I Satyricons vold

Endelig, mand! Endelig. Efter at have håbet på et besøg af Satyricon siden den allerførste Copenhell, blev 2018 det år, hvor mit ønske skulle gå i opfyldelse. Det mægtigste af alle norske black metalbands skulle indtage Copenhell.

Da spilleplanen blev offentliggjort kunne jeg så med nogen måben konstatere, at intelligentsiaen bag Copenhell havde placeret Satyricon på festivallens mindste scene, Pandæmonium. Satyricon, hvis seneste koncert i Pumpehuset var udsolgt 2 måneder før koncertstart!? Satyricon, som allerede i 2008 totalt dominerede den enorme Arena-scene på Roskilde? Hvad sker der?

Der skete selvfølgelig det, at Pandemonium var pakket til allersidste sortklædte metalhead allerede inden Satyr, Frost og hired hands gik på scenen til dommedagskeyboard og trykkede en koncert af, som nærmer sig den bedste i Copenhells historie.

Overskud og rutine

Satyricon turnerer med sidste års ‘Deep Calleth Upon Deep’ i vadsækken – en plade der efter undertegnedes mening er langt bedre, end de fleste anmeldere gjorde den til. Og Satyricon lagde da også benhårdt fra land med ‘Midnight Serpent’ fra netop ‘Deep …’

Satyr drev fra første anslag koncerten og os nådesløst fremad med vanligt overlegenhed, understøttet af Frosts maniske trommearbejde. Intet tilløb – og vi lod os rive med med det samme. I det hele taget er Satyricon et band med overskud og rutine i det de foretager sig. Alle riffs, slag og virkemidler sad præcis, hvor de skulle. Lyden var klar og storladen, og lyssætningen var bygget, så den fremhævede den eneste farve i Satyricons univers: Kulsort.

Black’n’roll

Numrene var på nær et fra den del af Satyricons karriere, hvor bandet havde forladt den egentlige black metal. På Copenhell blev der plads til trve black metal i ‘Mother North’ fra klassikeren ‘Nemesis Divina’, men ellers var det numre fra efter årtusindskiftet med de medrivende og knusende ‘Fuel For Hatred’ og ‘K.I.N.G.’ som kulminationen.

Satyricon nedtonede jo black metals obligatoriske blastbeats, sylespidse guitarfræs og Gollum-vokal og tillagde sig fra ‘Volcano’ en bredere lyd – den som eftertiden har døbt black’n’roll. Satyr og Frost erkendte tilsyneladende dengang, at lysets kræfter ikke skal bekæmpes fra en klippehule, hvor man vrisser og pønser på snigmord. De skal bekæmpes i et felttog, og Satyr skal nok være mand for at føre det.

Am I evil?

Fra uindviede udi metalverdenen bliver jeg af og til mødt med den der vise om, at metal er ondt og vil onde ting. Jeg svarer altid, at folk, der laver gyserfilm, jo næppe heller er lystmordere – det er kun for sjov. Men med Satyricon er jeg ikke længere så sikker.

I Satyr har Satyricon en forsanger med en demagogs fagter og gestik og magt over masserne. Ikke noget med en klassisk, rodet metaluniform med langt hår og slidte gevandter. Satyr er sort læder, tilbagestrøget hår og bistert blik, og når han står og rokker tilbagelænet med begge hænder på sin mikrofonfork, minder han forskrækkende meget om nogle folkeførere, som man ikke vil mindes om. ”Now!” kommanderede Satyr i koncertens femte nummer, og vi svarede som én ”Diabolical!”.

Satyricon har spillet med Norges symfoniorkester, og de smiler til dig, når lyset tændes, og hele bandet bukker for publikum og takker for en god aften. Tro dem ikke. Satyricon er alt det, din mor advarede dig i mod, da du begyndte at høre metal – og enhver årsag til at du gør det endnu.