Jeg har fulgt Lachy Doley siden, ja jeg ved ikke hvor længe, men i hvert fald flere år. Og jeg kan ikke huske hvem der introducerede ham for mig. En ting er selvfølgelig at følge Lachy Doley med sit power Hammond og sit Whammy Hohner clavinette på You Tube. Noget andet er pludselig, at kunne komme til at se dette energibundt og denne talentfulde musiker fra Australien live.
Ikke mange chancer for at han ville gide rejse hele vejen til Europa. Men det gjorde han altså. Og endda to steder i Danmark. Det skulle simpelthen ses! Så RockZeit fik heldigvis ja til at vi måtte anmelde. Men næhh nej, det er ikke nok for en fan. Så vi har altså også organiseret et interview. Og helt som jeg havde håbet, mødte fotograf Hanni og jeg en storsmilende og rar Lachy, der endda burde være lidt stresset, fordi de var blevet forsinket halvanden time. Men næh, Lachy havde tid nok, og helt afslappet satte han sig i sofaen, backstage i Amager bio (min gamle barndoms biograf) hvor han skulle spille.
RZ (RockZeit) : Første gang i Danmark?
LD (Lachy Doley) : Nej. Jeg har været her tre gange. Men det er første gang jeg skal spille i København. Første gang jeg var i Danmark var da jeg skulle indspille med Glenn Hughes (tdl. Deep Purple).
RZ: Var det dengang du mødte Søren Andersen?
LD: Næhh, det var i Australien hvor jeg skulle spille fire shows med Glenn Hughes, og dér var Søren med. Gemt bag min stol har vores fotograf Hanni sat sig. Sikkert for ikke at tage opmærksomheden. Men sådan er hun slet ikke, så jeg ville gerne præsentere hende.
RZ: By the way, her bagved sidder Hanni, vores fotograf og hun er ret god. Lidt genert rykker Hanni frem, og Lachy hilser på hende De har en fælles bekendt, nemlig keyboard manden Bob Fridzema fra Glenn Hughes band. Og det kan Lachy godt li ́…
RZ: Jeg er selvfølgelig nødt til at vide, hvem der influere dig og dit spil. Keith Emmerson?
LD: Nej da, ikke ret meget ham. Det var mere den gamle blues, så som Otis Span. Wendel Perkins, og det der boogie woogie, piano sound. Og derfra, da jeg opdagede Hammond orglet og den sound, så var det Booker T. & the MG ́s. Det ændrede alt for mig.
RZ: Så det var i virkeligheden tilbage til rødderne?
LD: Yeahh, det var en væsentlig indflydelse. Men da folk begyndte at tale om Hammond orglet, så var det Booker T, og den gamle soul sound, og frem til Steve Winwood, som er en væsentlig indflydelse. Så hørte jeg på jazz’en med Jimmi Smith og de folk. Men jeg turde ikke rigtig gå ned af den sti, selvom det var spændende. Så jeg blev ved blues sound’en. Men når folk fortæller mig, at jeg minder dem om Keith Emmerson eller John Lord, så ved jeg ikke helt hvorfor, fordi jeg lyttede aldrig særlig meget til dem. Det var mest the blues. Men jeg har altid godt kunne lide at spille lidt vildt, og højt. Det er noget med min egen energi. Og nu har jeg jo set filmklip med dem begge, så jeg kan da godt forstå, at folk tror jeg har min stil fra dem. Men når folk spurgte mig om Emmerson og Lord svarede jeg jo ”Øhh Hvem???” Ha, ha… for jeg havde aldrig rigtig hørt dem. Men jo mere folk talte om dem, jo mere nysgerrig blev jeg da…
RZ: Men det var ikke dem der inspirerede dig så…
LD: Næhh ikke rigtigt. Men så alligevel så checkede jeg John Lord og Deep Purple ud. Men ikke så meget Keith Emmerson. De kommer jo begge to fra en mere klassisk baggrund, og jeg kommer fra the blues. Men selvfølgelig har jeg da nok adopteret nogle elementer og idéer fra dem begge. Især John Lord. Der var da enkelte ting jeg kunne bruge selv i min egen version. Og jeg kunne simpelthen ikke holde min kæft med, hvor begejstret jeg er for den der fede Hammond sound, med Lesley box speakeren, der med sine roterende speakers, nærmest opleves som om, den maler tykke sorte striber rundt i hele det lokale den spiller i, og at jeg allerede hørte den i 1967.
RZ: Hvad skete der med dig i forhold til musik. Hvad skete der i det hele taget da du kom ud af din moders mave. Der må da have været noget galt, siden du kastede dig over musik så intenst? (Lachy klapper i hænderne og læner sig grinende frem).
LD: Ja, ha, ha… jeg må heller se en læge…ha!
RZ; Nå, men det har jeg været en gang…ha! No I,m joking
LD: Min hustru er faktisk psykolog, men hun har nu aldrig analyseret mig med nogen diagnose, ha, ha, ha!
RZ: Men nu har jeg organiseret at du, din hustru og barn flytter til Europa. Så er det på plads.
LD: Ha, ha, ha… yeah, det kunne være fedt.
RZ: Men musik og guitar…hvad kom det sig af?
LD: Min mor gik ud sammen med en blues guitarist, og han havde jo plader med John Lee Hooker, Muddy Waters, og Elmore James, og så havde vi jo et opretstående klaver derhjemme. Min bror og jeg, vi begyndte så at spille efter det vi kunne høre på de plader min mors kæreste havde.
RZ: Din bror spiller også?
LD: Ja, også keyboards. Han er fantastisk.
RZ: Hvor gammel er du egentlig?
LD: Fem og fyrre
RZ: Og din bror ?
LD: Ja han er storebror. Og så blev jeg jo inspireret af hvad han kunne og tænkte, at det ville jeg også forfølge. Så begyndte vi at spille i bands, og senere spillede vi faktisk i min mors kærestes band, og så voksede det bare. Det var i Adeleine i Australien. Så flyttede vi til Sidney og der fandt jeg Hammond orglet, og så begyndte jeg at spille alle mulige typer jobs, med andre artister, også store Australske navne. Så voksede det jo mere og mere. Så begyndte jeg at tænke på at lave mine egen ting, og det har jeg så gjort i fjorten år nu.
RZ: Jeg så dig første gang på nogle klip på YouTube, og tænkte ”fukin ́ hell. I like that!!” Lachy smiler og griner til mig. Jeg er jo ”Jeff Beck”, og er vild med den anarki og uforudsigelighed som han har. Det er det samme jeg oplever med dig, og det tricker mig virkelig. Og hvis det må være mig tilladt at spørge: Hvorfor er du endnu ikke mere kendt i Europa?
LD: Åhh jeg ville ønske jeg havde svaret på det. Men faktisk føler jeg det ikke på den måde. Jeg syntes jeg er meget priviligeret i, at få lov at spille min musik og for det publikum der er der nu, og et publikum der i det mindste er på min alder, og det er jo vokset, siden jeg startede. Langsomt men sikkert, så hvem ved hvad der sker om ti år?
RZ: Ja ja… hvis jeg var din manager…ha, ha! Lachy griner og smiler og nikker. Hanni har en hilsen til Lachy fra sin keyboard bekendte Bob Fridzema fra Glenn Hughes.
LD: Åhh yeahh, hils ham virkelig tilbage igen, den der familiefølelse der oftest er blandt musikere.
RZ: Hvordan er scenen i Australien?
LD: Åhh det er svært og hårdt i Australien. Folk kommer kun ud og hører musik, hvis de har hørt en i radioen og du har haft et hit. Det er meget, meget svært at komme forbi den særlige grænse, man skal igennem med radio mediet der gør, at man kan få folk ud at høre én. Men jeg synes det er anderledes her i Europa.
RZ: Åh det ved jeg nu ikke helt. Man er også nødt til at have et radio hit her i Danmark, og uhh ha, hvis der tilfældigvis er noget guitar solo, så får de angst på radioen. Næhh du, det er noget andet med Hammond (Lachy ser intenst på mig og griner….og ser nok også min frustration over at det skal være så svært, fordi han genkender den fra sig selv).
Men det må da være muligt for dig at leve bare nogenlunde acceptabelt af alt det du laver?
LD: Hvis jeg kun spillede i Australien så ville det være meget, meget svært. Jeg ville skulle rejse rundt i alle mulige forskellige regioner, med store afstande. Og nogle gig ́s ville der måske være et par hundrede imellem. Andre mere. Og oven i det, så er pengene ikke særlig store der ovre.
RZ: Jeg har nogle Australske musik venner, blandt andet Dave Evans fra The Band Who Knew Too Much, og han siger at det kan godt være at Australien er et stort land, men der er måske kun cirka det dobbelte i befolkningstal som i Danmark, og på den måde er der vel ikke så mange at spille for.
LD: Cirka atten millioner, og de er jo spredt meget ud, så nej det er ikke nemt.
(Lachy ville ikke have noget at drikke, trods der stod et køleskab med drikkevarer. Og jeg havde allerede været der. Dog kun med en Cola. Men det var vist ikke så populært hos Amager Bio’s back stage mand. Næhh der skal vel være orden på det. Lachy virker afslappet og trods jeg har sagt til ham, at han selv må sige stop når han ikke gider snakke mere, så virker det som om han har da tid nok. Jeg ved dog at han også lige skal nå at trække vejret og skifte lidt tøj inden scene. Men jeg må vide noget om hans specialitet som han bruger rigtig meget. Et Hohner clavinette. En lyd som man kender fra Stevie Wonders ”Superstitius”. Men Lachy har taget det instrument videre og har monteret en Whammy bar, altså en vibrator arm (nej ikke sådan én..), men en lang stang som han kan trykke ned og dermed bende tonerne på Hohner clavinettet, som ret beset er et strenge instrument med liggende strenge. Når han ”snører” det ned gennem en whau whau pedal og ind i en guitar forstærker, der er skruet godt op for, så lyder det næsten som en guitar. Men man kan fyre mange flere underlige toner af fordi det jo et et klaviatur instrument.)
RZ: Var det dig selv der fandt på det Whammy clavinette?
LD: Nej… det er produceret helt tilbage i halvfjerdserne af Hohner. Så var der en saxofonist, Buddy Carswell, der installerede en whammy bar i clavinettet. Men han var måske bare lidt for sent ude med det, fordi folk efterhånden var stoppet med at bruge clavinettet som instrument i firserne og videre op. Jeg begyndte faktisk ret tidligt at spille med clavinette sammen med Hammond, fordi jeg var lidt nysgerrig på funk musikken. Og det er sjovt at du lige nævner Jeff Beck. Whammy bar på clavinettet er jo, lige som på Becks guitar, en fysisk mekanisme, og ja, man kan sagtens få den samme sound ud af det som Jeff ́s guitar.
RZ: Jeg så det Facebook klip hvor du derhjemme havde skilt hele clavinettet ad for at skifte nogle strenge, og jeg tænkte, ”hvordan tør han det dér”? Lachy griner lidt af min bemærkning, men jeg husker, at han havde helt styr på hvad det var han lavede. Kun har han været nervøs for at flyve med det.
LD: Den sound har da bragt mig videre, trods ”Hammond lovers” jo primært vil høre netop Hammond lyden. Men clavinette lyden tilføjer jo en anden sound, og det virker som om det også er populært.
RZ: Hvor meget af det materiale i spiller er originalt, og du selv har skrevet?
LD: Halvfems procent tror jeg. I aften spiller vi vel to til tre covers. Det veksler fra gang til gang.
RZ: Har du nogensinde ladet dig følelsesmæssig påvirke af, hvad folk har sagt eller syntes om det du lavede, og været nervøs over det?
LD: Yeeahh, man er da altid påvirket af hvad folk siger. Men man kan jo kun gøre det man gør, så godt man nu kan.
RZ: Har du nogen gange følt dig ramt af at spille et gig hvor folk har været små negative.
LD: Ja, da.. og det kan jeg da godt gå og tænke over indtil jeg pludselig står på en ny scene. Så er det som at alle de bekymringer forsvinder. Men man kan da godt blive frustreret over enkelte kommentarer på Facebook. Men det må man bare ignorere og komme videre. Det har aldrig slået mig helt ud.
RZ: Du er god til at svare, når nogen skriver til dig på Facebook.
LD: Ja, jeg vil jo gerne være høflig og venlig, og jeg prøver jo at nå at svarer dem jeg kan nå, men der er selvfølgelig grænser for hvor meget jeg kan…
RZ: Min eks kæreste sagde engang til mig ”Du spiller som du er”. Syntes du også det er sådan for dig?’
LD: Tja måske, men jeg føler tit jeg bliver en anden person på scenen. Jeg opnår en stor frihed, og når jeg er på scenen sker der en transformation. Det er som om man er i en helt anden verden. Det er et stort sted at være. Og på scenen ser man i hvert fald en Lachy Doley der udnytter hele den plads der er på sådan en platform som en scene jo er. Og han fortjener den plads…
Ronald Andersen 7. december 2023 for RockZeit.