Intelligent rock med øl; Baal i Amager Bio

Om det er fordi de fleste af band folkene i Baal er blevet et hold modne rock musikere, hvoraf de fleste af dem har været sammen i over tredive år, eller om Baal bare har glemt at det ikke længere er politisk korrekt, at medbringe sin bajer på scenen, det ved jeg ikke. Men det var i hvert fald en befrielse, at se disse vold dygtige musikere suge en slurk alkoholisk humle ud af en flaske, mellem de meget stærke kompositioner og arrangementer som Baal var i stand til at komme op med.

Det materiale, hvoraf noget af sættet bestod af numre fra deres nye album Circles fra januar i år, var der åbenbart så mange mennesker der gerne ville høre, at køen for at komme ind i den udsolgte Amager Bio var så lang, at man måtte udsætte koncerten et kvarter for, at få alle ind i varmen. 

Lad os lægge i kakkelovnen med det samme, så der er varmet op til tæt på to timers klassisk rock. Nej… ikke klassisk som i gammeldags udbrændt rock, men musik der har så mange flotte sekvenser og arrangementer, at det uden at fornærme klassisk musik, kan sidestilles med den kulturseriøse musikform som får statsstøtte og får lov, at spille i alle de “rigtige” koncertsale. (Baal har så spillet på teaterscener. Ta ́ den…)

Intelligent rock med øl

Men så let slipper kultur-eliten ikke. Amager Bio kan rigtig godt fungere som “koncertsal” for intelligent rock med øl til, og med det bider Baal DR ́s symfoniorkester i halen. 

Vi behøver dog ikke være bange for, at vi ikke kan følge med. Baal viste nemlig også nogle beton tunge heavy sider fra deres katalog, så der var plads til headbanging, som i nummeret “Let it Flow” bød op til. Men det modne publikum, hvoraf det grå hår dog syntes temmelig tydeligt hos den største del af publikum, havde ikke ladet håret gro i de tredive år de havde fulgt Baal, så der var ikke så meget hår at slynge frem og tilbage. Til gengæld så blev der danset. Det er man heldigvis ikke blevet for gammel til. Og trods at Baal ikke har travlt med at styrte af sted i opskruede vilde tempoer, med det formål at hidse fan mængden op, så lå de mange forskellige tempoer åbenbart lige i det metronom beat der rammer hjernens rytmik center. Og her pløjede de fleste af Baal ́s numre sig lige ind, samtidig med, at de pløjede Amager Bio’s gulv op i revnede flager, og dermed skabte de den rigtige uro i rock publikummet. 

Det opdagede Bjørn Fjæstad hurtigt, mens han sten sikkert og hele tiden i pitch, og med sin fede medium vibrato og stærke stemme, slyngede teksterne ud til os. Men det var nu ikke altid lige nemt at høre ordene der blev sunget. (Det er det ofte aldrig når det er live.) Atter engang var PA mixet præget af en voldsom stortromme. Nuvel, den lød godt, men den slugte resten af det ellers forholdsvise vellykkede PA sals mix.

En proppet sal

Jeg indrømmer, det var først i slutningen af koncerten det lykkedes mig, at få mulighed for at bevæge mig rundt i Amager Bio, for at høre, om lyden var nogenlunde vel fordelt, fordi der var helt proppet, men jeg oplevede desværre stadig, at stortrommen fyldte for meget. Til gengæld lå keyboard fra Henrik Steen Melander, og guitar fra Morten Lundsgård godt mixet, støttet af en vellydende bas fra Troels Skjærbæk, hvor man for det meste kunne høre hans fantasifulde toner. Troels tænker heldigvis ikke kun i grundtoner. Han ved, at der er flere toner at tage af, som kan understøtte de intelligente og spændende kompositioner. Og ikke nok med det, Troels har et godt rytmisk drive.

Massiv kærlighed mod scenen

Jeg indrømmer, at jeg ikke har et indgående kendskab til Baal. Men de har, lige siden første gang jeg hørte dem på P3 i radioen, altid fascineret mig. Hele deres sound, Bjørns vokal, deres måde at skrue musik sammen på, stiller lige nøjagtigt nok krav til lytteren, at man ikke kan snige sig uden om. Man må simpelthen lige høre, hvad der sker i det nummer man nu har ladet sig fange af.

Med den manglende indsigt i Baal, gik jeg til koncert med en holdning der var almindelig nysgerrighed, og ingen store forventninger. Men som koncerten skred frem, fattede jeg mere og mere interesse for at være tilstede i koncerten. Vi lod os lede af Bjørns dirigerende hænder og armbevægelser, der i sekvenser kunne minde om Frankenstein uhyrets fremstrakte arme for at få fat i kærligheden. Den behøvede Baal nu ikke at række så langt ud efter. Publikums kærlighed, viden om, og begejstring over for alt hvad Baal lavede på scenen, væltede massivt op til de fem musikere. Det var de i hvert fald tydeligt glade for at opleve. Så glade at Baal med nummeret “Eurodope”, turde forlade scenen og efterlade publikum massivt syngende en strofe a capella fra “Eurodope” i mange minutter, før de kom luskende tilbage og spillede de sidste numre. Det var modigt og frækt.

Hverken banalt eller tudekiks agtigt

Baal har en stor spændvidde som strækker sig fra fuldpower heavyrock, hen over nærmest opera lignende passager, ud til de mest følsomme og behagelige ballader. Stærkest i den afdeling stod “Once There Was A Boy”, som handlede om en trettenårig dreng der døde af kræft. Ikke banalt eller tudekiks agtigt, men rørende og håndfast. Jeg skal på jagt i Baal universet, når jeg har skrevet denne anmeldelse af en intelligent koncert med øl på scenen.

En lyd af Queen

De kompositioner og den stil Baal repræsenterer, skabt af blandt andet Henrik Steen Melanders musik, og Bjørn Fjæstads gode historier, er måske ikke fuld tunede oplæg til massive guitar soloer. Derfor var det også opløftende, at høre hvad Morten Lundsgård i nummeret “The Last Show On Earth”, fik tryllet frem på de forskellige guitarer han fik overleveret fra sin guitar tech, når Baal’s musik gav plads til det. Den fede lyd der kom fra hans to amp ́s kunne i enkelte passager have været Brian May’s (Queen) lyd, fordi Morten formåede at sno sine toner og lyd meget, meget klædeligt rundt. Men der skete alt muligt små-klassisk, som ledte tankerne hen på “Bohemian Rhapsodi”. Og det ville det overordentlig begejstrede publikum meget, meget gerne høre på. Fantastisk nummer at slutte festen af med!

Fire ud af fem stjerner til Baal herfra RockZeit.