Iderige Isbjörg udfordrer lytteren på nyt udspil

Da Isbjörg tidligere på året udgav deres debut EP, valgte undertegnede at bedømme den som en demo frem for en reel EP. Dette for at skåne dem for en sammenligning med de topprofessionelle og gennemarbejdede produkter som sprøjtes ud af bands overalt på denne metal/hardrock klode. Jeg syntes ikke, de var klar.

Jeg lyttede grundigt. Jeg kom med ærlig kritik og hvor rigtig mange af mine iagttagelser pointerede deres indiskutable musikalske og kreative evner, efterlyste jeg også selvkritik. At man gjorde arbejdet færdigt. At man måske lod andre komme med gode råd eller give en hånd med i produktionsfasen, da alt – hørbart – var en selvgjort omgang. På godt og ondt og enkelte numre hang efter min mening ikke sammen kvalitetsmæssigt og produktionsmæssigt.

Det bedste forsvar… er en retrograd inversion?

Svarede kom for nogle uger siden: “Hej Rockzeit redaktionen. Tidligere på året anmeldte I vores debut EP. Vi har tygget lidt på jeres ord og nu er vi igen klar med ny musik!”

Respekt herfra. Isbjörg viser, at de anerkender at undertegnede (og andre) kan have en mening om deres musik, og det har de så i et eller andet omfang taget til efterretning. Men overordnet fastholder de, at de fortsat har noget unikt at byde på og at vi altså endnu en gang må forholde os til deres version af progressiv metal/rock.

Deres ny udspil er på alle mulige måder det bedste modsvar; det fuldstændigt uventede og anarkistiske modangreb i form af et interaktivt enkeltnummer “In Endings”, brudt op i “11 små sangstykker, som kan sættes sammen på kryds og tværs. Lytteren opfordres til at afspille stykkerne på shuffle således, at der opstår en ny version af “In Endings” hver gang den afspilles.”

OMG.

Det fortsætter: “Man kan også arrangere sangen som man selv synes fungerer bedst eller måske prøve at finde den rækkefølge sangen blev indspillet i. Det er altså et helt unikt format som indrager lytteren og giver mulighed for personliggørelse af musikken.”

Hvad f… har de gang i? Det kan man bare ikke!?? Ok, pennen spidses, man laver en kande kaffe, ærmerne smøges op. Man gør et forsøg; man shuffler på kryds og på tværs, man går i garderobeskabet efter en snes forskellige jahatte, man bladrer indre faneblade igennem efter sammenlignelige musikeksempler, samt relevante analyse modeller.

Her kommer jeg dog til kort. Mest af alt minder metodikken mig om grundlæggende dodekafoniske kompositionsgreb, hvor man dekonstruerer de musikalske elementer og sammensætter de tolv tonetrin ud fra nye regelsæt, der tilsidesætter mange århundreders musikteori og praksis uden hensyn til traditionel harmonikforståelse. Ok, så vildt går isbjörg dog ikke til den, alt er åbenlyst baseret på gængs kompositionspraksis. Det bugner med raffinerede og medrivende standard progrock-sekvenser, rytmer, motiver og melodier, og man kan selvfølgelig ikke lave en vellykket retrograd inversion af formstykkerne, bevares.

Mange kvaliteter

På mange måder virker shuffle-ideen mestendels godt og forfriskende. Og der er også tale om gennemarbejdede gnidningsfri overgange mellem leddene, så man får den der rutchebanetur gennem en masse dynamiske skift, som efterlader én en smule rundtosset men vældig godt underholdt. Der er knald på og en sekvens som “Scarlet” er forrygende fedt spillet, ren kræs for prog fans. Og man kan sammensætte dem efter behag og når man har gjort det en masse gange, tænker man faktisk ikke på nummeret som noget der behøver at slutte i gængs forstand, snarer et anarkistisk musikalsk virvar som man kan koble sig på, men man lader tankerne flyve. Alle sekvenserne bærer farvetitler, nogle er instrumentale, men mange er med vokal, og Michael Juul Hagerup er blevet mere fokuseret og retningbestemt end på deres debut. Faktisk er der mere pondus og kvalitet i klangen og jeg synes sammenligninger med Einar Solberg fra Leprous eller Next To None’s ungdommelige klang fra Thomas Cuce er ok berettiget. Der smadres godt igennem af Frederik Ølund Uglebjerg på trommer og han holder intensiteten igang og får nummerets enkeltdele til at fungere, og de fleste overgange ligeså. I det hele taget er lydbilledet godt ramt, med nærvær og intensitet og set i bakspejlet er det cool, at de har holdt fast i deres basic piano style, som har fået flere finesser.

Selvvalgte begrænsninger

Der er dog begrænsninger i et sådant eksperiment – for man må jo dybest set stadig forholde sig til nogle fundamentale musiske regler – Isbjörg har i hvert fald selv valgt vestlig rytmisk populærmusik som det felt de vil lege i. Det er klart, at med så intense temaer og basal rockrytmiske strukturer, så er det nok umuligt at få alle enkeltdelene til at kunne glide over i hinanden samtidig med, at de også vil kunne fungere som naturlige igangsættere og afsluttere af nummeret. Derfor stopper nummeret i langt størstedelen af shuffleversionerne abrupt og – klodset. Og på grund af det samlede nummers iboende metodik, har bandet ikke formået at lave harmoniske skift i de vigtige overgange, hvorfor hvert skift er i samme toneart, og det er lidt konstrueret og enerverende.  Vokalen er på grund af det brudte format ikke styrende og sørger ikke for nummerets retning, og derfor virker teksten heller ikke essentiel, af og til lidt i vejen eller ligegyldig. I “Crimson” har grundfrasen samme tekst som “Maroon”, hvor isbjörg smørrer lidt for tykt på med teksten “you speak to me like every word was randomised”. Jo tak, at teksten også retter opmærksomheden på bandets ramdomiseringseksperiment bliver lige lovligt pædagogisk. Thanks, but no thanks. Frasernes melodik er til gengæld iørefaldende og lækkert eksekveret.

Men man kan ikke bare spille sekvenserne i en hvilken som helst rækkefølge, uden at resultaterne er ret forskellig i kvalitet. Derfor har elementerne brug for en form for ordning, og alene derved mislykkes en vigtig del af eksperimentet jo lidt.

Hvorfor?

Jeg har også stillet mig det samme spørgsmål igen og igen; hvorfor? Hvad motiverer, at de gør dette? er der et manifest? Vil de bygge deres karriere på at udfordre regler? Eller blot lokke anmeldere til at prøve at finde hoved og hale, hvor ingen er?

Det er lidt ligesom, de der tekster, hvor man kan læse både forfra og bagfra, hvorved indholdet får den modsatte mening. Men det kræver at der manipuleres i ord og sprog og ofte bliver det hele for klodset. Og en måned efter er det glemt, mens rigtige vedkommende tekster kan man blive ved med at læse. Jeg lyder bagstræberisk, I know, men sådan er det vist bare. Vi mennesker vil have et sammenhængende hele, en historie – det er fint nok med eksperimenter – om ikke andet så til at grine lidt ad, og få rusket lidt i dogmerne, men i længden hænger det ikke fast, hvis ikke der midt i al hækleriet er en rød tråd. Men det er måske ikke så vigtigt for isbjörg? De gør det i hvert fald sværere for dem selv at bryde igennem, hvis de da vil? 

Gad vide, om Isbjörg selv, er det isbjerg, de fremover igen og igen vil sejle ind i? Måske får vi en flig af et svar, når Isbjörg fredag den 21.10.2016 udgiver nummeret i en hel udgave. Men tak for endnu en omgang, kedeligt er det bestemt ikke.