Igorrr + Amenra i Store Vega

Foto: Morten Hermansen

RockZeit havde en god 1. Påskedag da vi tog i Store Vega for at høre franske Igorrr med belgiske Amenra som co-headliner.

Support

Oven i det, var der hele to supportbands, så altså fire bands på een aften. Franske stoner rockere Hangman’s Chair startede med tunge beats og simple riffs, men med lidt middelmådig sangskrivning som ikke helt skar igennem. Derefter gik det tyske black/ekstrem metal band Der Weg einer Freiheit på. De trængte til gengæld igennem med deres fuldstændig fænomenalt overbevisende sæt på ca. en halv time. Man var i dén grad varmet op efter denne metalliske live oplevelse.

Amenra

Co-headliner var belgiske Amenra, som var en diamentral modsætning af de tyske support metallere. Amenra stillede sig i halvmørket og stemte deres instrumenter, mens publikum ventede spændt. De lignede statuer i mørket, og det var en bevidst handling, at stå i et godt stykke tid før det gik løs med deres tunge doom, sludge, black metal.

Lead sanger Colin H. van Eeckhout stod med en hættetrøje på og sang med ryggen til publikum, mens han headbangede mod bagtæppet, og de andre musikere headbangede mod publikum. Det var sGu’ sjovt at se på. Der var mega saftig lyd, især i bas registret, hvilket også var vigtigt med de tunge rytmer og de simple riffs.

Det blev dog lidt for meget med den minimalistiske kompositions stil i længden synes jeg, for der var ikke megen variation i hverken rytme, toner eller lydbillede. Oven i det, var det meget forudsigeligt, hvilket gjorde det lidt uinteressant at høre på.

Det var sjældent van Eeckhout havde en ordentlig klang i stemmen, for det lød nærmere anstrengt og hysterisk. Bassisten Tim De Gieter growlede faktisk ret fedt, hvilket hjalp gevaldigt på klangvariationen i vokal billedet. Det var lidt op og ned med Amenra, men de kunne da noget og var gode også på en scene.  Jeg ender på 3 stjerner for deres doom gig.

Så gik Igorrr på….og gik af…eller?

Efter en god omgang aggressiv elektronisk programmerings-musak i “Paranoid Bulldozer Italiano” fra hovedpersonen Igorrr (Gautier Serre), kom guitarist, trommeslager og mandlige sanger på scenen for at køre videre i det metalliske indsats i nummeret... Men… wow, er det top avantgarde? Musik uden lyd? øv, nej. Lyden røg sgu fra alle instrumenter.

Trommeslager Sylvain Bouvier blev siddende og lavede lidt impro for, at intensiteten fra scenen ikke skulle dø helt. Der gik heldigvis kun et par minutter før helvede åbnede sig med det ondeste metalgrowl og maskingeværds rytmer. Så var alle glade, og der gik heller ikke særlig lang tid før man havde glemt den uheldige start, for de var så sindsygt varme lige fra start, og at man blev helt skræmt af det musikalske niveau. 

Vokal fra fra himmel og helvede

Marthe Alexandre lavede tit skønsang der gradvist blev mere og mere intenst og ondt og endte i skrig, hvorefter JB Le Bail overtog med fænomenalt hæs growl,  som gik lige i metalhjertet. Der var de karakteristiske effekter på vokalen som man også hører på studieindspilninger, hvor der er rytmiske mikropauser i lyden så den “hakker” meget nervøst. Det fungerede også utrolig godt live. Generelt var der helt absurd godt styr på alle de elektroniske effekter som Igorrr’s musik kræver. 

Genial sangskrivning

Det er imponerende, at der er så mange genre skift  i musikken uden det bliver for søgt eller for stift at høre på. Hele sættet gled som een lang perlerække af fantasiske formled som skiftede mellem det smukke og det voldsomme, og nogle gange smukt og voldsomt på samme tid. 

Bas, men ingen bassist

Der er ikke nogen bassist i bandet, hvilket er sjældent når det består af meget metal. Der er naturligvis Igorrr himself, som med sit anlæg sørger for synthlyde som ligger så dybt, at det er tænkt som at være bandets bas. Igorrr VIL være avantgarde, så dét andre bands gør, skal jo være anderledes i Igorrr.

Skyhøjt kunstnerisk niveau

Bandet skal jo ikke klantres for at lyden røg i starten. Tja, det var ærgerligt, men lige så snart der var hul igennem, fik publikum den vildeste avantgarde oplevelse, med et band der var yderst engageret i hvad de lavede. De sejrede i alle katagorier; perfomance, musikalitet, kompositorisk kvalitet, lydkvalitet…you name it.

Sååå, 5 stjerner til Igorrr for dette helt uforglemmelige tone angreb i Store Vega.