I virkeligheden behøver der kun at stå perfekt, flot og velspillet i denne anmeldelse. Der var stort set ikke en finger at sætte på denne koncert med guitaristen Steve Hackett (76 år) tidligere vigtig ingrediens i stor bandet Genesis, som han dog forlod i 1977. Han følte ikke han fik plads til at udføre hele sit kreative register. Det må man dog sige at han fik mulighed for i hans solo karriere og gennem ca. 30 solo albums. Så han har været flittig.
Flittige og hurtige var hans fødder også, da de fløj rundt på den massive mængde effekt pedaler han havde liggende på gulvet foran sin mikrofon. Men modsat så mange andre guitaristers pedal arsenal, kunne man faktisk tydelig høre forskel på Hacketts forskellige effekter, som var med til at farve hans i øvrigt fortræffelige guitar sound, så de passede til hver komposition. Og så var der rigtige amps på scenen. Varm rigtig fysisk guitarlyd spillet på en Gibson Les Paul lignende guitar, bestykket med en tremolo arm, som Steve Hackett benyttede flittigt. Og hans guitarteknik fejler, trods den fremskreden alder, overhovedet ingen ting. Dog på fornemmedes soloen på “The Sea Inside” en lille smule stift, men det var da også det hele.
At han oprindelig ikke havde lyst til at synge fordi han var bange for at synge falsk, mens han var med i Genesis, var han åbenbart kommet over. Hackett sang flere af sine ting selv og det gjorde han ganske udmærket. Ikke den store stemme, men ganske sympatisk. De store ting overlod han til den svenske sanger Nad Sylvan som med sit store store register omfavnede Hacketts materiale så man af og til følte sig henført til det gamle Englands musiktradition fra 1600 tallet. Fyldigt stærkt og klart. Jeg indrømmer, jeg stod faktisk og ventede på at han bare på ét nummer kom ud af pitch
Men det skete (heldigvis) ikke. Det generede mig dog at Nad var placeret lidt i baggrunden, hvor der på scenegulvet tydeligt med rød tape var markeret hvor hans mikrofon stativ skulle stå. Hackett var i front, men Sylvans stemme overhalede ham.
Vi har bevæget os ind i det symfoniske progressive rock univers. Fyldt med stemninger og farver, båret frem af en fremragende PA lyd, hvor alt var i flot balance. Ikke for meget bass drum. Guitar og øvrige instrumenter stod tydeligt frem. Bas notes var fyldige, klare og tydelige, spillet af Jonas Reingold, som ud over bas også spillede tolv strenget guitar, og pedal keyboard bas, plus kor vokal.
I Hacketts band fandtes der yderlig en imponerende musiker. Rob Townsend som har været med siden 2001. Keyboards, selvfølgelig, men også tenor, sopransax, fløjter, perkussion, vokal, bas pedaler, som også var programmeret til forskellige klokke effekter. Townsend fik lejlighed til at strække helt ud i “Camino Royale”, som viste Hacketts band talent for at bevæge sig ind i jazzen. Townsend fyrede den fedeste sax solo af, og når jeg nu ved, at han har bosat sig i DK, så kunne jeg fristes til at bruge ham på de jazz gigs jeg nu selv har. Voldsomt talentfuld musiker.
Hvem der også lænede sig op af jazzen var den stærke keyboard mand svenske Lalle Larsson der her i 2026 afløste den tidlige keyboard mand Roger King. I et pænt langt solo forløb fik han mulighed for, med en rigtig fed autentisk piano lyd, at bevæge sig rundt over hele musik spekteret, med nogle fede jazz akkorder, blandet med nogle klassiske forløb.
Og min oplevelse af Hackett koncerten var at Larssons keyboard arbejde i sammenspil med Townsends instrument arbejde viste, at disse elementer var voldsomt vigtige for, at Steve Hackett´s musik virkelig kunne forføre os publikummer rundt i alle mulige forskellige spændende stemninger, både rytmisk og emotionelt.
Og når jeg siger rytmisk, så var der ikke tvivl om at den faste steady og swingende rytmik der prægede koncerten blev leveret af Felix Lerhmann som kom med hos Hackett i 2025. Det har været en gevinst at få ham med. Hans trommer var stemt så man nærmest kunne spille hele melodier på et sæt med seks trommer og nogle velklingende bækkener.
Men man skulle holde tungen lige i munden og være i stand til at tælle til 9/8 dele 5/4 dele og enkelte gange 3/4 dele. Der var ikke meget “fire i gulvet” 4/4 dele og det var spændende at følge de springende rytmiske forløb. Det kunne godt have skræmt ethvert Justin Bieber publikum. Men det skræmte tilsyneladende ikke Amager Bio publikummet hvor af flere, især én kvindelig publikummer af ubestemmelig alder, der stod helt op ad security hegnet, helt tydelig kunne dirigere med arme og ben sammen med Hackett´s spændende musik uanset hvilket rytmisk forløb et pågældende nummer havde. Det var lidt imponerende og jeg var lige ved at tro at Hackett bandet lod sig dirigere af denne ivrige fan.
At hele bandet overhovedet kunne huske forløbene på alle de meget forskellige arrangementer og tempo skift, uden papirer på åndssvage forstyrrende nodestativer var stærkt imponerende og skabte hos mig meget stor respekt.
Men jeg spørger så: Hvor bliver de øvrige “piger” af til sådan en koncert? Langt størstedelen var mænd i den øvre del af alders skalaen. En kvinde der stod ved siden af mig, gav udtryk for at hun var taget med for sin mands skyld, men kunne da godt holde ud at høre Steve Hackett der hjemme på stereoen. Men hun ville helst høre dansk pop. Det tror jeg ikke man kan få fra Steve Hacketts spændende repertoire og det er en befrielse i disse fortabte cover og kopi bands tider.
At Steve Hacketts musik kan overleve i disse musik mekaniske digitale tider er stærkt værdifuldt. Ikke på den gammeldags måde, men i et stærkt afvekslende og dynamisk univers, hvor der både var ro på, flotte stemninger men også stærk energi.
Jeg har ikke selv det store kendskab til Hacketts musik, men det syntes jeg faktisk heller ikke jeg behøvede, fordi jeg kørte hjem med en rigtig rigtig god musikalsk oplevelse, hvor det hele handlede om rigtig musik… og så lidt hurtige fødder.
Summary