Lørdag eftermiddag på Copenhell – solen bager – 3. dags tømmermændene rasler med kæderne og søvnunderskuddet kradser… So What?? Britiske “While She Sleeps” vækkede virkelig det sovende Copenhell-monster til live til endnu en dag i helvedes forgård!
Så fik vi (Copenhell publikummet) alligevel lov at opleve det britiske Metal Core band “While She Sleeps” omdanne hele Pandæmonium til en hoppeborg! Kvintetten var booket allerede sidste år, men aflyste i marts 2018 hele deres turne den sommer og dermed røg den planlagte koncert på Copenhell 2018 også ud af programmet, men publikum bar tydeligvis ikke nag over denne næsten 365 dage lange forsinkelse. Stemningen var ekstremt høj lørdag kl 14:30 i eftermiddagssolen. Bandet åbner med titenummeret fra albummet “You are We”, som åbner med en fin melodisk guitar der går igen i det meste af nummeret, inden himlen flænses af Lawrence Taylors skrig! og så er vi igang! Der hoppes i rækkerne foran scenen fra første nummer!
Det kan ellers lyde som et utaknemmeligt job at spille Copenhell op så tidligt på festivalens fjerde og sidste dag! Men “While She Sleeps” var bestemt opgaven moden og mere til. Der blev ikke sovet eftermiddagslur hverken på eller foran scenen denne lørdag. Forsanger Lawrence “Loz” Taylor lød da også til at være positivt overrasket over fremmødet og opbakningen fra Copenhell publikummet da han råbte “I didn’t expect anyone to be here. This is fucking awesome!” og kastede sig ud fra scenen og ud blandt publikum.
“While She Sleeps” spiller høj-energisk metalcore blandet op med lidt af hvert, blandt andet electro-pop. Og det gør de med genrens notoriske nedstemte guitarer, dundrende stortrommer, subwoofer, temposkift og en vekslen mellem klar og skrigende vokal. Desværre mudrer lyden lidt på vokalen i starten af koncerten, men der bliver heldigvis rettet til undervejs.
Bas-stroppens forbandelse på Pandæmonium
“While She Sleeps” blev dannet i Sheffield i 2006 og har siden da kun haft en enkelt udskiftning blandt bandmedlemmerne, nemlig forsanger Lawrence Taylor, som kom til i 2009. Bandet har 4 studie albums på CV’et, hvoraf det seneste “So What?” udkom her i 2019.
Der må hvile en bas-strop forbandelse over Pandæmonium i år – for Heidi Brink (Konvent) var ikke den eneste på den scene i år der havde udfordringer med at holde bassen oppe, også Aaron Mackenzies bas-strop svigter på scenen. Det bliver dog hurtigt fikset.
Bandet har et melodisk element der går konsekvent igennem næsten alle deres numre, som gør at de er interessante at lytte til hele vejen igennem og med flere passager man kan skråle med på. Blandt andet under “Empire of Silence” og “Four Walls” er der budt op til fællessang.
Alternativ Wall of Death
Efter ca 45 minutters koncert toner den melodiske “Silence Speaks” udover og publikum. Og man når lige at tænke, at galskaben på scenen lakker mod enden, men så stormer Lawrence ind af porten til RIP området og klatrer op på væggen ud mod scenen. Tronende over pladsen kalder han publikum over, som heldigvis er vakse ved havelågen og stimler sammen under væggen, inden han kaster sig flere meter ned! ….. en alternativ wall of death…….Han bliver båret hele vejen tilbage til scenen. Men han har tydeligvis ikke brugt al sin energi endnu…. han samler den store metalbooster (som man jo skal have forrest på scenen når man spiller metalcore) op og løfter den højt over hovedet. Et kort øjeblik rammes man af nervøsistet for at han kaster den ud over scenekanten… men han stiller den fra sig og hopper istedet op på trommesættet!!!
Der lukkes og slukkes med nummeret “Hurricane” som var første single udspil fra forrige album (You are We) – Et nummer publikum nærmest kan bære teksten alene på.
Hvis ikke du kan mærke du er i live efter “While She Sleeps” …. så kan du ligeså godt trampe ind af porten til RIP …. for så er du højst sandsynligt død!
While She Sleeps
Summary
Line-up:
- Aaran McKenzie – bas og backing vokal
- Sean Long – guitar og backing okal
- Adam “Sav” Savage – trommer
- Mat Welsh – guitar og backing vokal
- Lawrence “Loz” Taylor – vokal