Igorrr i Amager Bio

Der var fuldt hus søndag aften i Amager Bio, da franske Gautier Serre i sit solo projekt Igorrr, indtog scenen sammen med sine 4 musikere i sammensmeltning af barok, deathcore, opera og electronica.

I opvarmning fik vi interessante rytmer fra Thoughtcrimes og stemningfulde slow riffs fra Dvne. Dvne var lidt traditionelt i komposition, ovre i Iron Maiden-lejren, men det fungerede ret godt. Publikum tog også godt i mod dem, og der var mange der stod og rockede med hele vejen igennem deres gig. 

Igorrr

Bifaldet var stort da lyset slukkede for tredje gang, og hovednavnet skulle ind på scenen. Der var propfyldt i salen og på balkonen. Allerede fra start kunne man i nummeret “Daemoni” fornemme, at der var styr på musikalitet og performance. Der er meget på spil til en Igorrr koncert, og meget der skal klikke for at det bliver vellykket. De lagde i hvert fald ud med god metalklang, så denne onde tunge elektro-metal-hymne kunne slå os som lydhammer. Folk eksploderede i ekstatiske råb, for nu var de franske avantgarde stjerner i gang. Nummeret er fra nyeste album Amen, som i min verden er en fantastisk plade, måske deres bedste.

Boss

Fra start kunne man på Gautier Serre’s performance, fornemme hvem der er boss i bandet. Udover sin legendariske elektro-pult, havde Serre også fat i guitar, tammer, fløjte som blev sneget ind engang imellem. Især små motiver på fløjten kunne få folk op at ringe. Serre’s guitarspil var dog kun et lille supplement til den dygtige metal guitarist Martyn Clément.

Jeg var især oppe at ringe, da aftenens fjerde nummer “Blastbeat Falafel” effektivt blev udført. Et nummer som viser at alternativ musik også kan indeholde melodier som så iørefaldende. Det er en blanding af noget der lyder som tyrkisk folkedans musik, blandet med deathcore. På albummet spillet Trey Spruance (Mr. Bungle) på det catchy tema på guitaren. Men her var det Martyn Clément som spillede det, og live versionen af nummeret var også helt i top. 

Trommeslageren Rémi Serafino skulle have tungen lige i munden i dette sæt, for i denne type musik har manden bag tønderne ekstra travlt. Der er ekstremt mange figurer han skal huske, og de skal sidde lige i kassen før musikken fungerer.

Ingen basguitar

Det er usædvanligt at musik som indeholder massive dødsriffs, ikke har en en elbas med i bandet når de spiller live. Men basregister er der nok af, for Serre har i sine lydcollage-orgier som brager med high tech lyd som rammer folk i mellemgulvet med god rund og klanglig baslyd.  

Alt er planlagt

Selve komposionerne har spontane indfald, men i performance og samspil er der ikke spontanitet og improvisation. Det er meget aftalt det hele. Til gengæld var det skræmmende skarpt, og næsten fejlfrit fra de kom ind på scenen, til de gik ud. Både spille teknik og styring af  elektroniske effekter, er på et meget højt plan. Dertil er brug af åbenlys playback, såsom strygekvartet, violin, kor m.m., lige så god lyd som instrumentlyden på scenen, og alle lyden smeltede sammen til en god helhed.   

Helhed i bandet?

Når jeg er inde på ordet helhed, synes jeg har oplevet mere af det hos Igorrr, især i Store Vega i april 2023. I søndags var Serre meget dirigent-mode og gjorde generelt meget ud af at vise at han er hovedpersonen. Vokalisterne Marthe Alexandre og JB Le Bail havde statistroller, og stod i venteposition på scenen, og det var ikke mange partier, der blev sunget af de to sangere. De var meget sekundære i lydbilledet. Serre havde en del solopartier, hvor han gik amok ved elektronikpulten, hvor de andre musikere forlod scenen eller stod i baggrunden. 

Men når mørkemanden og en troldkvinden endelig gik i front, var det ekspressivt og slagkraftigt som ind i helvede. Der var saft og kraft i deres stemmer, og de elektroniske effekter, som engang imellem køres ind over vokalerne, sad også lige i skabet. Men som sagt, lidt synd at de ikke var mere aktive i lydbilledet i løbet af aftenen.  

Igorrr er et band, som i min verden, kan tage hvad som helst frem fra deres katalog og komponere en vild sætliste. Det er næsten svært for dem ikke at spille musik som enten er æstetisk godt, eller spøjst og mærkeligt med glimt øjet. Det var som sædvanligt en oplevelse at høre og se  ensemblet, både i forhold til performance, kompositionerne, musikalitet og ikke mindst den fantastiske lyd.

Jeg ender på 4,5 stjerner til franske Igorrr.