De højrøde konger holdt hof i Falconer Salen

King Crimson havde fredag aften det distingverede vinylfolk i deres hule hånd og formåede med deres ambitiøse musiksekvilibrisme at flå alle de (primært mandlige) 35+ rockelskere op af deres magelige sæder. Det var en overlegen men lukket fest for indviede avantgarde-nørder, anmeldere og andre musikentusiaster. 

Grundstenen i prog rock

King Crimson blev dannet i 60’erne, midt i en politisk, kulturel og ikke mindst musikalsk brydningstid. Deres absurd overlegene debutalbum “In The Court Of The Crimson King” fra 1969 har for undertegnede alle dage stået som et musikkens babelstårn, hvor banal pigtrådsrock, psykedelisk hard rock, avantgarde jazz, lydbilleder og britisk 60’er radioschlagerpop blev lagt sammen og skabte en mersum. Nye højder og retninger for dem som turde. Arven står år efter år tydeligere og tydeligere frem, når man hører hvordan progrock og -metal bands sidenhen gang på gang inkorporerer permutationer af Crimsons strukturer og byggestene. Ingen nævnt, ingen glemt.

King Crimson er fortsat med at fremelske bizarre musikalske værker, og hvor nogen af dem ikke løfter sig nok og ikke bliver til mere end flot indpakkede, men omstændelige sessionøvelser, så når andre album og enkeltnumre helt der op, hvor selv Robert Fripp må føle sig let om hjertet.

King Crimson live anno 2016 er en knastør omgang. Det er britisk med britisk på. Som stenstøtter står de disciplinerede seniorer i hvid skjorte og sort vest – en enkelt med bowlerhat – og afventer angrebssignal fra maestro Fripp. Der bliver ikke just skraldgrinet på scenen, enkelte smil og indforståede tegn er alt. Ikke at bandet ikke har humor, det er bare ekstremt underspillet og beløber sig til en lille bid af “Der er et yndigt land” spillet af fløjte/blæserfænomenet Mel Collins, dybt inde i “Larks’ Tongues in Aspic, Part One”.

Derudover handlede det om musikken.

Musikkens ekstremsport

Når musikken så gik i gang, søgte hver enkelt af de syv musikere i dybden, i fuld koncentration med deres respektive instrumenter. Enhver der på en aftenskole har stået og forsøgt at få “Come Together” til at svinge i et born to lose band, ved hvor svært musik er. Hvis man så forestiller sig den stramhed og præcision der skal leveres, når hele tre trommeslager skal svinge samme med polyrytmik, temposkift og uendelige komplekse slagserier, tilsat et vanvittigt virvar af forskudte guitar-, bas- og blæsermotiver i toppen – i mere end to timer – så nærmer man sig en forståelse af, hvad det er for en ekstremsport vi i fredags var vidner til.

De tre trommeslagere, Gavin Harrison, Pat Mastelotto og Jeremy Stacey (ham med bowlerhatten), var linet op i fronten af scenen, og det lignede et helt slagtøjscenter, da de indledte med trommenummeret “Hell Hounds of Krim”. Janitsharene havde sat sig på DW, TAMA og Sonor, og bandet havde derfor rigelig mulighed for at udtrykke sig på rytmekontoen. Og det gjorde de. Der blev hyppigt vekslet mellem solo, duo og trio, og triorytmerne var helt oppe at ringe, og enhver trommefreak var nok i den syvende himmel. Resten af bandet var måske placeret lidt for magelige i baggrunden af denne mastodont-rytmesektion, for de mange rytmepåfund var næsten musik i sig selv. Der var sågar ofte melodimotiver spillet på de nøje stemte tammer, og det gav et fantastisk musikalsk udtryk. Nogle ville måske mene at det var lidt for voldsomt, men der var god lyd i sættene og det virkede meget æstetisk overvejet det hele. Og man kan sige, at det selvfølgelig kræver en gut som Tony Levin at holde styr på tre trommeslagere, og han fik vist, at han på elbas og 2 forskellige Chapman Sticks, forstod at ledsage trommerne, hvorhen de søgte og i hvilket som helst tempo, power og grad af virtuositet.

Forpligtende rockfilosofi

Alle musikere i King Crimson er qua bandets grundfilosofi bag arrangementerne helt og aldeles afhængige af, at alle de andre i dette musikalske kludetæppe formår at levere deres rolle med præcision, da utilsigtede forskydninger i metrikken får det hele til at falde sammen. Ofte er signaturfigurer kreeret af flere instrumenter, eksempelvis i “Meltdown” og “Level Five”. Her må ingen slippe tøjlerne. Tilsammen fremstår bandets lydvæg dog ekstrem stærkt og skræmmende kraftfuldt, når instrumenterne, bas, guitar og blæser, finder sammen i et power riff – tag et nummer som “Hell Hounds of Krim”, hvor signaturriffet i liveudgaven, i slutningen, virkelig bar elementer af proto-stoner/hardrock riff motiver. Tja, “21st Century Skizoid Man” er vel et endnu bedre eksempel på samme.  “In The Court of the Crimson King” kom lidt overraskende ikke helt udover scenekanten faktisk var den lidt vagt spillet og havde ikke den effekt som den klassiker den er, men snarere som fyld mellem de groteske instrumentalnumre. Jakko Jakszyk sang nydeligt men uden større tegn på indlevelse og kærlighed for nummeret. Bandet virkede i det hele taget lidt for mageligt. Jakszyk havde dog en stilistisk spot on vokal til numrene med sang, og “Epitaph” gjorde han virkelig blændende.

Rockens Rødvin

Det er ret beset nogle forholdsvis banale strukturer og akkordprogressioner som der tages udgangspunkt i, men Fripps partiturrock har det med at udvikle sig så grundsubstansen næsten forsvinder. Det er svært, det er dygtigt, det er meget klogt. Når man kigger rundt i Falkonersalen er man da heller ikke i tvivl om, at de fremmødte 35+ mænd, gerne tager del i klogskaben. Man så Tim Christensen, man så sin gamle underviser fra musikvidenskab og ens sidemanden var en normand i slut 60’erne, som var faldet i King Crimsons tourbus som spæd. Nu var han halset til DK, da koncerterne i Norge var udsolgte. Han var en glad nordmand, i hvert fald i to timer. King Crimson er bare hardrockens ædle rødvin, den svært forståelige og tunge skønlitteratur, den dyreste og mest æstetiske retro designsofa. Crimson er vintage. Men selvsamme mandlige musikkloge publikummer kunne ikke sidde behersket og stille i stolene. De hoppede, rockede og rejste sig op og klappede hænderne af led, uden at kunne styre sig selv. Fascinationen tog til i styrke hen mod slutningen, hvor alle var, som det hedder, blown away. sidste nummer inden ekstranumrene var “Starless” og det er i forvejen et af de smukkeste numre, King Crimson har lavet og måske i det hele taget et af de smukkeste rocknumre. Da det gik igang med det simple tunge, drevne beat, ledsaget af den sarte stryger, så fik anmelderen kuldegysninger; en magtpræstation, og liveudgaven var smukkere end på “Red” og var den finale, man kunne håbe på. Hvordan de får bygget intensiteten op i midten og hvordan de får ramt klimaks så flot, må stå hen i det uvisse. Det er vist noget med, at øvelse gør mester.

Musikalsk klogskab

“21st Century Schizoid Man” var selvfølgelig en no brainer som ekstranummer, det nummer der opsummerer King Crimsons banebrydende sans for at udforske rockgenren. Efterfølgende fortsatte klapsalverne længe nok til at man fik ondt i armene – men anmelderen har stadig armene i vejret, for det var slet og ret en sympatisk magtdemonstration der viste, at musikalsk indhold, historiefortælling og tonsvis af stemning kan fungere samtidig med, at musikerne begiver sig ud i en tour de force af musikalsk klogskab. King Crimson er ikke vintage for ingenting. Det her er ikke kejserens nye klæder… det er stilfuldt skræddersyet hvid skjorte og sort vest.