I´LL BE DAMNED udgiver andet album

De århusianske 5 drenge der tilsammen udgør I´LL BE DAMNED, udgiver den 31. august  deres andet album. Skiven bærer den helt fyldestgørende titel ”Road to Disorder”, for du ved ikke hvad der venter dit øre, når du skrider frem i nummerrækken på dette glimrende udspil.

Stephen Hawking Talking…

…er simpelthen titlen på det første nummer på dette spritnye album. Et kort upfading intro med et sanselig orientalsk lydtæppe, blusser fredeligt op i højttalerne, men stemningen bliver hurtigt vendt med en uptempo trommerytme der starter noget helt helt andet. Med lidt old school Metallica-rifftyper, og dertil en ”Garage Days Re-Revisited”-agtig spillemåde, er startnummeret hurtigt oppe at ringe. Der er ikke lagt op til intellektuel snak om hvordan denne musik mon er lavet, men derimod en invitation til en god gang morgenmusik der kan tænde lunten og sætte fut i en ellers kedelig mandag, eller en god måde at starte lørdag aften, når de langhårede venner kommer på besøg og øllerne skal knappes op… men ikke så meget small talk, ”Stephen Hawking Talking” er cool nok skruet sammen, og der er god fremdrift, som et startnummer helst skal have på et rock/metal-album.

Big Crunch

Track 2 hedder ”The Entire Universe”, og det er allerede i en helt anden boldgade, dog stadig lidt Metallica-agtigt…her forstiller jeg mig lidt, at drengene har hørt ”Am I Savage?”, for det er tæt på denne stil. Det gør det lidt mere krævende for øret i forhold til de skæve taktarter og det meget golde og grå landskab man ser for sig hele vejen igennem nummeret. Selv når der i mellemspillet kommer en glimrende harmonisk guitarpassage, er det virkeligt et trist og tørt nummer i den mest positive forstand. Til sidst bliver der tjekket ud med en mørk industriel elektronisk klang, der suger resterne af universet ned i et sort hul.

Ha…tredje nummer ” You Are The Young” er noget helt tredje. Lidt Whitesnake-agtig happy-tune, kun med en smule mere tempo og lidt mere kant…Tja, der er godt nok mange sideveje på denne hovedvej indtil videre.

Stor pallette

Det ottende nummer ”Just Ain´t Right” blev fornyligt skudt ud som single, og jeg lagde mærke at bandet har taget lidt til sig af landsmændene Baal, for det er den store klangpallette og den store fremdrift der er i hovedsædet her. Men der er på ingen måde plagieret fra Baal, for der sker mange ting  der peger i retning tilbage mod I´LL BE DAMNED´s egen stil, med masser af gode overgange mellem leddene og masser af fyld i harmonikken, hjulpet på vej af et superfedt keyboardspor. ”Just Aint Right” kører med højpatos i 5:22 uden at misse et beat. Yes, det er bare fedt, dette her.

Stylistic disorder

Der er simpelthen så mange stilistiske forandringer i løbet af dette album, i form af hard rock, shuffle rock, blues rock, heavy metal, thrash metal, leveret med udfordrende vokal, der også byder på growl…så er det hele også med!

Produktionen hører jeg som virkelig vellykket, for der er skruet op for ægtheds-slusen, og dét der vælter ud af højttalerne, er true rock´n roll med live-agtig energi, og der er intet der virker poleret grundet alt for meget software-hjælp i redigeringen.

Musikken overrasker lige så meget som vokalisten Stig Gamborgs kontor-lus-agtige udseende, kontra hans vanvittige levende sang og performance på en scene. På dette album er der stor variation i halsklangen, og han tør rode sig ud i hvad som helst, og med stor succes.

Guitaristerne Kristian Sloth og Boris Tandrup fastholder os i et jerngreb med deres tighte riffs og også bløde harmonier, som er yderst veldrejede og velspillede. Mathias Smidt på trommer og Jens Lunde på bas sørger for, at det hele glider som det skal, plus at de har ganske interessante ting at byde på, som i sig selv er værd at fokusere på.

Der er humoristiske indfald hist og her på albummet i form af sprælske riffs og rytmer, og også sjove reallyde i starten af nogle numre. Det bliver aldrig for søgt eller for meget, for disse er små lyspunkter mellem det hidsige og dybt melankolske, som mange af numrene byder på.

Jeg hørte gerne lidt mere keyboard på pladen som i nummeret “Just Ain´t Right”, for de 10 numre er meget tørre og dunkle i lyden, og kunne godt få lidt diskanttone fra en eventuel orgellyd…men det er småting.

”Road to Disorder” er et kongefedt album med musik der kan tåle at røre den internationale rock/metal-scene, og fedt at det er et dansk band der har lavet dette her! Det bliver 4,5 stjerner her fra RockZeit.