Location; Spillestedet The Tivoli i Helsingborg, Sverige 5. oktober 2023
”RZ” er Ronald Andersen for RockZeit
”MD” er trommeslageren Mikkey Dee fra Scorpions og tidligere Mötorhead.
Mikkey Dee sidder med sin telefon og viser mig en optagelse af sin elleve årig søn, der nærmest fejer gulvet fuldstændig rent, med et drum forløb som næsten kun Mikkey selv kan lave i sin nu fremskredne alder, og med sin dertilhørende rutine. Jeg får rent faktisk lidt af en mavepuster ved at se klippet, og det kan Mikkey godt se. Jeg mener; skide elleve år…wow.
”Er han ikke fantastisk”? Siger Mikkey på sit tydelige Göteborg svenske, og smiler kæmpe stort til mig og Hanni (vores fotograf). Smile gør han stort set hele tiden i løbet af den dag, vi spenderer sammen med ham og hans band. Rar gut, rent faktisk. Det burde en hard, heavy rocker jo egentlig ikke være (ha), men det er Mikkey altså i aller højeste grad. Vi kunne nok ikke have fået lov til at hænge ud med ham og band på samme måde, havde det været en Motörhead koncert som Mikkey var trommeslager hos i 25 år, eller Scorpions koncert, det band som Mikkey nu er fast tilknyttet og har været det siden 2016.
Det hele foregår på første sal backstage i ”The Tivoli”, i Helsingborg Sverige, med et rigtig
hyggeligt personale, og en imødekommende boss, Hasse.
RZ: Vil du snakke Engelsk eller Svensk?
MD: Vi kan snakke Svensk hvis du vil.
RZ: Ja, for det forstår jeg ganske godt. Og da du jo har boet i Danmark, forstår du vel også Dansk.
MD: Så absolut…
Vi er i et rart stort lokale med sofa, spisebord, og en lille baropsætning…. Der er rigtig god stemning mellem Mikkey, Hanni og mig. Ingen antydning af ”star arrogance”. Vi sætter os i en blød sofa. Uheldigvis virker min Tascam recorder ikke, trods jeg har skiftet batterier og testet den dagen før. Men, som vanligt er Hanni handlekraftig og hiver sin telefon frem, og trykker ”record”.
RZ: Fortæl mig om hvad du tænker om vigtigheden af kammeratskab i band!
MD: Det er 95 % vigtigt. Det er ekstremt vigtigt. Har du ikke kemien i et band, ja så har du ikke
noget band. Hele idéen med et band er at du spiller med venner og har det cool, som en af de
klogeste mennesker jeg har kendt, nemlig Lemmy sagde; ”If it aint´funny, I’m not fuckin´ gonna be
there. Then it´s too hard, with all that crazyness”.
RZ: Har du nogensinde spillet i bands hvor kemien ikke har været der?
MD: Ja, det har jeg, men så er jeg skredet fra det.
RZ: Hvem?
MD: Ha, ha… det siger jeg ikke.
RZ: Jo… kom nu…
Mikkey læner sig grinene frem mod mig, med sit lange sølvfarvede hår og sit græske smil.
MD: Ha, ha, ha… nej det får du ikke at vide. Men det går ikke at spille med nogen hvor der ikke er
et kammeratskab. Det er alt for hårdt hvis man skal tournere med nogen hvor man ikke har det godt.
RZ: Vil du sige, at I havde et godt kammeratskab i Motörhead og med Lemmy?
MD: Uhh ja… mere end det. Det bliver jo som en familie. Der opstår en tryghed. Man behøver ikke
være på vagt for, om man går for langt med noget. Med Lemmy var det mere end et kammeratskab.
RZ: Men hvad skete der så med Lemmy? Ville han gerne fortsætte selvom han var syg?
MD: Ja, men det var jo ikke sådan at han pludselig blev syg. Det var jo en langsom process som
startede i 2012, og så gik det ned af bakke, og han blev dårligere og dårligere. Vi måtte jo flytte rundt på tourné planer, alt efter hvordan han havde det. Men i 2015 gik det jo ikke mere. Vi sagde tit
til ham, at vi måske burde stoppe nu, for at tage hensyn til ham. Men det ville han ikke. Men til
sidst gik det jo ikke mere. Han kunne simpelthen ikke…
Mikkey ser ned i gulvet med et lidt sørgmodigt blik.
RZ: Hvordan påvirkede det dig og Phil?
MD: Jo, men altså vi prøvede jo hele tiden at tage hensyn til Lemmy, men det gik jo ikke at
argumentere med ham. Han ville fortsætte. Det kunne vi jo også delvist, fordi vi kunne jo sagtens gå
i studiet og indspille plader. Det gjorde vi så også. Og vi kunne jo også spille enkelte koncerter.
Men tre måneder på tur… nej, nej, det gik ikke. Det kunne han ikke holde til.
Men det var meget, meget sørgeligt. Det glemmer man aldrig.
Mikkey ser op på mig med et sørgmodigt udtryk. Det er tydeligt at Lemmy har betydet meget.
Men så smiler han igen.
RZ: Når man ser koncerter med dig, så ser man jo en meget fysisk trommeslager..
MD: Ha, ha… ja da.
RZ: Og du er jo også meget udadvendt og underholdende. Hvad gør du for at holde dig i så god en fysisk form?
MD: Jeg spiller meget ishockey. To-tre dage om ugen. Men nu holder vi jo lige lidt fri fra Scorpions
et par måneder, og jeg kan jo ikke bare sidde stille og kigge på TV…ha, ha…jeg må simpelthen lave
noget. Det er jo derfor jeg har samlet den her trio. Vi spiller en del af de gamle Motörhead numre.
Hvis man ikke gør noget så bliver man jo lad, og doven. Og om lidt fylder jeg jo tres år.
RZ: Nåh da… hvem skal spille til den fest så? Det skal jeg jo…ha, ha.
MD: Ha, ha, ha… men der bliver jo ingen fest. Jeg skal jo selv spille ha, ha..
RZ: Man oplever jo nu, at flere og flere af de gamle rock koryfæer, fortsætter langt op i alderen. Og
du kunne jo godt selv stoppe nu og læne dig tilbage, med en god karriere i bagagen. Hvorfor gør du
ikke det? Hvad er det der driver én? Og bliver du ikke bange for om fysikken kan holde?
Mikkey læner sig tilbage og klapper sig på lårene på de sorte Lewis jeans. MD: Neejjj da… Mine kollegaer i Scorpions er jo også gamle nu. Klaus er fem og halvfjerds, og de klarer det jo godt. Man kan jo ikke gå og tænke på det. Jeg havde lige en tennis albue, men nu er den væk. Nå, men så knager ryggen lidt, men nej… det kan man ikke bruge energi på. Man må bare forsøge at holde helbredet oppe, og spille. Det er problemet hvis man sidder for længe uden noget, og så pludselig skal Scorpions på tur. Altså det ved vi jo godt i god tid i forvejen, men lige pludselig så kommer dagen hvor man skal afsted, og så går det jo ikke, at man slet ikke er i form og har spillet. Du kan løbe, hoppe og springe og alt sådan noget, men det går jo ikke kun med det, fordi når du sætter dig op ved trommerne, så er det en helt anden energi. Så hvis du ikke har spillet…ja så er det jo galt… det er også mentalt. Det sidder her oppe hele tiden (Mikkey peger på hovedet), så man må hele tiden holde sig i gang.
RZ: Vil du sige at kammeratskabet i Scorpions er det samme som det i havde i Motörhead?
MD: Altså, det vi havde med Lemmy og Motörhead var helt unikt, og det var et unikt band. Det kan
man ikke sammenligne. Jeg mener, det var jo femogtyve år, så…. Men jeg tror da at hvis man har
spillet femogtyve år med Scorpions, så bliver det jo også familie og meget tæt. Og vi har det jo jätte
fantastisk i Scorpions.
RZ: Hvordan har du det det med Scorpions musik?
MD: Jätte bra. Det er fantastisk.
RZ: Skriver du noget selv, og får du lov at skrive til Scorpions?
MD: Ja…jeg skrev jo en rigtig slammer med dobbelt bass drum ”Hammersmith” der handler om da
Scorpions kom til England. Og ellers er det jo en udvikling der sker i studiet, når vi indspiller et nummer. Det kan være at Klaus eller en af de andre kommer med et riff, og så arrangerer vi jo
sammen på det, så det bliver et helt nummer.
Mikkey tager en tår af sin Cola, og jeg drikker kaffe. Han har tid nok, trods der blev talt om, at vi
kun fik tyve minutter.
RZ: Du bor i Göteborg sammen med Mia. Hvor længe har i været sammen?
MD: Tre og tredive år!
RZ: What!? Hvordan gør man det?
MD: Ha…ha… ha…
RZ: Men hvad siger hun så når du skal på lang tourné?
MD: Hun ånder lettet op…ha, ha, ha…
RZ: Men hun vidste vel også hvordan det var da du mødte hende?
MD: Ja, ja… så det er ikke noget problem.
RZ: Du har børn…
MD: Ja, to… Marcus på en og tyve og Max på syv og tyve. De bor begge i Stockholm.
RZ: Er de musikalske og spiller noget?
MD: Ja, altså Marcus spiller både guitar og trommer og er fantastisk. Men Max er mest til fodbold.
Og jeg ved godt hvorfor Max ikke har taget trommerne op. Han havde det meget svært som lille, når jeg tog på tourné. Det var han ikke glad for. Men Marcus han grinede bare og råbte ”hey dåå”
og vinkede.
RZ: Tog du dem med på tur?
MD: Ja da… mange gange. De er vokset op on the road, siden de var to, tre måneder. Men altså
Max var ligeglad med trommer og musik. Det er fodbold og han er ret fantastisk.
RZ: Har du nogensinde haft ambitioner på deres vegne?
MD: Nej absolut ikke. De har selv fundet deres vej. Min ældste søn er bankmand, og er god til det.
RZ: Men du skal alligevel ikke lade ham styre din økonomi tror jeg…
MD: Ha, ha, ha… nej det får han ikke lov til.
Marcus er fantastisk på trommer.
Mikkey hiver telefonen frem og finder et klip med Marcus, hvor han som syv-årig jammer med Mötorhead og senere som fjorten -årig virkelig trykker den af, og er virkelig god. Både jeg, Hanni og Mikkey selv sidder med hovedet helt oppe i telefonen. RZ: Woow…bloody good. Hvad får det dig til at føle? En stolthed? MD: Ja…da. Men jeg er jo stolt over begge mine drenge. Men det er tydeligt at Marcus på trommer rent teknisk allerede dengang var flere år forud for mig, så … Men jeg har jo aldrig rigtig pushet dem til noget.
Mikkey finder nogle billeder frem af Mia, som er rigtig sød.
MD: Se her, det er Mia, seks og halvtreds år…
RZ: Åh, hun er snyg…og ser sød ud. Sådan én vil jeg osse ha ́!
Mikkey griner, og smiler.
RZ: Du er jo halvt græsk, hvilket ret tydeligt ses hos dig. Har du nogen minder fra Grækenland som
barn?
MD: Min Papa kom til Sverige i 1959 fra Athen og jeg er født i 1963 her i Sverige, så jeg har jo
ikke rigtig nogen minder fra Grækenland som barn, andet end, at jeg jo har været der mange, mange
gange sammen med min familie. Men Grækenland har jo ikke den samme hard rock scene, som vi
har her i resten af Europa.
RZ (Hanni, fotograf) : Hvad gør det ved dig at skulle spille de gamle Motörhead sange nu?
MD: Jamen, det er jo lidt lige som at forlænge Motörhead og Lemmy legenden, og det gør mig jo glad, at kunne spille den musik med nogle unge boys, der er inspireret af den musik og kender den. Jo, man sender da en tanke op til Lemmy. Og jeg tror da at jeg vil spille Lemmys musik resten af mit liv. Nærmest et hvert trommeslag er en tribute til Lemmy. Sådan føler jeg det stadig, også da jo kom med i Scorpions. I Lemmy mødte jeg jo en meget klog mand. Måske den klogeste jeg har mødt, og jeg tror at hvis Lemmy havde været leder af verdenen, så ville vi ikke have haft krig, ikke have haft vold, og var sluppet for den fucking politiske korrekthed, som vi lever med i dag.
RZ: Hvordan mødte du Lemmy?
MD: Jeg havde kendt Lemmy i 34 år. Jeg mødte Lemmy i London da jeg spillede med King Diamond, og vi tournerede i 1986 med Lemmy og Motörhead. Lemmy spurgte jo tre eller fire gange om jeg ikke ville være med hos ham, og ja, det ville jeg jo godt, men nu var jeg jo forpligtet med King Diamond. Det kunne jeg jo ikke lige gå fra. Men jeg stoppede så jeg med King Diamond i 1988, og kom med hos Dokken (Amerikansk vestkyst band) hvor vi var på tourné i tolv måneder, og det kunne jeg jo heller ikke bare hoppe af fra. Så stoppede det, og jeg gik ledig et lille år,og pludselig så ringede Lemmy. Så var det bare: ”okay let ́s go!”
RZ: Musik udvikling, kan du være bange for at hard rock stilen kommer til at stå stille og ikke
bevæge sig?
MD: Nej, men hard rock forgrener sig jo som et træ. Hvis man ser på stammen, så består den af
Little Richard, Elvis, Beatles, Rolling Stones, og alle dem. Ud af det kom jo så Led Zeppelin, Deep
Purple, Cream, Black Sabbath, Johnny Winter, og så forgrener det sig videre til Gary Glitter, Kiss,
også videre. Men stammen er der jo hele tiden. Du hører jo vældig mange unge bands i dag der
spiller halvfjerdser hard rock, og gør det rigtig, rigtig godt. For eksempel sådan et band som Greta
Van Fleet, som jo gør det fantastisk. Nej jeg tror ikke Hard Rock kommer til at stå i stampe. Det vil
hele tiden udvikle sig i forskellige retninger.
RZ: Hvad lytter du selv til?
MD: Ha… jeg lytter til alt.
RZ: Det passer jo ikke Mikkey. Folk siger altid at de lytter til alt, men når man så spørger om Jazz
eller klassisk så…uh nej…
MD: Ha, ha… ja men jeg lytter faktisk til alt. Jazz, fusion, klassisk, big bands, almindelig Rock.
Men jeg er ikke så glad for rap.
RZ: Lige én ting! Shu-bi-dua!
Mikkey læner sig tilbage og griner stort…
MD: Ha… ha, vidste du det? I 1978, var King Diamond i samme studie som Shu-bi-dua.
RZ: Ja, Claus Asmussen fra Shu-bi-dua havde jo Soundtrack studiet.
MD: Ja det var dér vi var. Så spurgte de om jeg ikke ville spille trommer på et af deres nummer. Jeg
husker ikke hvilket. Jeg har et kassette tape med det, men jeg ved ikke hvor den er….ha, ha.
RZ ( Hanni): den må vi finde. Den er jo penge værd…ha!
MD: Ja, den må jeg have fundet frem. Det var jo sjovt.
Mikkey ryster smilende på hovedet.
RZ: Hvad tænker du forskellen er mellem dansk og svensk musik?
MD: Jeg tror at man skal se på Sveriges bagrund med dansbands og folke musikken som jo er
blevet spillet i mange, mange år. Og så konkurrere vi jo med USA og England. Sverige er det tredje
største musik eksport land. Danskerne kommer jo med virkelig gode bands, men der går så lang tid
mellem dem ha, ha…. Og jeg ved ikke hvorfor de ikke magter at markere sig internationalt.
RZ: Jeg tror vi mangler gode sangere.
MD: Ja…måske. Men man skal huske, at Danmark jo er et meget mindre land, så der er måske ikke så mange talenter at tage af. Og så har Danmark ikke den musik kultur vi har haft i Sverige. Allerede fra halvtredserne havde Sverige jo kunstnere på et meget, meget højt niveau. Det har man ikke rigtig haft i Danmark. Selvfølgelig har Danmark markeret sig med jazz i mange år. Men først i firserne begynder Danmark at markere sig med pop musik, blandt andet med mange rigtig gode sangerinder. Sanne Salomonsen, Søs Fenger, Hanne Boel. De har jo haft et godt samarbejde med.
Svenske artister, men altså ikke været i stand til selv at slå igennem internationalt. Jeg ved ikke hvorfor. Men i 30 år inden da, var Sverige jo ret store i populær musikken, med både med folkemusikken, musik i folkeparkerne, samt gode jazz folk. Og også med gode Dansband. Min morbror spillede jo trommer i et band i halvtredserne, som var mest jazz. Det var der jeg begyndte at interessere mig for trommer. Rolan Erickson, som spillede i The Drifters. Også min fætter. Han spillede rock and blues band. Så begyndte jeg som fireårig, inspireret af ham. Men i dag er Drifters et regulært Dansband og har været det i tyve år.
RZ: Hvem inspirerede dig ellers som trommeslager som de første?
MD: Jeg var syv år da jeg hørte Ian Pace (Deep Purple), Cream, Ginger Baker, Buddy Rich (jazz
trommeslager), og senere Brian Downey (Thin Lizzy). Thin Lizzy var et af mine favorit bands, Live
and Dangerous som jeg så i 1976, med Stones i 1973.
RZ: Nå Mikkey, nu skal vi ikke forstyrre dig mere.
MD: Åh men det var cool at I var her. Vi må tage det her til Danmark.
RZ: Ja, det må Hanni sørge for. Hun kender så mange.
MD: Ja jeg tror godt vi kunne klare os med min trio i Danmark, men vi bliver nødt til at finde nogle
små gode venues. Det ville jeg rigtig gerne. Min første koncert i Danmark var med King Diamond i
Amager Bio. Det var sgu stort. Vi må have gang i Martin Carson. Det er ham der laver koncerter til
min trio.
Jeg bestemte dog, at hvis Mikkey Dee trio skulle spille i Danmark, så kunne det kun lade sig gøre hvis jeg også var med….især fordi jeg havde en rigtig god lang snak med Mikkeys guitarist. Nå, det går nok ikke. Og inden Mikkey Dee trio kan komme til Danmark skal han jo først verden rundt med Scorpions, og slå en hel del snare drum slag for Lemmy. Mikkey og jeg giver hånd. Hanni tager et par billeder, og Mikkey virker glad, og smiler. Hanni får Mikkey til at skive autograf på et stort billede hun har fået lavet af Mikkey, med flagrende hår. Ganske som vi om lidt skal se ham nede i salen…
MD: Vi ses nede ved scenen friends… Mikkey ved hvordan hans trommer skal lyde. Det overværede jeg nemlig til sound check om eftermiddagen, hvor jeg hørte trommerne helt akustisk, inden mixer faderne blev lukket op. Trommerne klinger fedt, er stemt godt i forhold til hinanden. Måske lå første og anden hænge tam, tam tonalt lige tæt nok på hinanden. Snaredrum havde en dejlig levende klang. Det kan godt være svært at lave PA sound til et trommesæt. Venligt, men også bestemt, guidede Mikkey under soundcheck front mixer-manden, Björn, til hvordan han ville have monitor lyden, lod drum tech spille mens han selv gik rundt på gulvet og lyttede koncentreret. Ingen hysteriske udbrud eller råben og skaberier. Altså en musiker der går op i hvordan helheds billedet helst skal være. Han kender sin stil, og arbejder konstruktivt med det. Også selvom det blot er en lille koncert. Mikkey Dee er musiker med stort M!