så har jeg aldrig rigtig læst danske anmeldere. Jeg har selvfølgelig læst Metalized fordi jeg har kendt mange af jer som har været der, men jeg har også læst det andet blad NRG, som jeg egentlig synes var lidt bedre, for så vidt jeg kan huske. Vi har jo selv givet Metalized en ærespris fordi det er fantastisk stykke arbejde de ildsjæle har lavet. Jeg er jo ikke rundet af den skole. Allerede da jeg var ung læste jeg engelske musikblade, hvor det startede med et blad som hed Sounds som var en ugentlig avis, som der kom mange af i England sidst i 70’erne og op igennem 80’erne. Det der Sounds var jo med alt muligt musik, og det var først senere at en gruppe derfra startede Kerrang! Det var det som jeg læste i mange år.

Hermed sluttede aftenens interview, da Steffen skulle tilbage til forberedelserne af aftenens show.