Traditionen tro var der en time lang kø for at komme ind på festivalpladsen. Det er selvfølgelig en udfordring at veksle billetter til armbånd og tjekke tasker for så mange mennesker, og kø kan næppe helt undgåes, men det må kunne gøres lidt bedre.
Konkhra
Drengene fra Konkhra åbnede Copenhell, og det gjorde de godt. Desværre var mange mennesker stadig fanget i den store kø udenfor, og nåede derfor aldrig at høre Anders Lundemark og kompagni levere en solid omgang dansk dødsmetal.
Lyden var god, og Konkhra var klar til at levere et kort men godt sæt til dem der var mødt op. Man kunne godt havde ønsket sig at der var sat lidt mere tid af til denne koncert, men det var sgu fedt at se de gamle drenge åbne metalballet.
Butchers Babies
Butcher Babies er først og fremmest kendetegnet ved, at de to kvindelige forsangere Heidi Shepherd og Carla Harveyer er udstyret med evnen til at growle som mænd og så deres brystpartier, som i bevægelsestempo fulgte trommeslageren ret nøje. De var særdeles udadvendte og barmhjertige i deres performance, og førstehåndsindtrykket var selvfølgelig, at de primært promoverede deres Matel-metal via deres attributter. Og vi var da også mange mænd foran den lille scene, enkelte par stod og så meget delte ud i deres oplevelse.
Tit og ofte bliver sådan noget hurtigt kedeligt, hvilket også var tilfældet i går. Når man nu er der, har man så muligheden for at give bandet en fair chance, rent musikalsk – og det er jo det, vi er her for.
Faktisk havde bandet noget at byde på; stramme guitarriff, som sad i skabet, ekstremt effektivt trommespil, og det var tydeligt, at bandet, fraset sangernes urealistisk store bryster, i sig selv var kompetente og var hjemmevant i genren. Butchers Babies leverede godt opbyggede numre, med klar retning og iørefaldende hook lines, især udemærkede ”Monster’s Ball” sig som et nummer, folk kunne råbe med på, mens de moslede rund foran ved scenen. Det her er showmetal, med klicher og formelementer så velkendte, at man kan stå og nyde musikken og showet. Men hvis man lukkede øjnene, voksede musikken frem og sangernes Q-skåle trådte i baggrunden, således at man havde foretrukket, at de havde undladt at spille det kort fra start.
De to damer kunne med fordel hente lidt inspiration hos kollegaer som Alissa White-Gluz og Angela Gossow som i den grad kan tiltrække et publikum uden at optræde halvnøgne. Retfærdigvis skal det siges at Butcher Babies rent faktisk har begrænset deres bare kødstykker, men er dog endnu ikke nået til bryst partiet. Og det sker nok heller aldrig.
Cannibal Corpse
Cannibal Corpse stod præcist lige der hvor de stod, da de i 1990 lagde ud med ”Eaten Back to Life”. Møglarmende og tordende bulder og brag, som dengang skræmte folk fra vid og sans – i dag gabede man, så sig omkring og rystede på hovedet over, at man reelt kan stå i 2015 og levere en omgang ligegyldig bras, som dog til deres ros minder os om at Trash genren heldigvis har udviklet sig siden. Cannibal Corpse missede, desværre for dem, dét tog.
Body Count
Body Count leverede dagens bedste koncert med tommetyk gangster attitude, og en vildskab og vilje til at levere varen som er beundringsværdig. Ice-t leverer, trods sine 57 år, en gedigen og troværdig omgang gangster-metal
Body Count var en musikalsk eksplosion på scenen, og de havde publikum i deres hule hånd. Vi blev præsenteret for et væld af genrer, der blev serveret med attitude og gedigen musikalsk udførelse.
Både mellem numrene og i numrene, var vi ofre for Ice-T’s vrede og negative syn på verden. Dette blev præsenteret med et gran humor, og det var underholdning på højeste plan.
Man var ikke helt sikker hvad det var man stod hørte, og netop tanken om at alt kunne ske, gjorde koncerten til en mega fed oplevelse. Tja, nok det fedeste der skete torsdag på Copenhell.
Suicidal Tenedencies
Suicidal Tenedencies har vi et blødt punkt for. Der er trods navnet, intet livsfarligt ved ST, tværtimod, det er en punkrock/metal gruppe som igennem over 30 år og diverse bandkonstellationer har formået at fastholde et trofast publikum, som gang på gang tropper op og hylder deres helte, mens de råber ”S-T, S-T”, hvilket de selvfølgelig også gjorde i går. Man kan mærke at ST er taknemmelige og nyder at spille for deres fans. Her fik vi, trods Hades scenens normale ringe lydstandard, en rimelig lyd og man havde generelt nemt ved at høre melodimaterialet, samt hvad Mike Muir sang.
Body Count med Ice-T hyldede ST ved at spille klassikeren ”Institutionalized”, hvilket faldt i god jord hos festivalgængerne kort før ST’s egen koncert, som Ice-T blev og så udefra siden af scenen. På Roskilde Festival i 2013 var ST alt for svingende og jeg troede, at de var faldet af på den. Det var de bestemt ikke i går, Så Ice T havde set rigtigt.
Vi fik selvfølgelig en ordentlig bunke hits, og to gange inviterede de deres danske venner op på scenen til den store forbrødring, så ikke et øje var tørt; publikum nød at stå på scenen og skråle, stille sig i rock positurer og smage lidt på hvordan det er at stå foran publikum. Når det så var tid at gå ned igen, foregik det helt udramatisk, med masser af handshakes.
Det er det, der er pointen; man hygger sig med Suicidal Tendencies, de ligner mest af alt den type onkler som har haft et barskt liv, hvilket stadig ses på deres ydre, men inden i er de for længst blødt op.
Slipknot
Slipknot leverede et show med et højt bundniveau. Man følte sig underholdt fra start til slut med alt hvad der hører til et metal show fra et band i den store liga.
Corey Taylor var god til at få publikum med, og fik på et tidspunkt næsten alle til at gå i knæ for at være parat til at hoppe op på Taylors clue. Det gav en effekt og en god fornemmelse af, at han er en frontfigur der er god til at få publikum med på beatet, og blive en del af showet.
Slipknot spillede generelt overlegent på deres instrumenter, men det var som om at det var for godt spillet. Alle lyde sad i skabet og alt var koordineret, men til gengæld er der ikke nogle overraskelser i løbet af er nummer. Med den fuldendte perfektionisme, blev lydbilledet meget sterilt, og måske ikke så metalagtigt som man kunne ønske. Der opstår tit et paradoks når man laver et koncept i metalgenren på denne måde som Slipknot har gjort. Det skal være ondt og grusomt, plus det skal tiltrække der store publikum….og så ender med at blive en lydmæssigt poleret oplevelse, og lidt kitchet og farverigt show, som måske aldrig bliver helt så ondt som det burde være.
Exodus
Exodus er nogle af de gamle drenge efterhånden, og et af de bands der været med til at udvikle thrash metal. På Hades – scenen leverede de en god tør lyd som passede perfekt til de numre de havde valgt at spille. Forsangeren “Zetro” gjorde meget for at geare den begrænsede skare op og gjorde det også ok.
Numrene fejlede ikke noget i thrash genren, men de var meget ens, og i det lange løb blev det lidt monotont. Som helhed kom de derfor ikke helt ud over scenekanten som man kunne have håbet. Men jævn god thrash var det i hvert fald.
Lyd
Copenhell har til tider nogle udfordringer når det gælder lyden, især på den mellemste scene Hades.
Man kan sagtens få en god oplevelse på Copenhell. Men generelt er det svært med udendørs musik i forhold til akkustik. Den akkustik man hører, er den der konstrueres i forstærkningen. Lyden kan ikke udvikles i et rum, da der ikke findes et rum udendørs. Lyden er derfor meget intens tæt på scenen, men udtyndes hurtig i luften når man kommer længere væk. Når man står på pladsen foran store scener som Helviti, kan man let ende 50-60 meter fra scenen. Her kaster vinden lyden rundt og ændrer lydbilledet radikalt i forhold til foran scenen. Dette er på trods af højtalertårne der følger op på halvvejen og giver lyd til dem der står bagerst. Så dem der står forrest vil altid få den bedste lyd.
Biergarden
Vi må ikke glemme at nævne Biergarden, som er Copenhells store festtelt. Her kan man slå gumpen i bænken og nyde en fadøl, mens man tanker energi op, eller står i læ hvis det skulle regne. Der er altid tidspunkter, hvor man er blevet mør efter mange timers stillestående nikken med hovedet til diverse gnavne gamle mænd med guitarer. Der er tidspunkter, hvor live musikken ikke helt står mål med forventningerne og hvor man ligefrem længes efter at høre Lisa Ekdahl. Her får man førstehjælp af Biergardens DJ, som fra øverste hylde sørger for at man forbliver fast i troen.
ACDC, Black Sabbath, Priest og Metallica er standard items og sammen med utallige andre hits fra gode gamle dage, vækkes din indre djævel, og efter nogle numres vikingealsang i teltet, må man så ud og høre den ægte vare.
I går blev vi forkælet med blandt andre følgende urtidshelte:
Accept: ”Balls To the Wall”
Manowar: ”Manowar Kills”
Metallica: ” Master of Puppets”
Wasp: “ I Wanna Be Somebody”
Slayer: “Angel of Death”
Ozzy Osbourne:” No More Tears”
Twisted Sisters: “ We’re Not Gonna Take It”
Mad og øl
De første par år var maden på Copenhell mildest talt ikke imponerende. Det ER blevet bedre, men hvis man har været på Roskildefestival inden for de sidste 10 år, ved man hvad der rent faktisk kan lade sig gøre når det gælder festivalmad. Ganske vist er er Roskilde i en lidt anden liga end Copenhell, men der er stadig plads til forbedring.
Og nu vi er ved brokkerriet må man også sige at 50 kroner for en 40 centiliters fadøl i plastkrus er i den dyre ende, men pengene skal selvfølgelig komme ind et eller andet sted fra, og billetprisen alene rækker ikke langt når man skal arrangerer en festival med næsten 40 bands.
Alt i alt var torsdagen en fin start på Copenhell, og vi glæder os til de næste par dage i helvede.
Skriv et svar